Vinnie Who

Vinnie Who
Niels Bagges tredje album er som en mild og tømmermændsfattig søndag morgen efter to nætters discofest.
Vinnie Who - Harmony
4 6
Vinnie Who
'Harmony'

Album, Fake Diamond/A:larm

Hvad gør man, når man pludselig synes, at man har løbet linen ud på den genre, man færdes i? Den folkekære Vinnie Who alias Niels Bagge har forsøgt at besvare spørgsmålet ved at genopfinde sig selv i langt mere løstsiddende gevandter: Hans tredje album klinger i sin døsige helhed som en mild og heldigvis dejligt tømmermændsfattig søndag morgen efter to nætters discofest på hans tidligere albumudskejelser, ‘Then I Met You’ og ‘Midnight Special’.

‘Harmony’ er en udflydende divaneser draperet med pludrende slideguitarer, hvor Bagge fermt imiterer George Harrisons blide og stilrene greb om instrumentet, og boblende 80’er-keys, så det hele klinger som introsangen til ‘Blomsterbørns børn’.

Når det til tider ikke rigtigt fungerer, er det, når albummet på sin bløde midtbane læner sig ind i noget, der er mere dvaskt og laidback-lækkert end decideret smukt. Her ægger Bagges smægtende, Connan Mockasin-bløde vokal og den luftige, loungede backing ikke til mere end en halvslap easy listening-omgang på langs i pastelfimsede satinlagner.

Men når det virkelig virker, som eksempelvis på A-sidens tretrinsforføreri – ‘Imagination’, singleforløberen ‘Seven’ og den gudesmukke ‘Rise’ – så er Vinnie Who version 2.0 en småpsykedelisk lise for sjælen. ‘Only Dreaming’ byder med sit relativt højere tempo på det, der minder mest om en hjælpende hånd til gamle fans – brobygning til Bagges tidligere musikalske identitet som discoprins – og den uovertrufne lukker ‘Mymia’ er bare en billedskøn serenade.

Albummets nyskabelse er også en akilleshæl. For ‘Harmony’ er så homogent og i harmoni med sig selv, at Vinnie Who maler sig selv op i et hjørne med et velgjort, men ekstremt rendyrket stilstudie. Noget kunne altså tyde på, at Bagge næste gang atter bliver nødt til at søge nye genregræsgange, for dette lyder som om, han allerede fuldstændig har tæmmet sit nyerobrede territorium til total underkastelse.


Kort sagt:
Folkekære Vinnie Who hopper med ‘Harmony’ ud af sine stramme discobukser og i mere løstsiddende gevandter. Nyskabelsen er også akilleshælen: ‘Harmony’ er så indtunet på sin egen loungede vellyd, at det bliver et velgjort stilstudie. Noget tyder på, at Niels Bagge næste gang atter må søge nye genregræsgange, for han har allerede tæmmet sit nyerobrede territorie til total underkastelse.

Læs også: Vinnie Who: Fem inspirationskilder bag min nye lyd