Dirty Projectors-frontmand er hysterisk forelsket på ’Lamp Lit Prose’

Dirty Projectors-frontmand er hysterisk forelsket på ’Lamp Lit Prose’
Dave Longstreth.
Dirty Projectors-frontmand er hysterisk forelsket på ’Lamp Lit Prose’ - Lamp Lit Prose
3 6
Dirty Projectors
'Lamp Lit Prose'

Album, Domino/Playground

Hvis der er noget, der kendetegner det nye album med Dirty Projectors, er det forelskelsens lethed og lyse toner. Det står i klar kontrast til den umiddelbare forgænger, det selvbetitlede album fra 2017, hvor David Longstreth (Dirty Projectors er med tiden blevet et enmandsprojekt snarere end et egentlig band) lod eksistentielt tungsind ledsage af eksperimenterende r’n’b inspireret af samarbejder med blandt andre Kanye West i et interessant, men ikke altid lige vellykket møde med sine outrerede artrock-tilbøjeligheder.

Det var svært ikke at høre ’Dirty Projectors’ som lidt af en fuckfinger til ekspartneren (og eks-bandmedlemmet) Amber Coffmann – dog med den krølle, at albummet fader ud med et (halvhjertet?) forsøg på tilgivelse og forsoning. Måske var det heldigt for Longstreth, at albummet udkom før Metoo-debatten for alvor satte ind, for linjer som »what I want from art is truth, what you want is fame«, lugter lidt af en passiv-aggressiv udgave af den toksiske maskulinitet, der er et væsentlig mere bredt anvendt begreb nu end for bare 18 måneder siden.

Uanset om man opfatter Longstreths opgør med Coffmann som udtryk for en ekskæreste-i-form-af-en-gruppeleders ikke udelt sympatiske behov for at lufte det beskidte undertøj, så har han selv foretaget en grundig kursændring på sit nye album, hvor han omfavner kærligheden til kvinden (en ny en af slagsen, bevares) ved at springe humørfyldt og med en lettere opskruet letbenethed fra tue til tue. Han når i farten forbi alt fra Prince-inspirerede slow jams, orkester-jazz fra 50’erne, Stax-inspireret soul og en tilsyneladende permanent henrykkelse ved de både forkætrede og feterede 70’er-progrock-titaner i Yes.

Resultatet er et album, der minder om ’Swing Lo Magellan’ (2012) ved sin optimistiske og konsekvent hyper-belæste opdatering af pophåndværket. Optimismen er naturligvis et resultat af lyrikkens eksklamationer, men også af musikkens durstemte opvakthed og en forankring i lyse, akustiske arrangementer.

Sponsoreret indhold
Det lykkedes ikke, da ’Girls’ peakede …
... men nu er Sara Hjort endelig lykkedes med at komme på forkant på Lena Dunaham-fronten. Hør om hendes tv-cravings her.

Longstreth har tilmed skruet voldsomt op for sin gamle kollaborationsiver: Flere af albummets stærkeste bidrag er de af sangene, hvor kvindelige backingvokaler skaber den dynamik i lydbilledet, som kendetegnede for eksempel hovedværket ’Bitte Orca’ (2009), hvor sangerinderne Angel Deradoorian og førnævnte Coffmann konstant gik i dialog med Longstreths selvbevidst arty falsetvokal.

På ’Right Thru’ får Longstreth assistance af Syd (aktuel med The Internet-albummet ’Hive Mind’) i skæringspunktet mellem spjættende artrock og den hvide hipsters autodidakte bud på r’n’b. På ’That’s a Lifestyle’ bidrager Haim-søstrene på diskret backingvokal (og guitar) på en akustisk båret folk-bagatel, der pludselig løfter sig ud af sin simple form – som en Paul Simon-sang fra 1972 i Vampire Weekend-aftapning. Longstreths vokale affektationer i især omkvædet (hvor han synger titelsekvensen i en hysterisk, hikkende falset) vil ikke falde i alles smag, men melodien er stærk nok til at stå på egne ben. Det samme er i høj grad tilfældet på ’Zombie Conqueror’ (feat. Empress Off), der lyder som et energisk sammenstød mellem to eller tre forskellige sange sat sammen som ved en lykkelig kollision af vildfarne atomer.

’Lamp Lit Prose’ er indbydende og en kende trættende. Longstreth virker forhippet på at servere melodier og hooklines med indlysende ørehængerkvalitet, men strammer samtidig buen en kende hårdt i sit forsøg på at lægge afstand til forgængerens tusmørkezone af forsmåede følelser. Det bliver en kende ensformigt i al sin hektiske eksekvering.

Selv om albummet er både interessant og opkvikkende i mindre doser, er der for mange af de melodiske snigangreb, der ikke har en indbygget langtidseffekt. Jo mere direkte Longstreths sangskrivning er, des mere begrænset er – paradoksalt nok – dens rækkevidde.


Kort sagt:
David Longstreth, altdominerende frontfigur i Dirty Projectors, virker forhippet på at servere melodier og hooklines med indlysende ørehængerkvalitet på ’Lamp Lit Prose’, men bliver en kende ensformig og hektisk i sit forsøg på at lægge afstand til forgængerens tusmørkezone af forsmåede følelser. Selv om albummet er både interessant og opkvikkende i mindre doser, er der for mange af de melodiske snigangreb, der ikke har en indbygget langtidseffekt.

Sponsoreret indhold
»Afdød legende er formidabel i sin sidste store rolle«
Oplev Baard Owe brillere som den døende konge i Kasper Kalles intense kammerspil: ‘Christian IV – den sidste rejse’. Find billetter og spilletider her.
Reel Pictures