15 kugleskøre episoder fra 10’erne, vi aldrig glemmer – fra Ghita-gate til Kanye i Det Hvide Hus

15 kugleskøre episoder fra 10’erne, vi aldrig glemmer – fra Ghita-gate til Kanye i Det Hvide Hus
Kanye West i Det Hvide Hus.
Foto: Oliver Contreras - Pool/Getty Images
De seneste uger har vi kigget tilbage på 10’erne med omfattende lister og dybdegående analyser. Men der skal også være plads til at skeje lidt ud! Derfor mindes vi her en række af de skøreste WTF-øjeblikke fra filmens og musikkens verden, der satte gang i snakken henover frokostbordet og fredagsøllen. Og som ætsede sig fast i vores popkulturelle hukommelse.

1. Fyre Festival brænder sammen (2017)

En sølle ostemad, ødelagte telte og en flok strandede rich kids i det caribiske øhav. Det lyder som et dårligt reality-program, men det var faktisk det syn, der ramte de sociale medier, da den såkaldte luksusfestival Fyre brændte sammen for øjnene af os alle i 2017.

Det skulle dog senere vise sig, at festivalens endelige sammensmeltning blot var toppen af isbjerget, da vi med dette års Netflix-dokumentar ’Fyre: The Greatest Party That Never Happened’ fik et foruroligende indblik i den mildest talt, ja… kugleskøre proces bag festivalens tilblivelse.

De to udspekulerede bagmænd Billy McFarland og den fallerede rapper Ja Rule badede i hyrede Instagram-modeller og sejlede ubekymrede rundt på vandscootere, mens deres absurde gudekomplekser fik dem til at ignorere samtlige advarselstegn. Og selv om der utvivlsomt var noget svært tilfredsstillende ved at se den slags virkelighedsfjern hybris blive ramt af uundgåelig nemesis i form af internettets latterliggørende meme-hævn, så står Fyre Festival egentlig tilbage som en ganske tragikomisk fortælling, der udstillede alt, hvad der er galt med den overfladiske influencer-tidsalder, vi lever i.

 

Sean Penn bonder med El Chapo.

2. Sean Penn interviewer El Chapo med pikken i hånden (2015)

Hollywoods forhenværende enfant terrible Sean Penn genererede overskrifter verden over, da han i 2015 ’scorede’ et interview med verdens største narkobaron, El Chapo, som på det tidspunkt gemte sig fra politiet. Penns artikel til Rolling Stone var fascinerende læsning, men skuespilleren fik skarp kritik for at glorificere narkobaronen – om end projektet, ifølge mexicanske efterforskere, på absurd vis faktisk hjalp myndighederne med at pågribe El Chapo igen. Ikke lige det udfald, interviewpersonen selv havde regnet med.

Penns påtagede gonzo-stil fremstod ufrivilligt komisk. Som da han beskrev, hvordan han slog en streg før afgangen mod El Chapos skjulested: »Med pikken i hånden tænker jeg på den som én af de kropsdele, der er følsomme over for irrationelle narkotypers knive, og jeg tager et sidste ømt blik, før jeg stikker den ned i bukserne igen«.

Hvis man vil gå i Hunter S. Thompsons fodspor, må man også kunne tage de medfølgende tæsk, og det kunne Penn ikke, da modreaktionen ramte. Endvidere blev stjernen og samarbejdspartneren Kate de Castillo rygende uvenner, da sidstnævnte, meget imod Penns vilje, klippede deres fælles dokumentarserie ’The Day I Met El Chapo’ om for Netflix. Og skuespillerens image er aldrig kommet sig.

 

3. #Elevatorgate: Solange vs. Jay-Z (2014)

Jay-Z, Beyoncé og Solange træder ind i en elevator og så… ja, man venter næsten på en punchline, og det fik man på sin vis også – i bogstavelig forstand.

I 2014 var trioen på vej hjem fra en MET-galla efterfest, da de blev fanget på en hotelelevators overvågningskamera. På den uforglemmelige optagelse så vi en decideret arrig Solange overfuse Jay-Z med slag og spark, selv om hun holdes tilbage af en bodyguard – alt imens en passiv Beyoncé ser til, mens søsteren overfalder hendes mand.

Rygterne gik hurtigt om, at Jay skulle have haft gang i lagenaktiviteter uden for ægteskabet, hvilket i lys af både Beyoncés senere ’Lemonade’ og Jay-Z’s egen ’4:44’ lyder som en ganske plausibel forklaring.

Jay-Z og Solange er sidenhen blevet forsonet, og Beyoncé kommenterede sågar episoden på sit remix af ‘Flawless’ med den overskudsagtige linje: »We escalate / up in this bitch like elevators / of course shit goes down / when there’s a billion dollars on an elevator«. 

4. Charlie Sheen praler af sit »tigerblod« (2011)

Charlie Sheen er fordommene om sitcom-hasbeens tro respirator. Og det var tåkrummende kastrerende at høre ham prale med sine overlegne drug-banging-egenskaber og purunge pornostjernekærester, da han efter fyringen fra ’Two and A Half Men’ i 2011 begik et speedsnakkende karaktermord på sig selv i Good Morning America. Et interview, der til dags dato får »Choose Life«-monologen fra ’Trainspotting’ til at lyde som den lille tabel.

Til Sheens forsvar er det også svært at undgå lortesager, når man spiser kokain til morgenmad (som da han »kom til« at skyde sin forlovede, eller kalde sin ekskone Denise Richards et »svin« på Twitter). I tv-indslaget blev det dog utvetydigt bekræftet, at hans 80’er-selvfede momentum som charmerende bad boy var opbrugt. Spurgt ind til sin bipolaritet, svarede Sheen: »Jeg er bi-WINNING!«. Det eneste euforiserende stof han erkendte sig til, var »et ved navn Charlie Sheen. Hvis du prøver det én gang, dør du«. Og arrogancen ville ingen ende tage, da han ligefrem hævdede at have »tigerblod« i årerne.

 

5. Miley Cyrus rækker tunge og twerker amok til MTV VMA (2013)

»It’s our party we can do what we want«, sang Miley Cyrus på ‘We Can’t Stop’, og man kan i hvert fald ikke beskylde hende for ikke at efterleve sit eget mantra. Da hun trådte på scenen til MTV Video Music Awards i 2013 for at spille netop det hit, var det således i et hudfarvet sæt undertøj omringet af teddybjørne, mens hun twerkede op af Robin Thicke med tungen hængende ud af munden.

På den måde fik Cyrus endegyldigt lagt sin fortid som det dydige Disney-fænomen Hannah Montana i graven, samtidig med at hun leverede en af dette årtis klart mest mindeværdige og uden tvivl kugleskøre optrædener.

Se bare hvor akavet hele hendes optræden er for både Drake, Rihanna og One Direction, hvis reaktioner – eller rettere mangel på samme – MTV’s kameraer selvfølgelig har fået foreviget undervejs.

 

6. Oscar-fadæsen ’Moonlight’ vs. ’La La Land’ (2017)

Hverken seere eller stjerner vil nogensinde glemme de kaotiske sidste minutter af Oscar-showet 2017, da aldrende Faye Dunaway fejlagtigt udråbte Damien Chazelles musical ’La La Land’ som vinder af bedste film, fordi hun og med-presenteren Warren Beatty havde fået udleveret en forkert kuvert.

’La La Land’-holdet takkede Gud og mor på podiet indtil en af filmens producenter efter alt for mange minutter fik det rigtige kort i hænderne og annoncerede, at vinderen i virkeligheden var Barry Jenkins’ lille indiefilm ’Moonlight’. Jenkins og co. græd af glæde, salen gispede og råbte, og Ryan Gosling stod midt på scenen og fnes over hele miseren. Vært Jimmy Kimmel forsøgte at smile skyerne væk: »Husk, at det bare er et prisshow!«. Men intet kunne mindske skandalen, der skrev øjeblikkelig Oscar-historie.

Revisionsfirmaet PWC, som i 83 år havde stået for vinderkuverterne, tog det fulde ansvar, og de ansvarlige blev fyret. »De har ét job. Ét job!«, rasede Oscar-akademiets daværende præsident Cheryl Boone Isaacs. En virkelig dårlig nat for Chazelle og PWC – gyseligt underholdende for alle andre.

 

 

7. Del Tha Funkee Homosapien falder ned fra Orange Scene (2018)

Så du Gorillaz på Roskilde i 2018? Det spørgsmål vil sikkert blive stillet mange år ud i fremtiden, og desværre ikke kun fordi det var en god koncert, men også fordi den indeholdt en af nyere musikhistories værst timede sceneulykker.

Publikum var euforiske. Damon Albarn og co. havde netop spillet næsten to timers forrygende musik inden de smed trumfkortet i form af ’Clint Eastwood’. Albarn indledte sangen med mundharmonika og et par omkvæd, inden rapperen Del Tha Funkee Homosapien selvsikkert vandrede ud på scenen for at indlede sit ikoniske vers med linjen: »Finally / someone let me out of my cage«.

Desværre fik han ikke lang tid uden for buret, før han desværre trådte lige ud over scenekanten i den måske mest antiklimatiske koncertafslutning nogensinde på Roskilde Festival. Efter et par minutters uro forsikrede Damon Albarn publikum om, at Del nok skulle klare den. Det kom dog senere frem, at rapperen havde pådraget sig hele syv brækkede ribben og en punkteret lunge, hvilket da også efterfølgende fik ham til at kritisere Roskilde Festivals sikkerhedsforhold på scenen.

 

Ghita Nørby i Bille Augusts ‘Stille hjerte’. (Foto: Rolf Konow/SF Film)

8. Balladen om divaen, radioværten og den virkelig store mikrofon (2019)

»Ska’ viii laaaave en kop te?« blev for 10’erne hvad »Baaare ærgerligt, Sonnyboy!« var for 90’erne. Og delte det ganske land op i #TeamGhita og #TeamZeuthen, som var dansk films grande dame Ghita Nørby den forurettede part i en saftig kendisskilsmisse, der udstillede kulturelitens frydefuldt skamfulde sladderbladsliderlighed.

Det vil være en underdrivelse at sige, at mødet mellem Ghita og journalist Iben Maria Zeuthen kørte af sporet, da de to skulle lave et maratoninterview til Radio24syv. Det kørte med 140 i timen ud over bjergskråningen og drattede ned i en times grænseoverskridende frit fald, hvori Die Ghita kastede et væld af ringtone-værdige svadaer af sig a la »Jeg synes, du er dybt åndssvag. Du er sentimental« og; »Når jeg har snakket færdig med dig, skal jeg så lægge mig ned i kisten og dø?«.

Ghita forstod ikke, hvorfor mikrofonen skulle fylde så meget og følte, at Radio24syv fiskede efter et morsomt meltdown på hendes bekostning. Ellers erfarne Zeuthen havde trøffelpølse med i picnickurven.

Divaen var grov – men hun havde jo også lidt ret.

 

9. Kanye besøger Trump i Det Hvide Hus (2018)

Det er svært at vælge mellem alle de kugleskøre episoder, Kanye West har leveret op igennem årtiet – fra Taylor Swift-beef og rockstjernekommentarer til »poop di scoop« og ‘Bohemian Rhapsody’ på Glastonbury. Men på toppen af det vanvidsbjerg, der har været 10’ernes Kanye, finder vi alligevel hans kontroversielle og universelt udskældte relation til selveste USA’s præsident Donald Trump.

En ‘alliance’, der kulminerede, da Kanye efter at have bekræftet sin støtte til Trump blev inviteret på visit hos præsidenten i Det Hvide Hus.

Det besøg resulterede i et mildest talt bizart og ekstremt veldokumenteret møde, hvor en manisk Kanye blandt andet holdt en lang usammenhængende enetale om fængselsreformer, alternative universer, psykiske diagnoser, flyvemaskiner og supermand, inden han sluttede af med at give Trump et akavet kram.

Episoden kom selvsagt under kærlig behandling af både internettet og også ‘Saturday Night Live’, der tog kegler med en ret så præcis gengivelse af det absurde scenarie.

 

Johnny Depp til premieren på ‘Pirates Of The Caribbean: Dead Men Tell No Tales’ i 2017. (Foto: Rich Fury/Getty Images)

10. Johnny Depp blotter både sjæl og brandert i Rolling Stone (2018)

I 10’erne gik glansen for alvor af 80’er og 90’ernes Hollywood-brat pack, hvis suave de vivre endte i druk, rehab og skilsmisser på stribe fra partnere, der havde fået nok af midaldrende ’drengerøvsstreger’. Brad Pitt, Ben Affleck, Sean Penn og Charlie Sheen var alle nede og bide i støvet, men Johnny Depp, den mest tøjleløse Hunter S. Thompson-wannabe-boheme af dem alle, er slet og ret slet ikke vågnet fra sin brandert endnu. Og gør det nok aldrig.

Det stod klart da Rolling Stone publicerede et langt, absurd interview med stjernen, der tilsyneladende var gået fra at være den bedst betalte skuespiller i La La Land til kukuk excentriker, der spenderer alle vågne (natte)timer alkoholiseret bag sikkerhedshegn uden tætte venner og med lutter kuldsejlede forhold i bagagen. Såvel som voldsanklager fra ekshustru nummer to og retssager imod tidligere ansatte.

Interviewet blotlagde Depps kaotiske pengeforbrug, der blandt andet inkluderede to millioner dollars om måneden på impulskøb og 30.000 dollars på vin, ifølge hans tidligere management bureau (»det var meget mere!«, pralede Depp), og fem millioner på at skyde sin afdøde ven og mentor Thompsons aske aske ud af en kanon. Den 56-årige stjerne fortalte endvidere, at han under filmoptagelser altid lytter til lyde i en øresnegl. Så han kan spille skuespil »kun med øjnene«: »Jeg lytter til sækkepiber, en grædende baby og detonerende bomber«, bedyrede Depp, der også mente, at USA kunne have fanget Osama bin Laden langt hurtigere, hvis militæret havde tæppebombet Al Qaeda med LSD.

72-timer-interviewet var sat i stand af Depps bagland for at udøve en vis image-damage control, men backfirerede eklatant, da Depp forblev skiftevis stankstiv og høj på diverse opkvikkere og kun kom frem om natten. Det var ikke bare uheldig pr, men det sidste søm i ikonets kiste. Goodnight and good luck, Johnny-boy.

 

11. Pusha-T outer Drakes søn Adonis (2018)

»You are hiding a child«. BAM!

Med ‘The Story of Adidon’ udsendte Pusha-T årtiets nok hårdeste og mest skelsættende diss-track, der ganske enkelt røbede (for hele verden) det faktum, at Drake har en søn ved navn Adonis, som han havde holdt hemmelig for offentligheden.

Ingen, ingen, husker efterhånden, at det faktisk var Drake, der startede krigen med diss-tracket ‘Duppy Freestyle’ – godt nok efter en lille linje på Pushas ‘Infrared’, som kunne læses som en hån af Drake i kølvandet på canadierens ghostwriter-skærmydsler med Meek Mill.

Som prikken over i’et havde Pushas hold gravet et gammelt billede af Drake i blackface frem, og i ugerne efter gik snakken på, hvor langt det er tilladt at gå i diss-trackets sfære. For er der noget, der er helligt, når rappere går i lyrisk krig? Pusha gik også efter Drakes far og gjorde grin med canadierens producer Noah ’40’ Shebib og dennes sygdom.

Det var et vanvittigt spektakel, hvor der hele tiden blev kastet nyt brænde på bålet. For hvem havde rent faktisk sladret til Pusha om Adonis? Var det Kanye? Var det Shebib, der havde talt over sig? Hiphopdrama for alle pengene.

 

12. Lars von Trier sympatiserer med Hitler i Cannes (2011)

Glem bestialsk kvindevold og afskårne vaginaer: Lars von Trier genererede sin karrieres største palaver in character som sig selv på det nu sagnomspundne pressemøde i Cannes i forbindende med ’Melancholia’ i 2011.

Her ytrede instruktøren de famøse fraser: »Jeg ville virkelig gerne have været jøde, men så fandt jeg ud af, at jeg virkelig var nazist«. Efterfulgt af: »Hvad kan jeg sige? Jeg forstår Hitler«.

Mens filmens hovedrolleindehaver Kirsten Dunst blev stadigt strammere i betrækket ved siden af, forsikrede von Trier journalisterne om, at en pointe var på vej. Men al fornuftig kommunikation var for længst lost in translation, og de første forargede overskrifter allerede på vej inden mødet blev ophævet.

Udtalelserne medførte, at Cannes-darlingen von Trier blev erklæret ’persona non grata’ på verdens højest respekterede festival – en karantæne, der først blev blødt op sidste år, hvor ’The House That Jack Built’ blev vist på festivalen. Uden for konkurrence, vel og mærke. Dunst, som ellers vandt prisen for bedste skuespillerinde på Cannes for ‘Melancholia’, har aldrig arbejdet sammen med von Trier igen. Men, som hun fortalte for nylig, så ringer hun til ham på hans fødselsdag hvert år – udelukkende fordi, det også er hendes egen fødselsdag.

 

 

13. Macklemore og Adele undskylder for at vinde Grammy-priser (2014 og 2016)

Det er fedt at vinde – men måske knap så fedt, hvis både hele verden og måske endda også en selv synes, sejren er ufortjent.

I 2014 var hele den kollektive musikverden således i chok over, at Macklemore vandt to Grammy-statuetter for både Bedste rapalbum og Bedste nye navn foran langt mere værdige (objektivt set) kunstnere som Kanye West, Drake, Jay-Z og ikke mindst Kendrick Lamar. Og det lader til, at Macklemore selv var ganske enig, da han sendte en omstridt sms til netop Lamar med ordene: »You got robbed. I wanted you to win«. Tak for den, Macklemore.

I 2016 gentog historien sig, da en grådlabil Adele måtte på scenen for at modtage en Grammy for Årets album, mens en skuffet Beyoncé, der var nomineret for mesterværket ’Lemonade’, måtte se sig slået. Også her brugte Adele en stor del af sin egentlig ret rørende takketale på at skamrose og hylde Beyoncé, hvis album hun kaldte »monumentalt«.

Både Macklemore og Adele har måske nok haft gode intentioner… Men som ethvert menneske, der har konkurreret i nogen disciplin, hvad end det så var miniputfodbold eller elitesport, ved, så findes der ikke noget værre end at blive nummer to – og det sidste man har brug for i dén situation er en besked fra vinderen om, at man burde have vundet. Især når man selv var storfavorit.

 

14. Shia LeBoufs nedsmeltning (2013-)

Da barnestjernen Shia LaBeouf fik sit store gennembrud i slut 00’erne i først ’Transformers’ og så i den fjerde ’Indiana Jones’-film, var der ikke nogen antydninger af, at den unge leading-man ville komme til at skabe en perlerække af 10’ernes mest famøse mediestunts.

Det startede med rygterne om, at LaBeouf var gået method-amok på settet til filmen ’Lawless’, og havde knockoutet Tom Hardy (der selv bekræftede den halve historie). Plagiatbeskyldninger fulgte i 2013, da LaBeoufs kortfilm ’HowardCantour.com’, viste sig at have ’lånt’ fra tegneserieskaberen Daniel Clowes, og skuespilleren postede undskyldninger i en lind Twitter-strøm. Men hver af disse var på bizar vis selv plagiater af tidligere undskyldninger.

Det var kun begyndelsen:

På Berlin-filmfestivalen i 2014 udvandrede skuespilleren fra pressemødet for Lars von Triers ’Nymphomaniac’ med citatet »When the seagulls follow the trawler, it’s because they think sardines will be thrown into the sea« – nuppet fra den franske fodboldspiller Eric Cantona, der to årtier forinden var skredet fra et pressemøde med samme ord. Senere på festivalen betrådte LaBeouf den røde løber med en papirspose på hovedet med påskriften »I am not famous anymore«, og medierne svælgede i, om stjernen mon havde tabt sutten for good, eller om han havde gang i en slags performance-kunst (ærligt, juryen er stadig ude).

Siden livestreamede LaBeouf sig selv, mens han så alle sine film, og annoncerede, at han ville lave en dokumentar om Trump. Han erkendte imidlertid også, at han er alkoholiker og senest, at han er blevet diagnosticeret med PTSD ovenpå sin barnestjernefortid.

 

15. Fergie massakrerer den amerikanske nationalsang (2018)

Det er efterhånden en mangeårig tradition i USA at indlede enhver større sportsbegivenhed med en storladen udgave af den amerikanske nationalhymne – helst fraseret til døde af en af tidens mere eller mindre aktuelle popstjerner.

I et af årtiets klart mest cringeworthy øjeblikke så vi således det tidligere Black Eyed Peas-medlem Fergie massakrere ’The Star Spangled Banner’ med sin fuldstændig overdrevne fortolkning, hvor hun forud for NBA All Star-kampen forsøgte at sexe det hele lidt op ved hjælp af nærmest skizofrene skift mellem et mislykket forsøg på en kælen klang og pludselige udbrud af fuldstændig ukontrolleret belting.

Det sjoveste ved det hele er dog næsten, hvordan de hårdtprøvede basketballspillere og publikum, der blandt andet tæller Chance the Rapper og Jimmy Kimmel, må kæmpe for at holde masken undervejs.

En ting må man dog give Fergie: Hun fortsætter ufortrødent og slutter endda af med – fuldstændig upåvirket – at råbe det episke citat: »Let’s play some basketball!« Ja, lad os endelig.

LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne

Læs også: De 20 vigtigste danske album i 2010’erne

Læs også: De 25 vigtigste serier i 2010’erne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold