Natten til mandag slutter det. Otte sæsoner af ‘Game of Thrones’ når sin afslutning, og sideløbende med serien har vi i tilgift fået serveret masser af fantastisk musik af komponisten Ramin Djawadi, der har kreeret enkeltstående soundtracks til samtlige sæsoner.
Det er en gigantisk bedrift, han har begået. Djawadi har løbende skabt enkeltstående temaer til karakterer, huse og steder, som igennem alle soundtracks er blevet flettet ind i hinanden, som persongalleriet i Westeros har skiftet side, skabt alliancer og bevæget sig mod nye territorier. Det er et monster af et sammenhængende værk, der sæson efter sæson har refereret til sig selv og tidligere temaer og melodier, mens der er blevet bygget på i takt med handlingen.
‘Game of Thrones’-musikken har da også høstet tyske Djawadi (der også har film som ‘Iron Man’ og ‘Warcraft’ på cv’et) uanede mængder af roser, mens han også har taget musikken med på turné som ‘Game of Thrones Live Concert Experience’.
Du har måske ikke tænkt så meget over det løbende, men Djawadis musik har pustet liv til hele universet på en overlegen facon. Sjældent har han trådt ved siden af, ofte har han kreeret stykker, som har løftet enkelte scener eller sekvenser til begivenheder, som ikke var muligt uden musikken.
I anledning af den store afslutning hylder vi her Djawadis mesterlige ‘Game of Thrones’-odyssé med et blik tilbage på ti af de allerbedste numre fra komponistens soundtracks – som ofte har ageret lydside til nogle ret essentielle scener i serien.
Let spoiler-advarsel: Da musikken i artiklen følger serien, vil der være visse spoilers for ‘Game of Thrones’ hele vejen til og med den nye sæson otte.
1. ’Main Title’
Titelmelodien er essensen af ‘Game of Thrones’, og musikken er blevet mindst lige så ikonisk som selve introsekvensen, der på snedig vis altid har varslet om, hvor i ‘Game of Thrones’-universet det enkelte afsnit ville fokusere sine dramaturgiske kræfter.
Djawadi bruger håbefulde strygere og mørke celloer, bombastiske militærtrommer og æterisk kor, og vi kommer således hele vejen rundt i følelsesregisteret på lidt under to minutter, mens spændingen bare bygger og bygger inden kulminationen.
‘Main Title’ fortæller kroppen, at nu sker det. Sådan tror jeg, at mange har det. Og melodien er naturligvis også blevet brugt i en lang række andre musikstykker i løbet af de otte soundtracks. Tag for eksempel den alternative ‘Game of Thrones’, også fra sæson et, hvor tempoet er sat ned og strygerne stemt til en markant mere dyster stemning.
2. ’The King’s Arrival’ (fra sæson et)
‘Game of Thrones’ er jo en fantasy-serie, men i forhold til vores normale tidsregning trækker den på middelalderen med sværd, borge, konger og alt det der. Således også musikken, selv om Djawadi fra starten har sat sit helt eget twist på tingene.
‘The King’s Arrival’ er temaet til House Baratheon og bliver spillet, når Robert Baratheon i starten af første sæson ankommer til Winterfell for at tilbyde Ned Stark titlen som King’s Hand. Det er storladen hofmusik, majestætisk og ridderligt, men nummeret skifter rimelig hurtigt til en bombastisk action-lyd, som løfter det hele et niveau op og signalerer, at det her er kongen, der ankommer. Flot lyder det.
3. ’Winterfell’ (fra sæson to)
Der er koldt i Norden – på flere planer. For i sæson to er det ikke ligefrem fordi, at det går vildt godt for House Stark, der skal finde sig selv efter papa Neds henrettelse.
Temaet til Winterfell-borgen går igen et hav af gange i sæsonen og symboliserer den kamp og den sorg, nordboerne er underlagt. Strygerne svaler i vinden med en ekstrem sørgmodighed, men man fornemmer også et håb, som en ny melodi bryder ind halvvejs. Ja, vinteren er kommet til Winterfell, og det hele er noget lort – men det gør ikke så meget (for os, i hvert fald), når soundtracket er så smukt som dette nummer, der daler ind i ørerne som sneen over Nordens hovedfæstning.
4. ’A Lannister Always Pays His Debts’ (fra sæson tre)
I sæson tre bliver vi præsenteret for temaet til House Lannister, der er opkaldt efter husets ordsprog. Men ja, du kender den nok også som ’The Rains of Castamere’, der jo blandt andet bliver spillet til The Red Wedding som et indevarslende cue om, at nu går det (igen) helt galt for de godmodige Starks.
Her er melodien dog udelukkende orkestral, og det er et af Djawadis svendestykker i ‘Game of Thrones’-musikmytologien. Det er nemlig fantastisk, hvordan han får blandet en følelse af oprigtig ridderlighed med noget ekstremt lumsk. Det hele er majestætisk, roligt og flot, men den der cellomelodi minder hele tiden om, at The Lannisters har flere bagtanker end de fleste.
5. ’The Children’ (fra sæson fire)
Ramin Djawadi har det med af afslutte hvert soundtrack med manér – gerne med numre som er ekstra storslåede, eller med kompositioner som skiller sig ud fra resten af det givne soundtrack. Det handler jo om at sende publikum afsted med et brag, når en sæson når sin slutning og folk skal vente umenneskelige tider på fortsættelsen.
‘The Children’ er dog ikke det der storladne buldretrack, men i stedet en hymneagtig korversion af titelmelodien, som altså bliver til noget helt, helt andet, når først det er menneskestemmer, som står for melodien.
Nummeret høres, når Arya sejler mod nye eventyr i Braavos, og på den måde er det jo også smukt, hvordan en ny version af noget velkendt symboliserer en afslutning – men i den grad også en begyndelse.
6. ’Light of the Seven’ (fra sæson seks)
Kan du huske, da Cersei sprængte The Great Sept of Baelor i tusind stykker? Da hun ved hjælp af wildfire udslettede det halve af King’s Landings adelige og samtidig de fleste af sine modstandere i hovedstaden?
Selvfølgelig kan du det, for hele sekvensen er en af de mest ikoniske i ‘Game of Thrones’ historie. Og det er i den grad også takket være Djawadis ‘Light of the Seven’, som kører gennem hele sekvensen og bygger og bygger og bygger, indtil de grønne flammer opsluger menneskemængden og sender dem afsted til det næste liv.
‘Light of the Seven’ er det ultimativt mest afspillede nummer fra samtlige ‘Game of Thrones’-soundtracks, og det er også det bedste. Blandt andet fordi, det adskiller sig så markant fra resten. Det hele starter med klaveret, men halvvejs træder et børnekor ind af døren, inden strygerne og et faretruende orgel fuldender spændingskurven. Her er der i den grad tale om en sekvens, hvor musikken bærer handlingen på (næsten) lige fod med billederne. Et mesterstykke.
7. ’The Winds of Winter’ (fra sæson seks)
Igen er vi ude i et nummer, som afslutter en sæson: Denne gang lyden af Daenerys, som endelig har fået samlet sig en hær, tre drager og nok skibe til at fragte alle sine følgere til Westeros med Jerntronen som det endelige mål.
Her bliver forskellige temaer flettet sammen på elegant vis – både titelmelodien, melodien lavet til hendes nye allierede The Greyjoys og selvfølgelig musik, som knytter sig til dragemoderen selv.
Det er en storslået afslutning, som blander stemningen fra Westeros med Daenerys’ tid på den anden side af The Narrow Sea.
8. ’Dragonstone’ (fra sæson syv)
Vi springer faktisk direkte fra det sidste nummer i sæson seks til det første i sæson syv: ‘Dragonstone’, der er lyden af Daenerys, der ankommer til Targaryen-familiens gamle hovedsæde af samme navn.
‘Dragonstone’ og ovenstående ‘The Winds of Winter’ lyder flere steder rimelig ens, da nogle af de forskellige temaer går igen, men der bliver bygget mere på denne gang. Det føles mere storladent – det er lyden af dragerne, der flyver frit på himlen. Samtidig med, at der også er flere stille passager, hvor musikken ulmer, ligesom Daenerys indtog i Westeros.
Det er endnu et fornemt eksempel på, hvordan Djawadi genbruger temaer, men aldrig serverer det samme fra soundtrack til soundtrack – der er altid variationer, der følger med handlingen.
9. ’Against All Odds’ (fra sæson syv)
Og så tager vi lige et actionbrag. ‘Against All Odds’ lægger lyd til det store slag ved den frosne sø i sæson syv. Du ved, der hvor Jon Snow og hans fellowship of the ring (eller hvad man nu skal kalde det) er røget gevaldigt i fedtefadet, efter de prøvede at kidnappe en wight med hjem til Cersei, så hun kunne vurdere, om truslen mod nord var noget, hun gad bruge sin tid på.
Nummeret er næsten otte minutter langt, men der sker også virkelig meget i den sekvens. Holdet er omringet, de kæmper indædt, de bliver reddet af Daenerys, Viserion blivet spyddet af The Night King og vågner op igen. Og ja, alt det kan man faktisk høre i ‘Against All Odds’, der bølger mellem gyser, action, redning og buldrende, blåøjet (get it?) mystik.
10. ’The Night King’ (fra sæson otte)
Soundtracket til sæson otte er af gode grunde ikke blevet udgivet endnu, da titlerne på sangene jo knytter sig til handlingen og dermed kunne spoile det hele. No bueno.
Ét nummer kunne Djawadi og ‘Game of Thrones’-producerne dog ikke nære sig for at udgive på forhånd, og man forstår dem godt. ‘The Night King’ er af mange blevet sammenlignet med ‘Light of the Seven’, da nummeret ligesom sin spirituelle forgænger strækker sig over ni minutter og knytter sig til en længere sekvens – i denne sammenhæng afslutningen af The Batlle of Winterfell i afsnit tre, der jo som bekendt ender med et fikst lille knivtrick fra Anya.
Men inden da har det hele set fuldstændigt horribelt ud. Og det gør det sådan set også det meste af tiden, som nummeret udspiller sig i afsnittet. Men det er jo det, der er så genialt. For ‘The Night King’ er mestendels en helt stille komposition med klaver og strygere, der ånder ro, mens kaos hersker på skærmen. Musikken afspejler magtesløsheden, som kan ses i øjnene hos vores elskede helte, men i stedet for at brage dommedags komme med trompetfanfarer, spiller Djawadi langsomt, men smukt undergangen ind.
Sådan går det naturligvis ikke… Og det kan man også høre, som Djawadi mod slutningen øger intensiteten og endnu engang sætter hjertet i galop.
Læs også: Oplev musikken fra ‘Game of Thrones’ live i København – spillet af symfoniorkester
Læs også: De største spørgsmål før den store ‘Game of Thrones’-finale