Kamasi Washingtons virtuose jazzunivers vil mere end bare at have dig til at lytte

Kamasi Washingtons virtuose jazzunivers vil mere end bare at have dig til at lytte
Kamasi Washington.
Kamasi Washingtons virtuose jazzunivers vil mere end bare at have dig til at lytte - Harmony of Difference
5 6
Kamasi Washington
'Harmony of Difference'

Ep, XL/Playground

Jeg tager en chance med følgende statement: Det er de færreste unge mennesker, der kender mange jazzmusikere. Og i fald de gør, vil det med stor sandsynlighed være de afdøde koryfæer, der pryder (bedste)forældrenes pladesamlinger såsom Charlie Parker, Miles Davis eller John Coltrane. Og det kan man egentlig heller ikke fortænke folk i.

For modsat andre traditionelt sorte musikgenrer som hiphop og r’n’b, der har opnået stor populærkulturel indflydelse op gennem 90’erne og 00’erne, har jazzen – med undtagelse af få crossover-navne som Jamie Cullum, Jacob Collier, Robert Glasper og Thundercat – ikke opnået samme mainstream-status og lever stadig højt på fordums bedrifter.

Derfor var det også både et lyn fra en klar himmel og noget af et mirakel, da Kamasi Washington brød igennem lydmuren i 2015 med sit anmelderroste epos ’The Epic’, der om noget var jazz på jazzede præmisser: instrumentelt, ekspressivt, avantgarde, improviserende, virtuost. Og som det ikke skulle være nok, blev albummet oven i købet indspillet med et 32-mand stort orkester omfattende både kor og strygersektion.

Et orkester, hvis kerne i øvrigt var udgjort af supergruppen West Coast Get Down, der blandt andet tæller Thundercat, Miles Mosley og Cameron Groves, som alle har fået skub i deres solokarrierer med stærke udgivelser i kølvandet på ’The Epic’, ligesom Washington selv har strøet sine horn ud over udgivelser fra Flying Lotus, Kendrick Lamar og Run the Jewels. Skulle tilfældet således være, at nutidens unge ville kende en nulevende, yngre jazzmusiker, er det derfor heller ikke utænkeligt, at det ville være Kamasi Washington.

På hans nye ep er setuppet imidlertid nedskaleret en smule, både hvad angår orkestrets størrelse (der dog stadig er betragtelig) samt antallet af numre og disses længde. Projektets programerklæring er dog ikke mindre ambitiøs. Den er nemlig at udforske kontrapunktets filosofiske muligheder som en måde at balancere det ensformige og forskelligartede med henblik på at skabe harmoni mellem separate melodier. Noget som blandt andet Steve Reich også har forsøgt på sit ikoniske værk ’Electric Counterpoint’.

Annonce

Til forskel fra Reichs minimalistiske musik er Washingtons værker imidlertid karakteriseret af en maksimalisme. Ikke blot i form af det store band – men også fordi alle instrumenter får lov at spille en rolle i Washingtons kompositioner. På den måde er det heller ikke svært at se ep’en og dens titel som en kommentar til et splittet USA, hvor de politiske siders informationsboble vokser eksponentielt og proportionalt med hinanden. Washington har da også udtalt, at hensigten er at vende det negative fokus på diversitet til noget positivt.

At projektet var ledsaget af en video, da det tidligere på året blev præsenteret på Whitney Biennalen i New York, siger måske noget om nødvendigheden af kontekst for at forstå, hvad budskabet egentlig består i. Men selv, når man kun er efterladt med lyden, får man en fornemmelse for, hvad det er, Washington har tilstræbt.

Tag bare et nummer som ’Humility’, der kombinerer klassisk bebop-jazz med vestafrikanske highlife-horn og skaber et udtryk, der næsten kunne lyde som havde Fela Kuti stadig været i live. Eller ’Integrity’, som re-kontekstualiserer Stevie Wonders signatur-klavinet i et brasiliansk lydbillede med bossa nova-rytmer, berimbau-riff og karnevalets karakteristiske cuica-tromme.

Det samme gælder ’Perspective’, der med sin transcenderende intro først leder tankerne hen på John Coltranes berømte spiritual jazz-kompositon ’Welcome’, inden nummeret skifter fuldstændigt spor til smooth jazz med måneskinssaxofon, funkguitar og swingende orgel og i stedet imiterer genrens 80’er-konger Najee og dennes inspirator Grover Washington, Jr. (der i øvrigt ikke er i familie med Kamasi).

På den måde kan tracklisten også læses som en taksonomi: fra det indledende begær (’Desire’) efter at blive klogere, den sokratiske ydmyghed over erkendelsens uendelighed (’Humility’) til erhvervelsen af viden (’Knowlegde’) og integrationen (’Integrity’) af denne med nye perspektiver (’Perspective’). Alt sammen i bestræbelsen på at opnå den højeste sandhed (’Truth’). ’Truth’ er nemlig navnet på den afsluttende suite, der integrerer elementer fra ep’ens øvrige fem numre. Det kan måske lyde langt ude, men prøv en gang at lytte efter.

For netop det at lytte er en metapointe på ep’en, hvis budskab man næppe fanger, hvis ikke man indlader sig på dens præmisser og giver den det nærvær, den fortjener. For at lytte efter er nu en gang en forudsætning for at blive klogere – både på sig selv, på andre, og på jazz for den sags skyld.


Kort sagt:
Selv om det måske for det uindviede øre ’bare’ lyder som jazz, er der mere på spil på Kamasi Washingtons nye ep. Ikke blot musikalsk i måden, hvorpå kompositionerne forsøger at fusionere forskellige lyduniverser, men også politisk som sindbillede på drømmen om fredelig sameksistens og et for alvor forenet USA. At det primært er førstnævnte, som ep’en lykkedes med, kan man af gode grunde ikke bebrejde Washington, der om ikke andet fortjener anerkendelse for at ville noget med sin musik.