Telfar-hypen og Jil Sanders luksuriøse minimalisme fængede mest til Pitti Uomo

Telfar-hypen og Jil Sanders luksuriøse minimalisme fængede mest til Pitti Uomo
Backstage til Jil Sanders AW20-show i Firenze.
Foto: Vanni Bassetti
Vi var på plads, da modemessen Pitti Uomo løb af stablen i Firenze i sidste uge og har samlet de vigtigste tendenser og højdepunkter.

Jil Sanders luksuriøse minimalisme

Makker– og ægteparret Lucie og Luke Meier (tidligere OAMC og Supreme-designer) har siden 2017 stået i spidsen for Jil Sander. Og på anden dagen af Pitti Uomo viste de en af de kollektioner, som bliver definerende for denne sæsons tendenser i herremoden. Det skete, da de rykkede ind i Santa Maria Novella-kirken i hjertet af Firenze, hvor de i øvrigt forelskede sig i hinanden tilbage i 2001, da de begge studerede mode i byen.

Monokrome looks og jakkesæt dominerende hos Jil Sander. (Foto: Alessandro Lucioni)

De senere år har Pitti Uomo med deres fornyede fokus på modeshows vist, at de har en unik evne til at lokke special guests ud af deres vante rammer (Jil Sander plejer at vise show i Paris) og lade dem bruge den smukke italienske by som bagtæppe for deres kollektioner. Og at Jil Sander netop denne sæson var hovednavn i Firenze, var godt set af Pitti Uomo, når man tænker tendenser i herremoden lige nu.

Efter en årrække, hvor især logopræget streetwear og designere som Demna Gvasalia og Alessandro Michele hos Balenciaga og Gucci har domineret modescenen med deres maksimalistiske æstetik, var det forfriskende at lade Jil Sander præsentere mærkets underspillede minimalistiske signaturlook på catwalken – et look, som Meier-parret i min optik er blandt de bedste i det aktuelle modelandskab til at skabe.

Jil Sander. (Foto: Alessandro Lucioni)

Især de mange jakkesæt med løse pasformer og brede opslag på bukserne, som var stylet med grove støvler, de store cashmere striktrøjer og veste, læderjakker og lange frakker stod ud i en kollektion, der tvang de fremmødte gæster til at fokusere på metervarerne og de elegante silhuetter og snit. Og jeg må indrømme, at jeg havde lyst til at iklæde mig hvert et item fra kollektionen.

Jil Sander. (Foto: Alessandro Lucioni)

Jil Sander leverede en magtdemonstration i underspillet luksusmode og satte endnu en streg under, at jakkesættet for alvor er tilbage i herregarderoben – som også Timothee Chalamet gjorde forleden. Og mens Jil Sanders flotte kollektioner måske er blevet overdøvet de senere år af streetwear-bølgen i luksusmoden, så var deres tilstedeværelse i Firenze med til at give dem det ekstra fokus og buzz, som de fortjener.

Stefano Pilatis Random Identities. (Foto: Giovanni Gianonni)

Stefano Pilatis opråb om at klæde sig, som man har lyst til

Den forhenværende Ermenegildo Zegna og Yves Saint Laurent-designer Stefano Pilati stod som lidt af en joker på showprogrammet under Pitti Uomo med sit stadig nye brand Random Identities. Men allerede fra første indgang på catwalken, cementerede den italienske designer sin mission og sit budskab.

Forud for showet fortalte Pilati til Vogue Italy, at han med Random Identities vil inspirere unge til at være dem selv og klæde sig, som de har lyst til, i stedet for at identificere sig med stereotype normer. Og præcis det budskab formåede han at kanalisere med sin AW20-kollektion.

Stefano Pilatis Random Identities. (Foto: Giovanni Gianonni)

Diversitet var allestedsnærværende og grænsen mellem maskulinitet og femininitet var konstant flydende, når modellerne entrerede catwalken i høje hæle, kjoler, flotte frakker og skarpt skårede jakkesæt, der til tider ledte tankerne tilbage til Pilatis tid hos YSL. Alt det inden designeren selv indtog catwalken som showets sidste model til store klapsalver fra de mange fremmødte gæster.

Med showet leverede Stefano Pilati et væsentligt højdepunkt med et vigtigt budskab, der samtidig understregede Pitti Uomos progressivitet, og ikke mindst, at modemessen er meget mere end jakkesæt, slips og skjorter, som de fleste stadig forbinder dem med.

Telfars støvler på catwalken i Palazzo Corsini. (Foto: Vanni Basetti)

Telfars biker-støvler bliver den næste ting

Både Solange, Kelela og Lotta Volkova var på plads ved Telfars spisebord, som blev omdannet til en catwalk midt i Palazzo Corsini på anden dagen af Pitti Uomo. Bordet var tildækket med madrester, stearin– og rødvinspletter fra aftenen forinden, hvor stedet tilsyneladende havde dannet ramme for en stor fest for Telfar Clemens nærmeste venner.

Selvom Telfar Clemens har været i spidsen for sit eget brand siden 2005, er det først de senere år, at New York-designeren for alvor er slået igennem med sine demokratiske unisex-kollektioner og sit store fokus på mangfoldighed, politik og tilgængelighed. Netop dét var også vigtige tematikker, da Telfar Clemens viste en til tider barok-inspireret AW20-kollektion frem i den imponerende florentinske renæssance-bygning, hvor performances fra Hawa og NY-jazzkollektivet Standing on the Corner var med til at fuldende showet.

Den hypede TC-taske fra Telfar. (Foto: Vanni Basetti)

Kollektionen inkluderede også mange bud på denim og en eksperimenterende tilgang til streetwear, ligesom der selvfølgelig var flere nye bud på TC-logotasken, der for længst er blevet designerens signatur-item. Ja, måske katalysatoren for designerens globale gennembrud.

Støvler og loafers hos Telfar. (Foto: Vanni Basetti)

Men et nyt signatur-item kan meget vel være på vej fra Telfar Clemens. Med den store western trend, der dominerer modebilledet lige nu, og som også var at spotte mange steder på gaden i Firenze under Pitti Uomo, er der ingen tvivl om, at Telfars bud på en cowboy/biker-støvle kan blive den næste store ting, når den lander senere på året. Støvlerne i både sort og brun med en grov sål og Telfars oversize logo, som vi kender fra taskerne, ramte catwalken adskillige gange, ligesom vi også så bud på loafers med samme logo.

»Det handler om at tage en renæssance sko og sætte en Timberland sål på. Det er, hvad 2020 handler om. At mixe den sål med andre ting. Bygge på fortiden for at skabe fremtiden«, fortalte han om støvlen til Highsnobiety.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Yosuke Aizawa (@yosukeaizawa) den

Lardinis collab med White Mountaineering-designer

Man kan altid være sikker på at falde over et interessant collab eller to under Pitti Uomo, som ellers er gået en smule under radaren. De seneste par sæsoner har vi set modeikonet Nick Wooster revitalisere Paul & Sharks ellers støvede brand, og i denne sæson var det italienske Lardini og deres kommende samarbejde med White Mountaineering-designeren Yosuke Aizawa, der sjal rampelyset på Pitti Uomos tilholdssted, Fortezza da Basso.

Sammen har det italienske brand og den japanske designer skabt en kollektion bestående af otte jakker og tre sneakers, der forener Lardinis mere skræddersyede signatur med White Mountaineering-designerens fokus på de tekniske og sporty elementer, der stadig trender i herregarderoben, og som vi også kender fra hans Adidas-samarbejder og egne kollektioner.

Hold øje med samarbejdet, når det lander efter sommer.

Scandinavian Manifesto på Pitti Uomo. (Foto: Adam Katz)

Copenhagen Fashion Week bliver stærk på herrefronten

Modemessen i Firenze giver også altid de første identifikationer af, hvad vi kan forvente fra en række af de danske herrebrands, som er på showkalenderen, når Copenhagen Fashion Week løber af stablen senere på sæsonen.

Modeugen i København er ekstra stærkt besat på herresiden denne sæson, og bedømt ud fra kollektionerne, der hang på stativerne i Pitti Uomos scandifokuserede afsnit, Scandinavian Manifesto, bliver det en fornøjelse at følge de danske herrebrands på hjemmebane i slutningen af januar.

Simon Wick fra (di)vision og Highsnobiety-redaktøren Christopher Morency. (Foto: Adam Katz)

I Firenze fik vi eksempelvis både et smugkig på Tonsure, Mfpen, 7 Days, Soulland og Rains’ AW20-kollektioner, der alle er på den officielle kalender i København, mens vi også fik et kig på Simon Wicks fremadstormende brand (di)vision, der debuterer under den kommende modeuge med en stæk kollektion bestående af dekonstruerede signatur-items, der nok skal bygge videre på den opmærksomhed, brandet allerede får i både ind- og udland.

Der er altså meget at se frem til, når modeugen i København løber af stablen fra den 27.-30. januar.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold