Weyes Blood i DR Koncerthuset: Én enormt smuk sang fortjener næsten en hel anmeldelse for sig

Weyes Blood i DR Koncerthuset: Én enormt smuk sang fortjener næsten en hel anmeldelse for sig
Weyes Blood i DR Koncerthuset, Studie 2.
Foto: Sebastian Apel/Soundvenue
Weyes Blood i DR Koncerthuset: Én enormt smuk sang fortjener næsten en hel anmeldelse for sig
5 6
Weyes Blood

Koncert, DR Koncerthuset, Studie 2

Da Weyes Blood trådte på scenen i DR Koncerthusets Studie 2, var hun iført hvidt fra top til tå. Det er hun som sådan tit, blandt andet da hun i sommer gæstede Roskilde Festival. Men denne torsdag aften fik det hvide outfit nogle helt nye dimensioner, især i forhold til hvordan det spillede sammen med lyset.

Under ‘Seven Words’ stod hun som en lyssøjle midt i mørket, som var hun en skæppe af håb midt i verdens grusomheder. Til ‘Movies’ og ‘Mirror Forever’ brugte hun tøjets blanke facade som lærred for projektioner, der fik det til at fremstå som om, hun var under vand. Det var som om, hele lysshowet var bygget op omkring denne hvide jakke, og det må jeg tage hatten af for.

Og ja, der er så også en vis parallel til alskens Jesus-ikonografi – men den blev aldrig italesat, og den føltes hverken for åbenlys eller påtrængende. Især fordi Natalie Mering, som hun i virkeligheden hedder, altid føltes i øjenhøjde med os i publikum. Hun snakkede kortvarigt mellem hvert nummer, hvor hun gav os en smule kontekst til sangene, jokede en smule, eller stillede os et par spørgsmål, både om hvorvidt vi troede på månelandings-konspirationer, og om vi var rygere.

Den jordnære Mering kom dog også til udtryk på knapt så lette punkter. Hun var umulig ikke at føle medlidenhed med, som hun tænksomt kiggede indad under ‘A Lot’s Gonna Change’, lod sin vrede komme diskret til udtryk på ‘Everyday’, eller lukkede op for sin yderste desperation på ‘Wild Time’.

Særligt smuk blev ‘Picture Me Better’, hvor det ellers ofte frembrusende band gik ned i gear. Inden sangen dedikerede Mering sangen til en af sine venner, der for nyligt havde begået selvmord. Denne underspillede fremførelse fik et strejf country i guitaren, og disse små countryelementer blev ganske smukt ved med at være der i løbet af de efterfølgende par sange.

Hendes band var også en stor del af årsagen til, at koncerten var så medrivende. Med sig havde Mering ligesom på Roskilde en guitarist, en trommeslager, en keyboardist og en bassist, hvor de to sidste også agerede korsangere, og bassisten på de mere elektronisk orienterede sange spillede synthbas i stedet. Selv spillede Mering til tider også både synthesizer og akustisk guitar, men hendes fokus var selvsagt på vokalen.

Weyes Blood i DR Koncerthuset, Studie 2. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Inden der gik county-twang i den fra guitaristens side, kanaliserede han tit Queens Brian May med sine barokke toner – og på ‘Do You Need My Love’ og ‘Diary’ gik der endda momentvis decideret støjrock i hans strenge. Bassisten sørgede for at give en del fylde, men der var altid en vidunderlig klarhed over hvordan hendes instrument var placeret i lydbilledet, og på numre som ‘Wild Time’ og ‘Something to Believe’ tilføjede hun lidt dejlig kant.

Keyboardisten var lidt mere stilfærdig i sit udtryk, men hans bidrag var altid charmerende og velintegrerede. Trommeslagerens rytmer gav for det meste sangene slagkraft og puls – men han kunne også bidrage med noget intensitet, blandt andet under højdepunktet ‘Movies’.

Merings optræden med ‘Movies’ kunne næsten fortjene en hel anmeldelse for sig selv. Nummeret gik længe med kun Merings vokal over nogle svimlende synths, og senere kom koret på, hvilket blot gjorde spændingen endnu mere pirrende. Trommeslageren tilføjede da noget ekstra æterisk stemningsopbygning med sine bækkener. Det var nærmest postrocket – og så smed Mering sin hvide jakke til et brag af et drop. Det var enormt smukt.

Det var alt, jeg havde håbet fra en Weyes Blood-koncert, og jeg følte mig godt og grundigt følelsesmæssigt bevæget, da jeg gik fra DR Byen.


Kort sagt:
Weyes Bloods optræden i Studie 2 var velspillet, vellydende og velsammensat. Aftenens hovedperson gik stilfuldt fra at være smilende og humoristisk til at være dybtfølt og intens – og igennem det hele var musikken pragtfuld.

Læs interview: Weyes Bloods succesalbum er et klimaopråb: »Jeg havde håbet, flere ville bide mærke i symbolikken«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold