Daphni 'Jiaolong'

Måske er der et par Caribou-fans derude, som har følt et vist omsorgssvigt i takt med, at Dan Snaith har brugt fortsat mere tid på at producere under sit alias Daphni. Lad mig straks berolige jer – Snaiths første fuldlængde med dette alias er ligeså levende, funky og begavet som Caribou.

Men stilen er nu alligevel en anden. Med blot et par enkelte vokalsamples i løbet af albummets smÃ¥ 50 minutter iklæder Snaith sig en langt mindre poppet hat end pÃ¥ for eksempel ‘Swim’. Her er det ikke melodierne der driver værket, men værket der kæler for melodierne undervejs. Og med ‘kæler’ mener jeg beats, der løssluppent (live-agtigt) og marcherende trommer melodien pÃ¥ røven, sÃ¥ den fÃ¥r fart pÃ¥ og ler – hør bare ‘Ye Ye’, albummets utvivlsomt mest sexede track.

Læs anmeldelse: Caribou ‘Swim’

Albummet er derudover meget optaget af computeræstetik. Nummeret ‘Light’ emmer eksempelvis af spilmelodier og ‘Springs’ er fyldt med laserskud. Men det føles ikke som et forsinket ridt pÃ¥ 80’er-computerspilsbølgen. Daphnis produktionsstil er sÃ¥ sælsomt levende, at fornemmelsen af det primitive digitale lydunivers bliver væk til gengæld for en lettere gøglet stemning à la soundtracket til en morsom børnebog.

I den forstand lyder Daphnis debutalbum meget egenartet: Der er bÃ¥de Vangelis-agtig synth pÃ¥ ‘Long’ og bongotrommer pÃ¥ ‘Pairs’. Musikalsk virker det sært godt sammentænkt, mens formÃ¥let føles lidt uklart. Men selv om det kan gøre lytteroplevelsen lidt retningsløs, sÃ¥ er det en kombination, der grundlæggende er god: Tankevækkende stof, som du gerne vil genhøre.