Tove Los sange kan ikke følge med hendes dragende attitude på ‘Sunshine Kitty’
Titlen som den sejeste pige i skandipop-klassen går nok til Tove Lo. Hun er cool, kompromisløs, og så er hun absolut ikke bange for at synge om sex, fest, stoffer og alt det, der utvivlsomt hører med til dén titel.
På ‘Sunshine Kitty’ er der stadig fuld knald på alle de ting, men samtidig bevæger svenskeren sig over i et mere tænksomt, sårbart territorie, der gør albummet til et lidt anderledes og stemningsmættet indspark i Tove Los musikkartotek. Hvor sangene før kredsede om klubben, de hede romancer og festrusen, er ‘Sunshine Kitty’ mere interesseret i tiden efter festerne og de romantiske frustrationer, Lo lader til at mærke, når hun er alene.
De lidt mere sørgmodige tekster klæder hendes hæse vokal rigtig fint, og det tilføjer et fint lag til Tove Los ellers urokkelige, selvsikre persona. I stedet for at synge om at være en ‘Cool Girl’ synger hun på ‘Mateo’: »I act so cool but that’s not me / still not the one you choose to see«.
Sårbarheden gør ‘Sunshine Kitty’ mere jordnær end eksempelvis ‘Blue Lips’ fra 2017 og skaber en mere dyster, blåtonet popstemning, end man tidligere har fornemmet fra svenskerens hånd. Stemningen, attituden og teksterne er lige i øjet… men der er bare noget, der ikke helt spiller.
Uden at blive alt for teknisk, er der bare noget i Tove Los kompositoriske stil, der spænder ben for, at hendes sangtekster og attitude kan skinne ordentligt igennem. Hendes melodier lyder ofte unaturlige og kontraintuitive over akkorderne, der i øvrigt er søvndyssende ensformige. ‘Sweettalk My Heart’ er et eksempel på en af den slags sange, hvor melodien og teksten fint spiller sammen, men hvor produktionen nedenunder virker malplaceret og hægtet af.
Det er en underlig fornemmelse at sidde med som lytter; at kunstneren på alle måder er vedkommende, har en enestående vokal og besidder den helt rigtige attitude – men at sangene bare ikke kan følge med.
Og egentlig er det underligt. For Tove Lo har lavet bangers af en anden verden tidligere i sin karriere. Tag bare ‘Cool Girl’, ‘Talking Body’ og ‘Disco Tits’. De er catchy, kraftfulde og virkelig velskrevne. Men mængden af fyldnumre i Tove Los repertoire er efterhånden for stor, og det er ærgerligt, at ‘Sunshine Kitty’ nærmest bliver én lang higen efter bare én sang, der kan måle sig med de tidligere hits.
De eneste rigtig klubbede numre er ‘Jaques’ featuring Jax Jones, hvor man mærker noget af den karakteristiske Tove Lo-energi, og den boblende ‘Really Don’t Like You’, der får besøg af ingen ringere end Kylie Minogue.
Sange som dem understreger, at der er gode ting at hente på ‘Sunshine Kitty’, og førstesinglen ‘Glad He’s Gone’, der er bygget op omkring en lille Joni Mitchell-reference (»You’re better of, I’m glad that he’s gone« lyder meget som ‘Big Yellow Taxi’), er klart et af albummets stærkeste numre. Det er sådan en sang, der formår at gøre noget andet, end hvad Lo plejer. Her er det ikke de samme uldne synths, der sætter dagsordenen, men derimod et spinkelt guitar-riff og en døsig vokal. Det samme gør sig gældende for ‘Equally Lost’, der har en vuggende sommerstemning og med spansk guitar næsten leder tankerne hen på danske Vera.
Efter en god håndfuld gennemlyt begynder man langsomt at fornemme nuancerne i de mere nedtonede numre på ‘Sunshine Kitty’, som for eksempel ‘Come Undone’ og ‘Mateo’, og det er heller ikke fordi, at der er tale om direkte dårlige popsange. Men hvor ville det dog have været et meget mere spændende album, hvis Tove Lo højnede sit musikalske ambitionsniveau, så det faktisk ville matche hendes attitude og tekster.
Kort sagt:
Tove Lo har den helt rigtige attitude og en unik vokal, men sangene i hendes popunivers er langt fra lige så interessante som hende selv.
Læs også: Tove Lo giver koncert i København