Steve Lacy blev hyldet for hvert eneste lille (fejl)trin i Pumpehuset

Steve Lacy blev hyldet for hvert eneste lille (fejl)trin i Pumpehuset
Foto var ikke tilladt i Pumpehuset – her er Steve Lacy i Los Angeles, 2017.
Foto: Kevin Winter/Getty Images
3 6
Steve Lacy

Koncert, Pumpehuset

Den første tegning, jeg kan huske, jeg gav min mor, gjorde hende glad. ’Sådan – I got this shit’, tænkte jeg (formentlig formuleret lidt mere børneagtigt). Blåøjet og begejstret forsøgte jeg at gentage succesen. Jeg forærede hende tegninger i en lind strøm, og et sted i strømmen droppede jeg at kæle for motivet – give solen solbriller på, gøre himlen blå og alt det der.

Havde min mor kvitteret med samme entusiasme for hver evigt eneste tegning, havde jeg aldrig lært at gøre mig rigtigt umage. Heldigvis bad hun mig tage mig bedre tid, skrue ned for farvelademaskineriet og prøve at tegne noget andet end den hellige hus-, hund- og solskin-treenighed.

Tirsdag aften var Pumpehuset fyldt med min mor anno første tegning. Ukritiske, overmåde entusiastiske typer, der hyldede Steve Lacy for hvert eneste skridt, han tog på scenen. Hyldesten er ham virkelig vel undt: Han er en inspirerende, nysgerrig musiker og en dybt sympatisk, gennemcharmerende sjæl på en scene. Men det føles som om, han på sin Apollo Tour ganske enkelt ikke får det modspil, det kræver at gøre sig rigtigt umage. Og hvorfor skulle man også, når man kan slippe afsted med alt?

Modspillet (slet ikke at forveksle med hverken uvilje eller modstand; men derimod blot en art af alle parter ønsket afbalancering­­), jeg eftersøgte, manglede ikke kun hos publikum, der entusiastisk producerede jubel-ad-libs i hælene på selv de mest minimale af hovedpersonens anstrengelser – vellykkede som fejlslagne. Det kvalificerede modspil manglede på scenen, hvor Lacys ellers så frydefuldt detaljerige kompositioner med alt, de indebærer af rige instrumenteringer og kor, blev varetaget af en dj frem for det band, man måske nok kunne have ønsket sig. Og det manglede hos lydmanden, der skånselsløst slagtede det, der kunne have været så stemningsfuldt, i én stor basmassakre.

Steve Lacy halsede igennem debutalbummet ’Apollo XXI’ fra ende til anden. En plade, hvis skønhed består i dets detaljerigdom, dets tilbagelænede sensualitet og stemningsfulde intimitet. Lacys flair for de funkede lagenballader og smægtende soul-udskejelser fornægtede sig ikke, om end hans vokal lige så ofte ramte plet, som den ramte helt ved siden af. Men den helt særlige, varme stemning, der gennemsyrer det Lacy’ske univers, kræver ganske enkelt mere fokus, mere koncentration og mere umage (samt en lydmand med mindre bas i blodet, men lad nu ikke det ligge Lacy til yderligere last), før den for alvor ville kunne have smyget sig ud over scenekanten og ind i såvel hjerter som underliv, som den gør på pladen.

Turen gennem ’Apollo XXI’ havde dog momenter, hvor Lacy lod roen falde over sig, og han gav sine instrumenter (herunder både guitar, bas og vokalen, ikke mindst) den indsats, de fortjener. ’C U Girl’ hen mod slutningen var et eksempel på, hvor meget nærvær og inderlighed, Lacy kan lange over scenekanten – og hvor sublimt, det kunne have været, hvis det blot havde været standarden.

Efter ’Apollo’-turen tog Lacy forbi et nyt højenergisk, men desværre meget lidt imponerende og ret ueffent forfattet raptrack før den store finale, der tog os lidt længere bagud i bagkataloget til demoperlerne ’Ryd’ og ’Dark Red’ – begge gudskelov i et tempo, der ydede dem nogenlunde retfærdighed.

Som ’Dark Red’ lukkede og slukkede showet et sted under publikummets lovprisningsudråb, stod det ganske klart, at Steve Lacy er en dygtig kunstner. Men det kræver en større indsats, før hans kunst for alvor vil kunne imponere i levende live.


Kort sagt:
Steve Lacy udviste evnerne til at kunne charmere Pumpehuset helt i knæ, men hastede sig igennem debutalbummet ’Apollo XXI’ under en mudret basmassakre uden den overbevisende dedikation og den umage, det ville kræve, før hans sensuelle ballader for alvor ville kunne gengive den særlige, intime stemning, de formår på plade.

Læs anmeldelse: Solodebuten fra The Internets Steve Lacy er et (lidt for) sexet sommersoundtrack

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold