Naos unikke r’n’b-stemme bliver anonymiseret af kommerciel produktion
For godt to år siden udgav den engelske r’n’b-sanger Nao sit debutalbum, ‘For All We Know’. Dengang præsenterede hun skæv funk med elementer af wonky-musik, hvilket skabte en lyd, der øjeblikkeligt fik hende til at stikke ud. Der var derfor god grund til at glæde sig til, hvordan hun ville bygge videre på sin på én gang knitrende og bouncy lyd på efterfølgeren med den simple titel ‘Saturn’.
Der er stadig wobbly bas og afslappede guitarfigurer på albummet, men det føles slet ikke nær så quirky som på forgængeren; en udgivelse, der stadig har en ret særpræget lyd, når man lytter til den i 2018. Sangskrivningen har nu taget en mere kommerciel drejning. Der er flere ballader, flere hookdrevne popbaskere, flere storladne klimakser og markant færre overraskelser i struktur såvel som tekstur.
To af sangene – ‘If You Ever’ og ‘Drive and Disconnect’ – inkorporerer endda de trendy afrobeats-trommer, UK-rappere som Yxng Bane har gjort yderst populære i Naos hjemland. Især ‘If You Ever’ ender med at lyde så karakterløs, at den næsten bliver den absolutte antitese til den alternative stil, Nao oprindeligt gjorde sig bemærket for.
Lyden er generelt blevet mere poleret, hvilket egentlig klæder den meget hookorienterede popstruktur, albummet er bygget op omkring. Albummet er spækket med sange, der godt kunne have hitpotentiale. Men mange af dem savner i samme slag identitet, der får dem til at stikke ud i den store verden af poppet r’n’b.
De bedste sange er således langt hen ad vejen dem, der har mest af den skæve funktronica, der oprindeligt fik folks hoveder til at vende sig i Naos retning. ‘Gabriel’ er en fortræffelig sang, hvor hvert stykke instrumentation oser af liv og humør. Den wonky bas på ‘Yellow of the Sun’ får sangens eskapisme til at lyde funklende tiltalende. Og selv om den absolut er i den mere poppede ende i forhold til komposition, gør instrumentationen meget for, at ‘Love Supreme’ lyder alt andet end anonym.
Når netop ‘Love Supreme’ viser, at poppet sangskrivning fungerer sammen med den wonky-inspirerede funklyd, undrer det, at Nao ikke har integreret lyden på flere af de mere kommercielle kompositioner. ‘If You Ever’, ‘Drive and Disconnect’ og titelnummeret er bare nogle af de sange, der ville hjælpes godt på vej af mindre generisk instrumentation.
Nao har en unik stemme, der ved første lyt virker spinkel, men som hun udfolder den, kan den blive vidunderligt ekspressiv i det rette lys. Det rette lys er desværre kun ganske sjældent ballader, og dem er der en del af på ‘Saturn’. Hun ender derfor mange gange med at drukne i en uinteressant produktion – blandt andet på ‘Don’t Change’, ‘A Life Like This’, og ‘Orbit’.
Den ene succesfulde ballade er åbningsnummeret, den lettere Bon Iver-klingende ‘Another Lifetime’, der også har nogle diskrete dubstep-indflydelser i bassen. Her lader tracket Nao få øjeblikke, hvor hendes sjælfulde vokal bliver helt nøgen. Over for dette er der grandiose harmonier, der er overrumplende at lytte på, men hvor Naos egen vokal stadig er i klar fokus.
Flere numre, der kreativt udnyttede Naos vokal ville være rart. For som det står nu, er for store dele af dette album en ret anonym affære, der reddes af en unik vokalist og en række lyspunkter, der dog simpelthen er for få af.
Kort sagt:
På store dele af ‘Saturn’ er Naos wonky-funk erstattet af mere kommercielle lyde. Ballader og trendy produktionsvalg fylder en del på albummet, og det ender med at gøre en af de mest unikke stemmer i moderne r’n’b en kende anonym – men hun beviser heldigvis også visse steder, at hun sagtens er i stand til at skrue en spændende sang sammen, omend det gerne måtte ske oftere.