The Minds of 99 var tæt på at smuldre: »Går det for stærkt? Kan vi det her?«
The Minds of 99.

The Minds of 99 var tæt på at smuldre: »Går det for stærkt? Kan vi det her?«

80 procent af et band venter på en forsanger.

»Det er ikke fordi, han har nykker, han kommer bare altid for sent«, siger guitarist Anders Folke om forsanger Niels Brandt. »Han er tidsoptimist. Det har Niels altid været«.

Udover Folke står Louis Clausen, Asger Wissing og Jacob Bech-Hansen og skutter sig i kulden, mens snefnug luller ned på en glasklar solskinsdag. Som om Solkongen, deroppe et sted, ikke har opdaget, at det sner – eller også bare er fuldstændig ligeglad.

Jeg er med på The Minds Of 99’s photoshoot, fordi anden del af deres album ’Solkongen’, det tredje på fire år, er lige på trapperne. Om et par timer går jeg på bodega med Brandt for at tale om egoer, overgangsfaser og et Minds, der ligeså godt være opløst i 2018. Men lige nu venter vi på forsangeren. Han dukker hurtigt op, og fem minutter over går bandkaravanen mod indre Vesterbro.

Det er næsten for symbolsk med sne og sol på samme tid. To alt for forskellige brikker. Men det passer for godt på Minds, til at en journalist kan lade det ligge. For er der noget, der karakteriserer bandet, er det dualismen mellem mørket – tekster man kan grave sig ned i eller gemme sig under – og så, i et helt andet land, den blændende sol, der skriger i øjnene og råber os an. De to temaer løber som sammenviklede tråde gennem Brandts tekster og musikkens stemninger.

The Minds of 99. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Alt flyder sammen

»Alt flyder sammen i dag. Den tid, vi lever i, bliver bare mere og mere kompleks. Jeg tror ikke, det er fordi, jeg er ved at blive ældre, at jeg ikke fatter det. Jeg tror, det er sådan for alle«.

Niels Brandt taler i tankerækker, der overlapper, brækker over og afløser hinanden. Engang imellem stopper han op og undskylder: »Jeg skal nok prøve at svare lidt klarere«, siger han.

Jeg sidder foran ham på Boulevardcafeen på Vesterbro efter et par timer i photoshoot-trav. Nu taler vi om deres nye album, ’Solkongen’, verdens tilstand, og hvordan den påvirker vores egoer:

»Samfundets mekanismer er ved at blive for uoverskuelige. Hele den sammenblanding af politik, teknologi, sociale medier, fakta og fake news. Det er jeg begyndt at mærke siden vores andet album, ’Liber’«.

‘Solkongen’ er stemninger og fortællinger fra de steder i livet, hvor noget ulmer eller brænder. Stor kærlighed til livet og ensomhed på samme album. Men på ’Solkongen’ er det som om, Brandts tekster borer sig et lag dybere ned i vores samvittighed.

Samtidig er det en plade med større albuerum i sin musik, hvor mere rendyrket pop med knips og elektroniske beats dukker op ved siden af skæv Talking Heads-klingende funk og viser et band, der ikke er tilfredse med at finde ’deres lyd’ eller sætte sig selv fast.

Sammen med Eloq har de produceret albummet og leget med deres lyd. Men det, man først og sidst virkeligt mærker, er tekstuniverset og følelsen af en verden, der er ved at gå i opløsning – og en stemme, der har fået nok og trækker sig. Titler som ‘Alle skuffer over tid’, ‘Ideen er død’, ‘I’m Gonna Die’ og ‘Tak for i dag’ kunne lige så godt være citater fra selvmordsbreve.

Når én ide dør, er der plads til en ny

Jeg kan selv mærke det. På det seneste er jeg begyndt at slå min telefon på fly-mode for at få ro. Ellers føler jeg mig tvunget til konstant at tage stilling til den verden, der kommer imod mig, om jeg har lyst til den eller ej. Jeg føler konstant, jeg skal bidrage til den, så jeg ikke bliver glemt. Og når jeg bidrager bliver jeg mere og mere opmærksom på, hvad jeg gør, siger og hvad andre vil have af mig. Navlen er mit centrum, og mine overvejelser, når jeg iscenesætter mig selv, er blevet en slags normaliseret tvangstanke, der skubber til min angst og mine depressive sider.

»Når vi mærker den kompleksitet, vender vi os indad. Så handler det bare om ‘mig’, for jeg kan simpelthen ikke overskue alt det andet. Den her plade er mig, mig, mig, mere end den er et vi,« siger Brandt og fortæller, at ‘Ideen er død’ er den sang, der rører ham mest på ’Solkongen’. Her synger han om et løb, der er kørt, om en verden, som går amok, og om et USA, som er dødt. Den handler ikke om USA’s udenrigspolitik, men om den nostalgiske og forsimplede idé om det gode mod det onde, han voksede op med:

»Verden er mere kompleks end det, og den idé er død. Men når én ide dør, er der plads til, at en ny opstår. Derfor er det på en måde en positiv sang for mig, der handler om et nyt og mere komplekst ideal og en genfødsel. På den måde er ’Solkongen’ også en plade med håb«.

Niels Brandt. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Mens vi håber og forsøger at skubbe på et nyt ideal for vores samfund, er vi mange, der føler os fanget i det her kaos, som vi trækker os fra. Men når jeg trækker mig, skammer jeg mig over, at jeg ikke gør noget, for mig selv eller verden, som jeg jo kan se er fucked. Så kommer den konstant lurende skyld, fordi jeg ikke gør noget, fortæller jeg ham. Gør han ikke det? Altså, føler sig skyldig, når han bare er mig, mig, mig?

»Men jeg må jo også vælge. Lige nu er jeg kunstner, ikke politiker. En eller anden dag kan det være, jeg bliver politiker, og så er jeg det 100 procent, men jeg vil ikke være det 90 procent. Jeg vil fandme være fri til at lave musik. Der er allerede alt for mange, der går ind i politik uden at forstå, hvad de har gang i, og det bliver et personligt projekt. Det synes jeg er falsk, og derfor fokuserer jeg på det, jeg har gang i nu. Jeg synger de sange, jeg synger, og siger det, jeg siger. Selv om vi hele tiden får mails fra alle mulige politiske projekter. Vi vil ikke have noget med det at gøre. Vi vil gerne være for alle«.

Et overgangsalbum i tvivlens tegn

»Op med skuldrene, Asger. Prøv at krydse armene. Kan du tage hætten på Jacob?«

Jacob er småsyg, så det kan han helt sikkert godt, og hætten står godt til solbrillerne og Burberry-halstørklædet. Bandets presseansvarlige, Benjamin, dirigerer og iscenesætter. De fem venner lystrer og hygger sig med at være ler i hænderne på andre. De er afslappede og joker. Man kan mærke, de kender hinanden godt og har prøvet det her mange gange før.

Trods verdens skræmmende sider har The Minds of 99 det godt i 2018. Man fornemmer, at de befinder sig, hvor de altid har troet på, de ville ende: I rampelyset og på de store scener i Danmark.

De er et band, der altid har kigget opad, udad mod tinderne, og det er især de store drømme og erobringslysten, jeg husker dem for. Sange som ‘Ud af min krop’ og ‘Stjerner på himlen’ kalder på mine ambitioner og italesætter livet som noget større, noget andet end 8-16.

»Være noget / blive til noget / aldrig spare på noget / aldrig be’ om noget / tage noget / stjerner på himlen«, skiftevis messer og stammer Brandt på ‘Stjerner på himlen’ fra 2016’s ’Liber’.

Men selv i Minds kan troen svigte og håbet på fremtiden blive afløst af tvivl. Brandt kalder gang på gang ’Solkongen’ en overgangsplade. Fordi mange ting var så anderledes. De skulle videre fra deres to første album, som var lavet ud af den samme helvedesild. Samtidig var et medlem og en barndomsven trådt ud af bandet. På mange måder repræsenterer ’Solkongen’ en ny tid og et helt andet sted, fortæller Brandt.

I opløsning på Bornholm

Et andet sted kunne helt konkret være en krostue på Gæstgiveren i Allinge. Rygtet siger, at den største regning i hotellets historie blev banket op af Gasolin’, der vendte tilbage til stedet flere gange – også dengang Danmarks største rockband gennem tiden valgte at gå i opløsning. For en mand som Brandt, der fortæller mig, han bestemt tror på livets små tegn, var det symbolsk, at det var her, Minds skulle afgøre, om de skulle lave et nyt album eller gå hver til sit, efter Mikkel Bech-Hansen (bror til bandets Jacob Bech-Hansen) valgte at forlade gruppen i 2016.

De sad oppe i den ene stue og kunne se lige ind i det rum, hvor Gasolin’ havde slået op. Til den anden side var det studie, de lige havde sat op.

»Det var meget symbolsk. Vi havde ikke lavet musik sammen i to år siden ’Liber’. Vi kunne ikke lave ny musik i den tilstand, bandet var. Vi kunne ikke finde energien sammen«.

The Minds of 99. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

I den gamle bindingsværksbygning dirrede luften af usikkerhed, da det nu kun fem mand store band satte sig ned og tog enten/eller-snakken: »Vi sad seriøst og skulle beslutte, om vi skulle fortsætte. Går det for stærkt? Kan vi det her? Er der noget galt med vores band, og var det derfor Mikkel stoppede, eller fordi han personligt ikke kunne mere? Og hvem var vi fem så nu uden ham?«

Der var flere spørgsmål end svar. Men i sidste ende gjorde Minds, som de altid har gjort. Gav det et skud. Brugte deres venskab og energien imellem til at hive dem op: »Mikkel havde haft det svært længe, og vi andre havde haft det svært med, at han ikke var glad. Vi elsker ham, for han er vores bror. Men der var også en lettelse over, at han ikke var der mere, fordi der opstod en ny energi, og på bare fem dage indspillede vi ‘I’m Gonna Die’, ‘Solkongen’, ‘Ubåd og ‘Engel’.«

11 lortesange og 0 intriger

Der, i de samme stuer hvor Gasolin’ endegyldigt kollapsede, genopstod Minds.

»Lad os bare lave en plade med b-sider. 11 lortesange. Færdig bum, gik vi og sagde til hinanden«, griner Brandt. Det blev dogmet. De havde lavet en sang, der hed ‘Solkongen’, og vidste, at den havde noget, de kunne jagte. Herfra lod de det flyde. De sange som kom til dem, kom. På den måde blev ’Solkongen’ et album, der er tæt på bandets nu. Et spejl af dem, hvor de var, præcis da de indspillede.

Det er jo alt sammen så fint. En lykkelig historie. Fra opløsningen og modløsheden til solopgangen. Men Niels Brandt kan bedst lide journalister, der giver noget af sig selv, fortalte han mig, inden vi startede. Han vil have min holdning, at jeg sætter mig selv på spil. Og når nu albummet også handler om solkonger og ego, kan jeg jo ikke andet end at gå lidt til ham. De har mistet et bandmedlem. De var tæt på at smuldre som band, og vi har talt om Gasolin’, der gik i opløsning, da de begyndte at have masser af succes. Kim Larsen sang om »Venner en masse / halvtomme glas / kærtegn og glemte løfter / kontrakter og gas«.

Hvad med hans ego i den her opstigning?

Brandt ryster bare på lidt på hovedet og siger. »Næh. Der er op og nedture, men det er hverken tomt eller hult, fordi Minds er rigtige venner. Jeg har kendt nogle af de her drenge i 30 år. 30 år mand!«, siger han og hamrer tallet ned i sætningen. »Det er virkelig noget andet end Gasolin’, er jeg ret sikker på«. Ligesom Minds ikke har de der klassiske rockbandintriger, så er det vigtigt for Brandt at sige, han ikke er Solkongen:

»Solkongen er en ironisk kommentar til, når jeg så er det. Når egoet træder frem, og jeg er et røvhul eller en arrogant nar. Jeg har jo meninger om ting og siger dem«.

Louis Clausen (trommer) og Jacob Bech-Hansen (synth). (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

»Vi gør, hvad der passer os«

Han står ved, at han har sine mørke dage, hvor han ikke kan overskue så meget. Men han har mennesker omkring sig, der forsøger at rumme ham.

»Jeg tror, jeg er forfærdelig at være sammen med, når jeg er nede, for jeg dyrker det. Jeg kan ikke bare kaste det af mig. Jeg render rundt og er en skal, indtil jeg får forløst den knude. Det smitter meget, men jeg er heldig, at jeg kun har gode folk omkring mig – ligesom en stor familie. De kender mig og prøver at forstå mine intentioner. Jeg føler mig tit forstået«.

Så du har altså selv undgået at blive for ego i den her opstigning, I har haft? 

»Solkonge-billedet og egoet handler jo netop om, at vi bliver nødt til at holde benene på jorden. Jeg har en søn og en familie, jeg elsker. Det vigtigste for mig er, at jeg er en god far. Nummer to er at være en god mand. Og ellers giver jeg den fuld gas. Så er det kokain og bajere. Men jeg vil have det hele til at fungere sammen«.

De andre drenge kaldte dig for tidsoptimist, da vi stod og ventede. Du vil gerne det hele på samme tid. Jeg har også prøvet de vilde ture, som I taler om i interviews. Jeg kunne ikke magte at skubbe det foran mig, samtidig med at jeg skulle leve et godt og meningsfuldt liv. Kan du det?

»Det påvirker os jo forskelligt, og det er ikke noget, jeg gør meget. Men i Minds er vi ikke færdige med at fyre den af. Vi er ikke blevet kedelige. Det er ikke der, vi er endnu. Livet stopper ikke, bare fordi vi bliver ældre«.

Hvorfor har du det behov?

»Jeg gør, hvad der passer mig. Vi gør, hvad der passer os, og der er ingen ofre. Jeg er fucking nærværende, mand. Jeg prøver at være det i hvert fald. Selvfølgelig er det ikke altid nemt, men der er jo ikke nogen, som har det nemt«.

The Minds of 99. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

»Jeg fucking elsker Shu-bi-dua«

Tilbage på photoshootet skutter bandet sig og trækker indenfor efter kaffe, mens Brandt taler med fotografassistenten, Klara, der stadig går i gymnasiet.

Hun er med for at lære, som hun siger. Brandt lytter og giver en historie tilbage, om dengang han som 14-årig var i praktik i en musikbutik i Indre By. Efter en uge var han helt sikker på, at han ville arbejde der, selv om han vidste, man skulle være 15 år. Han blev ved med at plage, indtil de sagde ja, gav ham 75 kroner i timen og løn udbetalt i instrumenter. Det var for de penge, han købte sin første guitar og forstærker.

Brandt og Minds har altid insisteret. Og indtil videre har de fået, hvad de vil have. Ikke foræret, men fordi de har knoklet. De har fulgt deres intuition og aldrig skyet væk fra folkeligheden. Nu kører journalister dem i stilling som Danmarks næste nationalband, og den mest glødende Brandt, jeg ser på stolen overfor, er da vi taler om noget, mange ville kalde kronen af dansk pøllerock.

»Jeg fucking elsker Shu-bi-dua, mand. Hold kæft de har lavet nogle fede numre. De sad sammen og skrev alle de tekster. De har haft det grineren og nogle gode melodier på hjertet. Det er det, folk kan mærke, og det er det samme med Kim Larsen, der er mit største idol, og der jeg startede. Det er en ære for os at blive kaldt nationalband«.

Og skulle man være i tvivl om, hvor folkelige Minds er, så fortæller Brandt, at de godt kunne se sig selv skrive en VM-sang til sommer. Hvis den kommer til dem og ikke skal tvinges frem. Han ved også allerede, at det er Kasper Schmeichel, der skal synge den, efter landsholdsmålmanden kom forbi Gæstgiveren og sad med nogle folk og sang sange til langt ud på natten. »Han synger fanme helt ok«, siger Brandt.

»Det er i tvivlen, de største ting ligger gemt«

»Han kan godt være lidt svær at snakke med, hvis humøret ikke helt er der. Ikke fordi han ikke vil. Nogle gange skal han lige varmes op«, sagde pressemanden Benjamin til mig, mens vores photoshoot travede indad mod Vesterbro.

Men Brandt er i godt humør, og vi har talt os ind på hinanden efter en times tid. Om de allerede er et nationalband, eller om de kan blive det, skal han ikke afgøre, siger han. Det er op til Danmark. Men de nærmer sig, kan jeg konstatere.

Til sommer står de igen på Orange Scene, og modsat i 2015, hvor de var booket som talentfuldt dansk band, står de der denne gang, fordi alle ved, de kan fylde scenen ud. Det er det drug, Brandt og Minds jagter. Det er dét, de griber ud efter i deres store eksistentielle sange, der måske er blevet færre, men alligevel har fundet vej til Solkongen i form af ‘Ung kniv’:

»Det er en sang, der handler om, at der er hele tiden er et eventyr mere. Det er klart det største drug og den største drivkraft. Jeg tænker tit på, at vi er sømænd eller pirater. Du er lige hjemme et par måneder, og så skal du ud på havet igen. Der er mange paralleller til det, vi laver, synes jeg. Du ved aldrig, hvad det er for sange, der fører til oplevelser. Men det er sangene, der gør, at vi kan stå på Orange. Det er dem, der skaber os«.

Anders Folke Larsen (guitar) og Asger Wissing (bas). (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Toget kører hurtigt for Minds. Måske for hurtigt, har de selv tænkt. Og jo, selvfølgelig tvivler han. En sang som ‘Im Gonna Die’ er inspireret af hans yndlingsbog, ‘Catcher in the Rye’ af J.D. Sallinger, »der i bund og grund bare handler om tvivl«, fortæller han.

Bogens hovedpersonen en kompleks ung fyr med en fundamental usikkerhed på alt.

»Han har svært ved at få nogen til at forstå ham og ved at forstå andre. Det kan jeg godt huske fra mine teens og 20’ere. Jeg vidste ikke hvilket ben, jeg skulle stå på. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle og var så forvirret, jeg ikke kunne gennemføre gymnasiet«.

Tvivl har været en stor del af Brandts liv og er det stadig.

»Jeg har ikke fundet mig selv endnu, men da vi startede med at lave den her plade, følte jeg for første gang en rigtig ro i mig selv,« fortæller han. »Det skifter sikkert igen, men det vigtigste for mig er egentlig bare at lave sange, og så er det mindre vigtigt, hvordan jeg har det«.

The Minds of 99 beviser det med deres nye album. At tvivlen og troen går hånd i hånd. Derfor skal assistenten Klara også nok nå det. Hvis hun jagter og er imødekommende, som Brandt siger der på fortovet, mens sneen er stoppet, og kun solen står tilbage:

»Tvivl er også noget af det bedste, der findes, og en drivkraft. De steder, man er usikker og tvivler, er steder, hvor der er energi og noget på spil. Jeg tror, det handler om, hvor tvivlen fører hen. Det må ikke resultere i er permanent inaktivitet, men skulle gerne motivere dig til at komme ud på den anden side og få skabt noget ud af den tvivl. Folk, der bare er sikre på alt, er det værste. Der sker aldrig noget spændende der. Det er i tvivlen, de allerstørste ting ligger gemt«.

Læs også: Anmeldelse af The Minds of 99 ‘Solkongen (del 2)’