»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Sivas’ nye album er fragmenteret, konfliktfyldt og momentvist brillant

Sivas’ nye album er fragmenteret, konfliktfyldt og momentvist brillant
Sivas.
Foto: Emilia Staugaard
Sivas’ nye album er fragmenteret, konfliktfyldt og momentvist brillant - Ultra
4 6
Sivas
'Ultra'

Album, Sony

Da Sivas startede året ud med at slippe singlen ’Sidste timer’, var det et drastisk stilskifte for en af Danmarks største rappere. Den karakteristiske, tykke autotunevokal flød fortsat, men denne gang over en disco-klingende bund af funkbas, spontane strygere og et opspændt trommebeat. I musikvideoen havde han lagt tracksuitet og bøllehatten fra sig for i stedet at iføre sig et elegant jakkesæt og vedkende sig en ny rolle som cool forfører.

Det var ikke Reza Forghani eller andre af dansk hiphops prominente beatmagere, der stod bag lydsiden, men den amerikanske producer Mantra, og sammenligningerne med Daft Punk, Pharrell og The Weeknd lå lige for. Man forstod budskabet: I 2018 ville Sivas skifte ham, og han ville genopfinde sig selv som popstjerne.

Troede man.

Tre måneder senere er ’Ultra’ nu ude, og forventningerne til Sivas’ popmusikalske vending krakelerer med det samme. Dette er ikke springet videre til pophimlen. Men hvad er det så? Det er i hvert fald noget andet.

’Ultra’ er ikke et album som ’Familie før para’. Det er heller ikke en ep præget af en rød tråd, som de to ’d.a.u.d.a’-udgivelser. Det er i højere grad et blandingsprodukt, en opsamling, et mixtape.

Med blot 24 minutters spilletid fordelt på otte numre, hvoraf tre (inklusive den nye single ’Colombiana’) allerede er udgivet, sprænger Sivas billedet af sig selv som både rapper, sanger og kunstner. Men det er ikke kun i form, det er også i indhold, at ’Ultra’ fungerer som et fragmenteret og modsætningsfyldt indblik i Sivas’ ouevre.

Annonce

Han har ikke forladt hiphoppen, hvilket kommer tydeligt til udtryk på den selvhævdende ’Sensei’, der føres frem af et trappet betonbeat og gæstes af både Branco og Stepz. Med et energisk flow og en lystig humor føles det som et overskud fra ’Familie før para’; som et mashup af det albums storskrydende ’Teknik’, der også handlede om at mestre sit rapgame, men krydret med referencer til ‘Mortal Combat’, tegneserier og kung fu.

Mindre tvetydige er ordene til ’Mine unge niños’, der kunne lyde som en hyldest til de bevæbnede drenge på blokken, hvis ikke det var fordi husproduceren Reza Forghani havde fundet en truende lydproduktion frem, hvor den tunge bas og de skarpe traptrommer ligger i krig med pistolskud og sirener. I den helt modsatte ende finder vi den legende vindersang ’Havde ikk noget’ (der også gæstes af Stepz), den low-key ’Ikk sjovt’, der bløder billedet op og tager os helt ind på børneværelset med klokkespil og blid triphop-percussion, samt ikke mindst Gilli-kollaborationen ’Colombiana’, der med sin personificering af kokain minder om L.O.C.s ’Frk. Escobar’ nyfortolket og filtreret igennem den globale pophybrid, der har domineret hitlisterne siden ’C’est la vie’ blev en landeplage.

Men Sivas er bedst, når han lader konflikterne komme tydeligt til udtryk samtidig. Som i åbningsnummeret ’Kort historie lang’, der starter med larm fra en legeplads og noget, der minder om en børnemelodi, før den kaster os direkte ud i gadeterrænet med et minimalistisk klaverbeat produceret af Jens Ole McCoy. »Nu er der blod nede i sandet og ude ved skolegården«, lyder det fra en både desillusioneret og suveræn Sivas, der går tur med barnevognen gennem skudzonen og vist mest har lyst til at tage sydpå.

Der er ikke nogen rød tråd eller noget forkromet overblik på ’Ultra’, som stikker i adskillige retninger. Udspillet viser en konfliktfyldt Sivas, som er fanget mellem ungdommen og voksenlivet, mellem den hårde gaderap og den melankolske pop, mellem blokken og børneværelset.

Sivas udvider, nuancerer og sprænger på sin vis sin egen persona i stykker på ’Ultra’, men sætter ikke noget i stedet. Derfor ender det også samlet set noget retningsløst og kun momentvist brillant.

»Ja, vi viser vej, vi viser vej«, lyder det på den snart et år gamle single ‘Vejen’, der på forunderlig vis også har fundet plads på udgivelsen. Men ’Ultra’ viser ikke vejen. Den føles mere som et stop på vejen. Hvor den vej så end fører hen.


Kort sagt:
Sivas er fanget mellem blokken og børneværelset på ’Ultra’, der lyder mest som et mixtape og stritter i adskillige retninger uden at udpege nogen ny vej for kunstneren. ’Ultra’ er fragmenteret, konfliktfyldt og momentvist brillant.

Læs også: Sivas tager på miniturné til efteråret