Distortions skæbneår: Hvordan 2011 ændrede festivalen for altid

Distortions skæbneår: Hvordan 2011 ændrede festivalen for altid
Distortion-chefen Thomas Fleurquin crowdsurfer til Distortion på Nørrebro.
Foto: Jacob Schjørring
2011 var året, hvor Distortion eksploderede. Året, der var lige ved at blive en katastrofe. Året, som markerer overgangen fra barndom til voksenliv for Københavns uartigste festival.

I år er det 20. gang, Distortion sætter Københavns bydele i undtagelsestilstand, og sjældent har festivalens mantra om »kontrolleret kaos« været mere sandt end i dag.

For i modsætning til festivalens første mange år er der nu rent faktisk lige så meget kontrol som kaos.

»Hver gang jeg sætter seks ølkasser oven på hinanden, skal vi have en ingeniør til at godkende det«, som Distortion-chefen Thomas Fleurquin formulerer det, da jeg møder ham en solrig eftermiddag foran festivalens kontorer på Refshaleøen.

Men det har ikke altid været så organiseret. Faktisk var ’kontrol’-aspektet i mange år ikke helt så meget en del af ligningen som ‘kaos’-komponenten.

Distortion frem til 2011 var noget helt andet. Ung, uorganiseret og ret så uvillig til at planlægge alt for meget. Men 2011 blev et skæbneår for festivalen. Det var nemlig lige ved at gå galt, da gadefesterne blev lukket ned i Indre By på grund af for mange gæster.

Thomas Fleurquin. (Foto: Mai Young Øvlisen)

Siden har festivalen lukket ned for festerne i centrum og samtidig været i en slags »konstant krise« over, hvordan man skal administrere gadefesterne, som Fleurquin siger. Distortion er blevet mere organiseret, processerne er professionaliseret, og sikkerheden er skruet op.

»Vi er blevet voksne«, sukker Fleurquin, da jeg spørger ham, om han er blevet den professionelle direktør, han egentlig altid har prøvet at undgå at blive. »Vi var nødt til det«.

En stor del af historien om, hvorfor Distortion var nødt til at blive voksen, kan findes i 2011: Året, der var lige ved at blive en katastrofe. Og året, som markerer overgangen fra barndom til voksenliv for Københavns uartigste festival.

Ukontrollerbare menneskemasser i indre by

Når man læser artikler om Distortion anno 2011 er der særligt to billeder, der beskriver festivalens ånd dengang.

Det ene er en reportage fra gadefesterne i Indre By hos Politiken, der fortæller om øjeblikkene, da musikken bliver slukket, og der kommer et strejf af panikstemning. Folk bliver mast sammen, der er ikke nok sikkerhed, og menneskemængderne er større end nogensinde før. Den første, der påtaler den kritiske tilstand, er Kidd.

Ja, Kidd.

Den excentriske rapper er synonym med fandenivoldsk attitude og utæmmet energi. Lidt som Distortion selv, faktisk.

Han er ikke som udgangspunkt synonym med sikkerhed. Skulle man tro. Ikke desto mindre var det den unge rapper, der dengang reagerede på de begyndende kaostilstande først.

Det viser dels, at Distortion (på trods af sin kærlighed for kaos) er drevet frem af »ansvarlige folk, der elsker kunst, musik og fest«, som Fleurquin siger. Folk som »har en god ansvarsfølelse«. Men i 2011 indrømmede festivalens pressechef, Christian Langballe, da også, at det ikke var »hensigtsmæssigt, at musikerne var de første, der tog sig af situationen«.

Der er lidt modstridende fortællinger om, hvor farligt det egentligt var. Politiet udtalte, at det ikke krævede mange flere mennesker, før reel fare opstod.

Thomas Fleurquin siger i dag: »Der var noget stress, og der var noget, der kunne være gået galt. Men det var ikke for alvor i nærheden af at gå galt. Der var noget med, at politiet kun havde 16 betjente på gaden, og året før var der 50. Så de kunne ikke hjælpe med afviklingen. Men det var overhovedet ikke farligt«.

Det nåede altså ikke for alvor at blive farligt. Men festivalen mærkede alligevel skyggen af, hvor galt det kunne gå, og mange af festivalens tiltag siden, som det stigende fokus på sikkerhed og professionalisering, er en direkte konsekvens af dén dag i Indre By.

»Distortion har været i krise siden 2011«, siger Thoms Fleurquin. Man kan næsten mærke en slags afmagt over det gigantiske festivalmonster, han har skabt – og som han nu har pligt til at kontrollere.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

»I Allahs hænder«

I 2011 var tonen stadig en helt anden, og Thomas Fleurquins interview med Soundvenue op til festivalen for syv år siden er det andet tidsbillede, der siger alt om festivalens væsen dengang og nu.

Ligesom nu interviewede vi dengang festivalens grundlægger og chef for blandt andet at få en status på Distortion.

I 2018 siger Fleurquin ting som: »Vi er 85 projektledere, der planlægger halvandet år frem. Det kaos, man mærker på gaden er 100 procent planlagt. Alle borde, højtalere og så videre: Alt er tegnet ind. Hver eneste ting over gaden har en byggetilladelse«.

Hertil: »Jeg kan sagtens forstå reglerne og synes ikke, de er urimelige«.

I 2011 var retorikken ret så anderledes: »Vi er 100 procent gearet til at håndtere den samme menneskemængde, som der var under Distortion 2010. Men hvis der kommer endnu flere gæster i år end i 2010, er vi overladt til Allahs vilje. Men hvad kan vi gøre? Man kan jo ikke stabilisere og rationalisere noget, som er i udbrud«.

Det er selvfølgelig nemt at være bagklog. Men 2011-citatet lyder lidt som hvis Titanics kaptajn udtalte, at alt kommer til at gå fint – så længe der ikke er nogle isbjerge forude.

Til gengæld er man også nødt til at forstå Distortions ånd i 2011, når man læser de gamle citater. For det her er netop en festival, der kæmper mod kravene udefra: Krav om at organisere, bureaukratisere og planlægge. Eller, med andre, ord, krav om at blive voksen.

Den rebelske attitude var en inkarneret del af Distortion – en afspejling af selve festivalens ånd. Men efter 2011 var den ikke holdbar længere.

Ud fra asken af 2011 blev en ny Distortion født

Da 2011 var slut, skrev Thomas Fleurquin et åbent brev om, at det kunne være slut for Distortion. Det hele var blevet for stort og for uoverskueligt. Det føltes oprigtigt som om, det her kunne være slutningen.

Og det var det på en måde også: Distortion kunne ikke længere være helt så fandenivoldsk kaotisk som i sine spæde år. Til gengæld blev det startskuddet til den festival, vi kender i dag.

Nu er Distortion gennemprofessionaliseret, og de arbejder tæt sammen med kommunen og følger deres mange, mange, mange regler.

»Nu bliver vi behandlet som om vi skulle bygge en tysk motorvej. Der er ingen forskel i kravene mellem os og metrobyggeriet. Det er nederen. Men det er også fair«, slår Fleurquin fast. »Vi er blevet tilgivet for vores ungdoms fejl«.

Thomas Fleurquin (Foto: Thomas Skou/Soundvenue).

Der er ikke flere undtagelser for Distortion – med tilgivelsen fulgte et omfattende regelsæt. Og netop de mange regler og restriktioner er nok festivalens største udfordring for fremtiden. For reglerne bliver flere, men gadefesterne bliver samtidig større. Og de er stadig gratis. Hvordan skal det løbe rundt?

»Selv nu, hvor vi har bedre styr på det hele end nogensinde før, er jeg stadig i tvivl om, hvad der skal ske med gadefesterne«.

På en måde er det stadig arven fra 2011, som Distortion kæmper med. For gadefesterne er stadig for store, for uregerlige og, ja, dybest set ikke profitable. »På sigt bliver vi nødt til at stoppe med de gratis gadefester«, siger Fleurquin: »Vi kan ikke følge mere med nu. Vi kan ikke betale for myndigheder og forarbejde, når det er en gratis gadefest med bajere til en tier!«

Mere numsesex til fremtidens Distortion

Distortion har prøvet med gadearmbånd, som publikum skulle købe for at hjælpe med at finansiere gadedelen på Nørrebro og Vesterbro. Desuden omlagde festivalen i 2015 sin Final Party til en todages-festival på Refshaleøen under navnet Distortion Ø. I år er festivalens nye udkast en form for »lommer« til gadefesterne – de såkaldte Main Street Parties, hvor man skal have armbånd for at komme ind (enten gadearmbånd eller et Distortion-armbånd).

De her lommer er foreløbigt kurateret af folk som butikken Hypetrade, Red Bull Music, pladeselskabet Warner og P3. Men Thomas Fleurquin ser på sigt lommerne som muligheder for at skabe nye, ambitiøse fester til Distortion:

»Jeg ville ønske, der var tre-fire virkelig onde, vilde ting. I gamle dage havde vi bræk-performance og ægte darkrooms, hvor folk bollede, og det savner jeg. I 2011 havde vi pudekamp på Sankt Hans Torv, og der var sikkert mange, der synes, det var for real Distortion-craziness. Men for min del var der ikke nok numsesex i den. Vi burde nu fokusere kunstnerisk på de her lommer i gaden«.

Vil det lykkes Distortion at genskabe sig selv endnu engang med lommer af ægte Distortion-galskab i gadebilledet, der kræver betaling af sine gæster? Det vil tiden vise.

Foreløbigt er Distortion stadig en festival under konstant udvikling – en festival, der har kæmpet med sin egen gigantiske succes, siden det hele eksploderede i 2011.

Læs også: Distortion: Her er de vildeste gadefester – NØRREBRO

Læs også: Distortion: Her er de fedeste gadefester – VESTERBRO

Læs også: Distortion afslører tidsplan og masser af nye navne til gadefesterne på Nørrebro og Vesterbro