Fucked Ups ‘Dose Your Dreams’ er en fantastisk rock-rutsjebane
For syv år siden udnævnte jeg Fucked Ups ambitiøse rockopera ‘David Comes to Life’ til at være deres magnum opus. Den dom bliver jeg nødt til at tage op til videre overvejelse. Ikke fordi den moppedreng er blegnet med årende, men det nærværende, nye 83 minutters storværk fra bandet er på alle parametre endnu bedre.
For de uindviede er Fucked Up seks canadiere (m/k) fra Toronto, der med et oprindeligt afsæt i hæsblæsende hardcorepunk blot har vokset sig større og større. Efterhånden er de også trådt helt ud af deres genre-barnesko og prikker nu mest af alt hul på selve mainstreamen fra venstre. Den tydeligste reminiscens af deres vilde, tidlige år er forsanger Damian Abrahams øresønderrivende brøl, der er som at lægge ører til en menneskelig distortionpedal.
Med ‘Dose Your Dreams’ er vi også tilbage i konceptalbum-land: Albummet digter videre på historien om David Eliade – hovedpersonen i ‘David Comes to Life’. Efter et opgør med arbejdermentaliteten i form af et mislykket terrorangreb på hans arbejdsplads, der blot ender med at koste hans livs kærlighed, Veronica, livet, er han i ‘Dose Your Dreams’ atter havnet i arbejdermyretuen i en dræbende skrivebordstjans, for dernæst at blive revet med på et psykedelisk trip af den aldrende Joyce, som åbner hans øjne for, at hans tilværelse måske ikke er, hvad han har gået og troet – at den virkelighed, han kender måske bare er en dagdrøm, eller værre endnu: En simulation.
Hvis det lyder halvtåget, kan man trøste sig med, at man sagtens kan blæse plottet en hatfuld og bare tage ‘Dose Your Dreams’ for, hvad det på overfladen er: Et gedigent rockalbum. Samtidig er det måske både Fucked Ups mest helhedsmæssigt vellykkede, men også mest eventyrlystne langspiller til dato.
Knap to tredjedele af albummet er en så fuldgod servering heartland rock, at Fucked Up kunne gøre både din mor og deres berømte kollega sydpå, Bruce Springsteen, forlegne.
Det udgør et solidt anker at skeje ud fra, og det gør bandet i den grad med et par nærmest Stone Roses-agtige, baggy-dansable madchester-udflugter, et momentant flashback til bandets rødder i hardcorepunken med ’House of Keys’, vuggevisebilde drømmepop-afbræk midt i al støjen i form af ‘How to Die Happy’, ‘Two I’s Closed’ og ‘Love Is an Island in the Sea’, lukkeren ‘Joy Stops Time’, som er nærmest krautrock-agtig i sit pumpende drive, og endelig ‘Accelerate’ og ‘Mechanical Bull’, som slingrer helt over i industrial-metallens bidske univers.
Sidstnævnte er måske også albummets grimme ælling, men måske ikke så meget på grund af genren, men snarere fordi der gives køb på Fucked Ups melodiske tæft, som er én af bandets største forcer.
Om det er den måde, guitarerne går i clinch med Abrahams lige så voldsomme vokaler og skaber en sand orkan af larm ovenpå en kontrapunktisk insisterende, lalleglad new wave-synth-arpeggio på singlen ‘Raise Your Voice Joyce’, ‘Normal People’s insisterende catchiness, den stadion-forstørrede nihilisme på ‘I Don’t Wanna Live in This World Anymore’ eller de ømskindede og nærmest romantiske ‘The One I Want Will Come For Me’ og ’I Came Down Wrong’, så er Fucked Up nemlig denne gang for alvor riddere af det iørefaldende hook, også selv om de pakker poptilbøjelighederne ind i hudafskrabende brølevokaler og lårfede Gibson-guitarer.
Endelig varsler ‘Dose Your Dreams’ muligvis, at Abrahams rolle i bandet er på vej til at mindskes en smule. Efterhånden som albummet skrider frem, myldrer et væld af gæster (bl.a. J. Mascis, Mary Margaret O’Hara og Jennifer Castle) ind og tager rorpinden, så ørerne for en stund får lidt andet at smage end uforsonligt råberi.
Sammen med originale indslag som trommeslager Jonah Falcos mor (af alle personer!), der gæster adskillige numre med sin saxofon, og Owen Pallett, der føjer prægtige strygerarrangementer til andre, gør det ‘Dose Your Dreams’ til en fantastisk rock-rutsjebane-rusketur og et udspil, der i vingefang, ambition og kvalitet burde få landsmændene i Arcade Fire til at kigge nervøst i sidespejlene.
Kort sagt:
‘Dose Your Dreams’ til en fantastisk rock-rutsjebane-rusketur. Et udspil, der i vingefang, ambition og kvalitet burde få landsmændene i Arcade Fire til at kigge nervøst i sidespejlene.