Wildbirds & Peacedrums – med instinkterne uden på tøjet
Hvordan trommer man en ballade? Ikke til ballade, men hvordan trommer man en ballade, hvis ens trommer er de eneste instrumenter i verden? Det er jo, som vi ved, ikke nok at spille hverken langsomt eller tavst. Jeg skal ikke her afsløre, hvordan Andreas Werliin gør, men det involverer koklokke, maracas, en gulvtam og en stortromme. Og nå ja, intensitet i en grad så halvdelen ville slå notesblokken ud af hånden på dig.
Den svenske duo Wildbirds & Peacedrums afsluttede torsdag en to ugers Nordeuropa-turné i Jazzhouse. Og mon dieu, hvilken afslutning! Til anledningen havde de Voices, et cirka ti mand (m/k) højt svensk kor, med sig i ryggen. Duoen kan nu sagtens spille deres tribale freakfolk alene. Med trommerne som det grundlæggende groove, og steel drums, diskrete, dybe synths og Marian Wallentins smukke stemme som eneste melodikilder. Men med Voices høvler de dig bagover.
På duoens tre album har jeg ønsket mig lidt mere variation, men live er det en anden sag. Her udnyttes deres begrænsede virkemidler til fulde og indgyder den vildeste energi i selv de mest afdæmpede numre. Werliin var for en aften den tighteste trommeslager i København. Samtidig var lyden i Jazzhouse noget nær perfekt. Duoens numre blev leveret ekstremt vellydende og stadig med rigeligt at det, vi anmeldere vist ynder at kalde kant.
Ægteparret er komplet jævnbyrdige. Lige fremtrædende, lige intense, lige gennemråt sexede. Når Mariam Wallentin danser dér, badet i røget blålys og trækker tonerne fra de brummende mandlige korsangere til sig med armene, mens Andreas Werliin stamper og tamper i trommerne, så vækkes alle instinkterne til live. Selv hos de der ikke måtte tro på noget sådan som instinkter.
Der herskede en helt unik samhørighed på scenen, og når koret gik gospel i ekstranummeret ‘My Heart’ og hjalp Mariam Wallentin med at synge mod hendes trommende mand, der var den eneste spillende musikant på scenen – »You know I’m lost without your rhythm, don’t run« – jamen så var det lige før en gammel, koldhjertet anmelder begyndte at flæbe, venner. Fan!
