Diplo, Sia og Labrinth skaber et poppet patchwork på fællesprojektet LSD

Diplo, Sia og Labrinth skaber et poppet patchwork på fællesprojektet LSD
Labrinth, Sia og Diplo.
Diplo, Sia og Labrinth skaber et poppet patchwork på fællesprojektet LSD - Mountains
4 6
LSD
'Mountains'

Ep, Sony

Der er nok mange, der har undret sig over, hvad der ville komme ud af musikbranchens nyeste supergruppe, LSD. Gruppen består af Diplo, Sia og Labrinth, og nærmest som for at symbolisere fusionen af de tre kunstnere, fremstår gruppens debut-ep som et patchwork af stilarter. På de kun fire numre når trioen rundt om alt fra 60’er-Motown og gospel henover musical-tracks og stadionpop til trap og de karakteristiske Major Lazer-bangers, som Diplo jo er kendt for. Og LSD lykkes faktisk bedst i de numre, der stikker i flest retninger.

Især titelnummeret og lukkeren ’Genius’ fremstår som to kludetæpper af forskellige stilarter. ’Mountains’ begynder med en overraskende hymneintro, som bliver brat afbrudt af den dancehall-rytmik, Diplo mestrer. Patchworket fuldendes, når hymne og rytme fletter sammen i sangens andet vers, der viser LSD fra sin bedste side.

På samme måde har den teatralske ’Genius’ tydelig indflydelse fra storladne musical-sange, der kombineres med både trappede baslinjer og strygere i versene – og endda et lille operastykke i slutningen af hvert omkvæd. Begge disse numre demonstrerer LSD’s succes med at kombinere flere umage stilarter til én sammenhængende fortælling.

Andre steder virker det til gengæld mere, som om gruppen udfører en disciplin bare for at vise, at de mestrer den — lidt ligesom en deltager i ’Vild med Dans’, der skal rundt i forskellige stilarter.

’Thunderclouds’ er en tydeligt Motown-inspireret popsang, komplet med tamburin i omkvædet og blæsere til sidst. Og selv om det fungerer med både Sia og Labrinths imponerende stemmer og en god produktion, virker det også som det sikre, lidt klichéfyldte valg, der kommer i rotation på radiostationerne. Det er mere poleret end, og ikke lige så overbevisende, som for eksempel Labrinths ældre ’Express Yourself’, der har nogle af de samme Motown-træk.

Lidt mere overbevisende er ’Audio’, der lyder meget som et Sia-nummer. Karakteristisk for gruppen finder vi både storladen stadionpop, trap-hi-hat og Diplos efterhånden ikoniske forvrængede vokalsamples. Og selv om det er mere originalt end ’Thunderclouds’, lyder det stadig som noget, man har hørt før.

LSD er både trippy og nyskabende, men også overraskende konventionelle i momenter. Som helhed fungerer ep’en godt, og samarbejdet mellem de tre enere er et spændende bud på, hvordan man kan fusionere forskellige grene af musikindustrien — men LSD er bedst, når de tager chancer og prøver at sy nye ting sammen, som ikke er set før.


Kort sagt:
LSD’s patchwork af en debut-ep er et spændende bud på nyskabende pop, men de er bedre, når de tager chancer, end når de forsøger sig med genreefterligninger.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold