Jessica Pratt finder sin stemme i et kraftfelt af intuitive melodier på ’Quiet Signs’

Jessica Pratt finder sin stemme i et kraftfelt af intuitive melodier på ’Quiet Signs’
Jessica Pratt.
Jessica Pratt finder sin stemme i et kraftfelt af intuitive melodier på ’Quiet Signs’ - Quiet Signs
5 6
Jessica Pratt
'Quiet Signs'

Album, City Slang/Playground

En af de floskler, musikanmeldere oftest falder tilbage på, er den med, at et album først for alvor ’åbner sig op’ ved gentagne aflytninger. Det er så indlysende en kommentar til musikkens væsen, at det ikke burde være nødvendigt at understrege, og på sin vis undervurderer man lytteren (dvs. anmeldelsens intenderede modtager) ved på den måde at udtrykke tvivl om dennes evne til at dykke et spadestik dybere end den umiddelbare overflade tillader.

Selvfølgelig har du tænkt dig at lytte efter, ellers læste du ikke den her anmeldelse…

Alligevel hænder det med mellemrum, at et værk i virkelig slående grad bekræfter flosklens åbenlyse berettigelse; at man forundres over i hvor høj grad selv musik, der består af ret simple byggeklodser, har en magisk ekstra kvalitet i sig, som først åbenbares over tid, eller når man tvinger sig selv til at dykke længere ned i den, netop idet man ellers troede, man havde udtømt musikkens mulighedsrum eller havde mistet tålmodigheden med den.

Et sådant album er Jessica Pratts ’Quiet Signs’, et på overfladen ganske udramatisk, for ikke at sige nedtonet, stykke singer/songwriter-kunst med klare folk-reminiscenser, der ydermere udfoldes på beskedne 28 minutter.

Efter at have lyttet til ’Quiet Signs’ en fem-seks gange spredt ud over en uge, hvor min bevidsthed vist var mere optaget af andre ting (’Russian Doll’ på Netflix, en opsamling af den britiske journalist A.A. Gills superbe rejsebeskrivelser – you name it), var jeg parat til at sætte mig ned for at skrive en forbeholden, trestjernet anmeldelse.

Det er jeg glad for (og lettet over!), at jeg ikke gjorde; at jeg udskød det uundgåelige et par uger endnu.

Langsomt begyndte Pratts stemmeføring og de i begyndelsen beklageligt enslydende melodier nemlig at sive ned i bevidstheden – og nu bliver verden omkring mig helt stille, når jeg lytter til albummet. Alt finder sin rette plads, eller rettere: Jeg finder mig til rette i musikken, selv om den i virkeligheden bliver ved med at åbne ind til nye rum, der endnu ikke har åbenbaret sig. Pointen er, at musikken får mig til at ånde, stå stille, den afbryder min uro, min trang til at være i konstant bevægelse (efter det næste populærkulturelle fix!).

Sponsoreret indhold
Indrøm det. Du får ikke fikset din cykel.
Skift til et Swapfiets-abonnement og få en billig, lækker cykel, der er køreklar – hele tiden. Gå efter det blå forhjul, og læs mere her.
Swapfiets

Der er ikke noget revolutionerende anderledes ved det Pratt gør. Hun bruger en form – slut-60’ernes og start-70’ernes forkærlighed for en både pastoral og barok folksangskrivning – som mange andre unge sangskrivere har ladet sig inspirere af, især i de seneste par årtier. På et tidspunkt i 00’erne var der ligefrem en hel scene, der blev omtalt som freak folk, og som Pratt – særligt på grund af hendes specielle stemmeføring og hendes ikke altid indlysende lyrik – naturligt kan ses i forlængelse af. Kunne man lide Devendra Banharts ’Rejoicing in the Hands’ og er man en af dem, der har ’genopdaget’ den i årtier glemte Vashti Bunyan, ja, så vil man formentlig også kunne forelske sig i Pratt.

Modsat sine tidligere album (heriblandt det glimrende ’On Your Own Love Again’ fra 2014), er ’Quiet Signs’ optaget i et rigtigt studie, men det er ikke fordi det gør en markant forskel: Optagelserne er lige så ind til benet, lige så intime, som de tidlige firesporsoptagelser.

Men der er tilføjet ekstra instrumenter, for eksempel den træblæser, der optager en først diskret og siden helt afgørende plads på ’Fare Thee Well’, og tilsvarende de diskrete triller fra en fløjte og ganske forsigtige anstrøg af klaver på ’Poly Blue’.

Sponsoreret indhold
Den danske musikundergrund bobler af talent
Et af de mest lovende navne er Søn, der leverer ambitiøs, skramlet rockpoesi. Få en forsmag med Pepsi Max her – og oplev dem til Lillefredag på torsdag i Tivoli.
Pepsi Max

Læg desuden mærke til, hvordan Pratt har rykket sig som vokalist. Hvor hun tidligere mest bare lød besnærende quirky, er der kommet både en dybde, en renhed og en teksturrigdom over hendes vokal: Lyt blandt andet til, hvordan hun graver dybe toner frem i ’Aeroplane’ og lader dem krydsbefrugte med mere opadstræbende, lyse toner. Det er som fraserer hun med en intuition, der på en og samme tid lyder som om hun lige er snublet over den og som om hun inkarnerer et ældgammelt spøgelse.

28 minutter er ikke lang tid, men det er nok til at indhylle lytteren i en fuldstændig altomsluttende stemning af at være trådt ind i et personligt, egensindigt og værdifuldt univers, hvor det ikke så meget er tiden, der står stille, som det er dig (lytteren), der finder ro.

Man behøver end ikke forsøge at afkode lyrikkens akkurate betydninger, for hvad kan ordene egentlig udsige, som ikke allerede er (stærkere og mere rent) indeholdt i disse melodiers mærkværdige kraftfelt af koncentreret spænding og i denne vokals glidende, besættende kadencer?


Kort sagt:
Jessica Pratt berettiger brugen af musikjournalistikkens floskel om, at et album først for alvor ’åbner sig op’ ved gentagne aflytninger – man forundres over i hvor høj grad selv musik, der består af ret simple byggeklodser, har en magisk ekstra kvalitet i sig, som først åbenbares over tid.

Sponsoreret indhold