Taylor Swift udgiver kærlighedsballaden ‘Call It What You Want To’

Taylor Swift udgiver kærlighedsballaden ‘Call It What You Want To’
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images

På fredag udgiver Taylor Swift sit sjette album, ‘Reputation’, og nu er den formentlig sidste single fra albummet landet.

‘Call It What You Want To’ er en ægte sjæler om, hvad der godt kunne lyde som en ny forelskelse, og den lægger sig lidt i forlængelse af den sukkersøde single ‘Gorgeous’, der udkom for to uger siden. Der er dog langt mere nerve og inderlighed på ‘Call It What You Want To’, og den lægger sig klart i spidsen som den stærkeste ‘Reputation’-single, vi endnu har hørt.

Hun synger i broen: »I want to wear his initials / in a chain ’round my neck / not because he owns me / but ’cause he really knows me / which is more than they can say«.

Måske den rosenrøde tekst også er en lille kommentar til alle dem, der konstant hater på hendes kærlighedsliv i medierne?

I august udkom singlen ‘Look What You Made Me Do’, hvor Taylor Swift i videoen blandt andet optrådte som hævngerrig zombie, og i sidste uge udkom videoen til andensinglen ‘… Ready For It?’, hvor hun gav den som en cyborg til hest. Man kan roligt sige, at Swifts smagsprøver på ‘Reputation’-albummet peger i ekstremt mange retninger, og det bliver spændende at se, hvad albummet egentlig har at byde på.

‘Reputation’ udkommer fredag den 10. november.

Læs også: Taylor Swift, Eminem og Chance the Rapper er på vej til ‘Saturday Night Live’