Roskilde Festivals metalprogram er det bedste i mange år – her er hvorfor

Roskilde Festivals metalprogram er det bedste i mange år – her er hvorfor
Roskilde Festival.
Foto: Samy Khabthani/Soundvenue
Fra underdog til trækplaster til en af de mest spændende og udfordrende nicher i programmet. Roskildes metalprofil har ændret sig igennem årene, og i 2019 er udvælgelsen af de ekstreme og hårdtslående navne både visionær, fremadskuende og fremragende kurateret. Så meget, at metalflagskibet Copenhell må se sig slået.
Roskilde Festivals metalprogram er det bedste i mange år – her er hvorfor
Emil Hansen

Musikskribent for Soundvenue og Devilution, Cand.mag i moderne kultur.

KOMMENTAR. Der er ikke noget bedre end en fed metalkoncert på Roskilde Festival.

Som man står der, solbrændt og med røg i lungerne og en kold øl i hånden, mens guitarriffene og trommerne gjalder øredøvende højt ud af anlægget, og energien på scenen og i publikum er i top og støvet rejser sig, så går alting op i en højere enhed.

Man gribes af stemningen og suser ind i pitten for en kort stund at opføre sig som en slagsbror. Man headbanger ustyrligt på stedet. Eller man står bare og synker dybere ind i sig selv, dybere ind i musikken, dybere ind i festivaloplevelsen og følelsen af at være fælles med andre om det her øjeblik.

Den slags oplevelser har jeg haft mange af på Roskilde Festival igennem årene. For som en, der bærer kærligheden til metalgenren i hjertet, har jeg altid kigget lige så meget mod de hårde, obskure og ekstreme navne, som jeg har kigget mod alt det andet, som festivalen år efter år byder på i sit musikalske slaraffenland.

Og i 2019 har Roskilde præsenteret deres bedste metalprogram i årevis.

Forandret rolle

Det var Metallica, der for alvor introducerede Roskildes publikum for den hårde musik, da de en søndag i 1986 indtog Orange Scene for første gang på ryggen af hovedværket ’Master of Puppets’ og beviste, at metal også hørte til på festivalen.

Men fra i mange år at have været en udskældt underdog til efter årtusindskiftet at blive et trækplaster med Orange-giganter som Iron Maiden, Black Sabbath og førnævnte, så har genren i 2019 fundet sin rette placering som niche og udstillingsarena for nogle af tidens og genrens mest spændende og grænsesøgende bands.

Samtidig har Roskilde skærpet profilen, efter de i de senere år har indgået i en kappestrid med Copenhell, metalgenrens festivalflagskib. Her har de kæmpet om at booke koryfæer som Slayer og Anthrax og nyere samlingspunkter som Slipknot, Lamb of God, Mastodon, Gojira og Ghost med blot et eller to års mellemrum.

Men som Copenhell har vokset sig stor og mægtig og i år kan fejre 10-års jubilæum, har den også skiftet ham. Der bliver satset mindre på grænsesøgende metal og mere på midtersøgende hard rock, og der har Roskildes bookere tydeligvis set deres snit.

Kioskbaskerne

Når Roskildes metalprogram i år er det bedste i årevis, skyldes det tre ting:

Først og fremmest er der en rød tråd fra de store navne ned til mellemlaget og upcoming-navnene. For det andet er udvalget fornemt kurateret og signalerer en kvalitativ vægtning fra bookernes side. Og for det tredje har Roskilde erkendt, at metal ikke er det samlingspunkt, det har været tidligere.

Derfor kan man dog stadig godt have et par – for metal – større navne. Og det har Roskilde.

Sponsoreret indhold
Til alle, der arbejder hårdt, længe og overalt
… eller som bare gerne vil have en tynd, let, kraftfuld og hamrende elegant computer. Læs mere om ASUS ZenBook S13 her.
ASUS

Det har de i polske Behemoth, der igennem 25 år har bevæget sig langt og i dag befinder sig på deres kunstneriske og kommercielle peak. Deres orkestrale blanding af black metal og dødsmetal er pompøs og kan spille stadioner op, hvorfor de er et af ekstremmetallens bedste bud på et samlende navn i fremtiden.

Det har de i det klassiske thrash metal-band Testament, et for engangs skyld ikke overbrugt livenavn, der aldrig blev lige så store som kollegerne i Metallica og Slayer, men som alligevel har holdt sig oppe gennem årtier med album af høj kvalitet. De har desuden genrens bedste stemme i frontmanden Chuck Billy.

Og det har de i Phil Anselmo, den tidligere frontmand i Pantera, et af 90’ernes største metalnavne. Grundet stærkt problematiske udtalelser og en hang til at løfte højrearmen er Anselmo en dybt kontroversiel figur, men han er også gammel ven af Roskilde Festival, hvor han har optrådt et hav af gange. At han i år stiller med sit nye band The Illegals og spiller materiale fra sit gamle band må rent musikalsk betegnes som værende et scoop og det tætteste, man kommer på en Pantera-koncert i dag.

Et stort trumfkort

Copenhell har også kioskbaskere. Det har de i de stabile og seværdige Slipknot, Lamb of God og rockguitaristen Slash. Sikre spillere, men uden den store kunstneriske pondus længere.

Og så har de ét stort trumfkort: Amerikanske Tool, der stort set har forholdt sig inaktive, siden de udgav og turnerede med albummet ’10.000 Days’ tilbage i 2006. De er kun blevet større og mere sagnomspundne, og efterfølgeren har været så længe undervejs, at det i mellemtiden er blevet meme-materiale på internettet.

Bookingen af Tool er det største scoop i Copenhells historie, og som sådan er det et jubilæum værdigt.

Derfor er det også en skam, at resten af programmet er sådan et miskmask. Fra klichéfyldt vikingemetal (Amon Amarth) over grunge-genoplivning (Stone Temple Pilots, Candlebox), ligegyldig shock rock (Rob Zombie), uddateret funkrock (Living Colour) og gengangere i eksempelvis Trivium, der spiller på festivalen for tredje gang. Og minsandten om ikke det sidste hovednavn er tyske Scorpions, der besøger landet for tredje gang på fire år.

Det stikker i en milliard retninger uden hoved eller hale, og alle navnene har det til fælles, at deres kunstneriske storhedstid ligger 10-15 år tilbage. Hvis altså ikke 25 eller 35 år er den størrelsesfaktor, vi skal op i. Eller, ahem, hvis de nogensinde har haft en sådan.

Credit skal dog også gives: Med norske Dimmu Borgirs første genkomst til lands i et årti, et tiltrængt skud hardcore fra Terror og Refused, et godt dansk vækstlag samt en enkelt koncert med det til lejligheden genopståede The Psyke Project, er der stadig noget at komme for.

Men det er kun noget, festivalen kan tillade sig at leve højt på, fordi resten er så visionsløst og tilbageskuende, som det er.

Sponsoreret indhold
Verden er sort/hvid
... indtil du selv lærer at se nuancerne. Gør dit lærred bredere med en stor filmoplevelse i Cinemateket. Bliv udfordret her.
Cinemateket

Crossover og eksperimentalister

Når man kigger mod Roskildes program, er situationen en anden.

Her finder vi veteranerne i Converge, der de seneste 20 år har været fornyere i grænselandet mellem metal og hardcore, vi finder Power Trip, hvis oldschool bulldozer-tilgang til samme grænseland er umådeligt frisk, og vi finder dødsmetalgruppen Misery Index, der har skabt et af mest catchy og brutale album i den blot et par måneder gamle ’Rituals of Power’.

Men vi finder også et evigt eksperimenterende band som norske Ulver, der startede ud som lo-fi black metal og siden har været forbi ulmende artrock, sitrende elektronik og nymoderne klassisk for på de seneste to udgivelser at ende ude i Depeche Mode-synthpop!

Der er Carpenter Brut, hvis synthwave lyder som et mashup af Kavinsky og 80’er-metal på maximum overdrive, komplet med hvinende guitarsoli, dundrende computertrommer og mørke synthesizere.

Og så er der det største og mest velkoordinerede sats på plakaten: Britiske Bring Me the Horizon, der i løbet af 15 år har taget turen fra undergrund til mainstream, som de er gået fra indestængt metalcore til guitartung poprevisionisme på dette års ’Amo’. Om det kommer til at fungere på Orange Scene er svært at sige; det kan blive stort eller lort.

Men det er en visionær og modig booking.

Et hår i suppen

Det hele er dog ikke kun guld og grønne skove, for som altid med Roskilde vil der være interessekonflikter. Og de kommer som regel i form af spilleplanen.

Kan man eksempelvis lide Ulvers nye materiale, er det en kæmpe skuffelse at se, at de spiller oven i 80’ernes synthpophelte Tears For Fears tidligt onsdag aften. Og er man til den sortrandede æstetik vil der også være konflikt mellem Behemoths koncert på Arena og The Cures ditto på Orange.

Det er et lille hår i suppen, men det må man tage med, når det er Roskilde Festival. Det ændrer ikke ved, at Roskilde – modsat Copenhell – har fundet frem til en række metalnavne, der befinder sig i en rivende kunstnerisk udvikling, mens de udfordrer og skubber til genren.

Det kan godt være, at Copenhell har festival-Danmarks måske bedste stemning, men det er på Roskilde, at jeg forventer at få de musikoplevelser, hvor den omkringliggende verden forsvinder, og hvor jeg synker helt ind i mig selv.

Læs også: Her er de 10 værste overlap i Roskilde Festival-spilleplanen

Sponsoreret indhold
Solens sidste stråler fortjener en skål
Skål solen i sænk med Corona, der hjælper dig med at finde Københavns smukkeste solnedgangsspots.
Corona