Kendrick Lamar 'good kid, m.A.A.d City'
PÃ¥ ‘good kid, m.A.A.d city’ følger man Kendrick Lamars opvækst: Vi møder en femme fatale ved navn Sherane, ser Kendrick ude med sine homies, og hans forsøg pÃ¥ at bryde ud. Albummet kulminerer i de skæbnedefinerende numre ‘Good Kid’ og ‘M.A.A.D. City’, hvorefter en slags katarsis indfinder sig: Kendrick opgiver gadelivet. Det er ambitiøst, episk – og vanvittig vellykket.
Sidste Ã¥rs ‘Section.80′ havde enkelte skønhedspletter, men intet sÃ¥dant her. Teksterne er personlige og bliver aldrig domineret af koncepterne (som hos Lupe Fiasco), og samtidig forfalder de aldrig til selvinvolveret navlepilleri (som hos Kanye). Kendrick forbinder det personlige med det universelle. Albummets fÃ¥ gæster passer ogsÃ¥ perfekt: Jay Rock som ghetto-dagdrømmer pÃ¥ ‘Money Trees’ og Drake som kvindebedÃ¥rer (selvfølgelig) pÃ¥ den Dilla-soulede (og Janet Jackson-samplende) ‘Poetic Justice’.
Læs også: Kendrick Lamar gæster Danmark i 2013
‘Backseat Freestyle’ er essensen af Kendrick som ung og ligeglad, og Hit-Boys minimalistiske beat destrueres pÃ¥ en mÃ¥de som ikke er set siden ‘A Milli’. Tredje vers startes med næsten DMX-agtig snerren og afsluttes med Bone Thugs-vokalakrobatik. ‘M.A.A.D. City’ er derimod Compton-paranoid: Vokalen skyder i alle retninger, beatet ændrer pludselig karakter, og til sidst fÃ¥r vi lokallegenden MC Eiht og Comptons karakteristiske G-funk-synths.
Selv decideret uspektakulære emner som gruppepres (‘The Art of Peer Pressure’) bliver til fortællinger sÃ¥ spændende, at man glemmer at trække vejret. Kendricks uforudsigelige stemmebrug, hans uovertrufne sans for historiefortælling, og hans excentriske udtale har aldrig været bedre. OgsÃ¥ det kun delvist vellykkede Dr. Dre-samarbejde ‘Compton’ fungerer i albummets kontekst: Det er de triumferende rulletekster efter et fuldendt album.
