Neon Neon ‘Praxis Makes Perfect’

Boom Bip og Gruff Rhys fortsætter deres parløb som Neon Neon med endnu et album om en af det 20. århundredes store, men oversete personligheder, den italienske forlægger, millionær og politiske aktivist Giangiacomo Feltrinelli, som blandt andet var bonkammerater med Fidel Castro og senere døde under mystiske omstændigheder i, hvad der lignede et terrorforsøg fra Feltrinelli og andre aktivisters kant, men som senere er blevet betvivlet og udlagt som en forklædt likvidering, begået af fascistiske kræfter.

Stilistisk har Bip og Rhys holdt fast i 80’er-poppen, som på deres sidste projekt om John DeLorean, hvilket måske clasher lidt skizoidt med tidsperioden, Feltrinelli levede i. Albummet er derudover et langt mere rendyrket helhed end ‘Stainless Style’, fordi hiphop-afbrækkene i den synthskinnende overflade er droppet. Måske har det været sværere at finde gæsterappere, der gider beskæftige sig med en intellektuel som Feltrinelli end med den flamboyante bilsnedker, eller også er det et helt bevidst valg.

Læs anmeldelse: Neon Neon ‘Stainless Style’

Albummet er med sin magre spilletid som en lidt vel undervældende opfølgning på en af sidste årtis mest oversete popplader. Sangene er ikke nær så stærke som på debuten, selvom undtagelser som den Pulp-agtige ‘Mid Century Modern Nightmare’, den kølige og elegante ‘The Jaguar’ og den pastelklædte elegi ‘Ciao Feltrinelli’ gør sit for at overbevise en om det modsatte. Det bør nævnes at albummet udgør soundtracket til et stykke af samme navn, begået af det walisiske nationalteater, og at det sikkert vokser, når det bliver nydt i den kontekst.