Iggy Pop lyder som en aldrende gentleman, der er havnet midt i en støvet spaghettiwestern

Iggy Pop lyder som en aldrende gentleman, der er havnet midt i en støvet spaghettiwestern
Iggy Pop lyder som en aldrende gentleman, der er havnet midt i en støvet spaghettiwestern - Post Pop Depression
4 6
Iggy Pop
'Post Pop Depression'

Album, Caroline

Superstjerne-samarbejdet mellem punkikonet Iggy Pop med det borgerlige navn James Osterberg Jr. og et af tidens største hardrock-idoler lige nu, nemlig Josh Homme, kom angiveligt i stand med en enkelt SMS. Fagre nye verden! Men det transgenerationelle team-up har måske ligget i kortene i årtier. Queens of the Stone Age-frontfiguren er i hvert fald minimum kæmpefan af Turbonegro – et band, som har lånt mangt et musikalsk cue fra Pops pioneroutfit, The Stooges.

Nu er albummet altså landet, og det lyder mere eller mindre, som man kunne forvente sig. Osterbergs røst er fjernet en menneskealder fra den bjæffende bisse, han var i sine unge år, og her, på randen af de 70 år, har han tillagt sig en nærmest nobel gammelmandsvibrato med noter af læder, ædeltræ og krydret spiritus.

På et backdrop af sand, blå himmel og krom – altså Hommes krogede, kaktustørre ørkenrock-univers – er det som at overvære en westernscene med en statelig, aldrende gentleman, der står af toget, langt udenfor sine vante omgivelser, og betragter sine nye jagtmarker med en moden velovervejethed i øjnene. 

De klæder hinanden, de to, men forudsigeligheden i, hvordan mødet mellem dem udspiller sig, gør, at man som lytter kun meget sjældent får fornemmelsen af, at summen af enkeltdelene går op i en højere enhed – som det ellers skete sidst i Hommes supergruppe Them Crooked Vultures. I nogle af sine bedste stunder, som for eksempel den æggende ‘Gardenia’ genkalder ‘Post Pop Depression’ sig Osterbergs samarbejder med David Bowie i sen-70’erne, men det klinger lige så meget af nostalgisk tribut som af kreative nybrud.

Albummets statister, nemlig Matt Helders, som normalt betjener tønderne hos Arctic Monkeys og Hommes QOTSA-væbner, Dean Fertita, gør heller ikke meget væsen af sig, og det bliver tilmed til en smule tomgang undervejs, især på albummets sidste tredjedel.

Albummet er bestemt ikke forglemmeligt, men i selskab med de to herrers ærværdige bagkataloger kommer pladen næppe til at syne af mere end et fornøjeligt frikvarter – en parentes i cv’et.


Kort sagt:
Iggy Pops transgenerationelle samarbejde med Queens of the Stone Age-frontmanden Josh Homme udspiller sig ganske forudsigeligt. Den største overraskelse er måske, hvordan punkikonet på randen af de 70 snarere lyder som en statelig, aldrende gentleman, der er havnet midt i en støvet spaghettiwestern. En smule tomgang undervejs sikrer i tilgift, at albummet ender mere som en parentes i to imponerende cv’er, end et gnistrende, frugtbart superstjerne-team-up.

Læs også: Iggy Pop og co. giver koncert i Falconer Salen

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold