Wickys fans ser ham som den danske Playboi Carti: »Det er lidt kult-agtigt«

Mød den danske rapper, der har introduceret landet for en ny lyd – og som på rekordtid har opbygget en ekstremt dedikeret fanskare, der ikke er bange for at tage kampen om med store danske artister.
Wickys fans ser ham som den danske Playboi Carti: »Det er lidt kult-agtigt«
Wicky. (Foto: Gustav Laursen)

15 MINUTTER MED … »Føler der en meget vigtigt undergrundsrapper, der mangler her«.

Sådan står der i en kommentar under videoen til Kesi-sangen ‘Brutalt’ på YouTube, hvor hele seks danske rappere skiftes til at rappe over en produktion, der nikker til den såkaldte new jazz-subgenre, der er en mere syret, spacey variant af trap.

Kommentaren hentyder til en rapper, der har skabt sig noget af en kultfanbase i den danske hiphopundergrund: Wicky.

Han har en ekstremt dedikeret gruppe af tilhængere, der glædeligt rejser fra den ene ende af landet til den anden for at gå grassat til rapperens rowdy shows. Og som altså er så dedikerede, at de tropper op i diverse kommentarspor på YouTube, når de føler, Wicky bliver overset. Se også: ‘Ousside’ af Noah Carter.

Det er noget tid siden, sådan en følgerskare er opstået organisk i den danske undergrund, men det er også noget tid siden, vi har set en ny rapper med en så original stil. Hør bare, hvordan en sang som ‘Swipe det’ har foregrebet de lyde, der er begyndt at boble op i mainstreamrappen i 2024.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Wickys lyd trækker både på førnævnte new jazz-æstetik og amerikansk rage-rap som Yeat, men har også referencer til Pizzagang og den danske Soundcloud-rapscene omkring kollektivet 25/8.

Den seneste tid er Wicky lige så stille ved at gå fra undergrund til at være en smule tættere på mainstreamen. Han har spillet til Fraads’ afskedsfestival samt senest udgivet singlen ‘Blitz’, der ifølge ham selv har en noget mere tilgængelig lyd.

I den forbindelse har vi fanget den unge rapper til en 15 minutter lang snak.

Hvordan opstod din nye single ’Blitz’?

»Vi indspillede den for et år siden i Jylland på en tour, hvor vi arbejdede på projektet ’Evigt op’. Men den passede ikke ind på det projekt. Så vi har haft den liggende i et år, og det har været alle i campens favorit. Så tænkte vi: Lad os smide den ud nu, for hvis vi kan lide det, er der 100 procent andre, der også kan«.

Hvorfor passede den ikke ind på ’Evigt op’?

»Lyden på ’Blitz’ er mere mainstream-appealing og mere tung. Det giver lidt viben af at se en film som ’Underverden’. Det passede ikke sammen med de fem sange fra den ep«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Du har for nylig spillet til Fraads’ afskedsfestival. Har du en særlig forbindelse til dem?

»Mig og Papa (frontmand i Fraads, red.) er venner, og vi har talt om at lave musik sammen. Men vi har ikke været i studiet endnu, fordi de skulle færdiggøre Fraads«.

Jeg interviewede Fraads for nylig, og der talte Papa E en del om, hvor rowdy og dedikerede dine fans er.

»Det fællesskab, vi har bygget over to og et halvt år, er noget af det, jeg er mest stolt af. Folk føler, de er med i noget, der er større end musikken. Noget, der har bare en lillebitte indvirkning på dansk kultur. Både gennem musik, fashion og sproget, vi er ved at udvikle. For et halvt år siden var der ingen, der forstod, hvad jeg sagde. Men nu føler jeg, folk forstår mig«.

Hvordan føles det at blive forstået af sådan en fanskare?

»Det er vildt. I år har vi spillet 15 shows, og folk kommer fra Aalborg og Aarhus hele vejen til København for at se et show, der varer 30 minutter. Det er en vild følelse«.

»Da jeg havde 100 eller 200 følgere, udgav jeg mit første projekt, som hed ’SAB’. Og inden for tre uger var der en dreng, der havde fået afbleget sit hår og skrevet bogstaverne ’SAB’ i baghovedet med blå skrift. Nogle andre gutter havde lavet deres egne plakater til deres værelser, og de sendte mig billeder af det. Det var super urealistisk. Det er lidt kult-agtigt«.

Wicky. (Foto: Niels Dyrvig)

Apropos ’SAB’: Det udtryk fylder meget i dit univers. Hvad betyder det egentlig?

»Bogstaverne står ikke for noget. Vi havde det sjovt med, at vi kunne lave et ord og håbe på, at folk ville give det deres egen mening. Det er ikke så meget betydningen af ordet, men betydningen af fællesskabet, som vi tænker over«.

Hvad er den vildeste oplevelse, du har haft med dine fans?

»Vi spillede i Dream City på Roskilde Festival, hvor vi ikke havde nogle forventninger om hvor mange, der ville komme. Til sidst stod der 700 mennesker. Vi havde udgivet sangen ’Up Sab’ tre dage inden, så det var lidt et risk at spille den. Men alle mennesker i crowden sang den ord for ord. Den norske artist Moe3 er med på sangen, og han var taget hele vejen fra Oslo for at spille. De sang også hans vers, selvom det er på norsk, og ingen rigtig forstod, hvad han sagde. Det var en af de fedeste oplevelser«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Er der en særlig udgivelse, du er mest stolt af?

»Hele ’Sabbeste’-pladen er jeg rigtig stolt af. Den tog os fra 1.000 følgere til 4.000. Det var den, der gav rykket«.

På den plade er der features fra Lil Hawaii, der før var med i Pizzagang, og Valter, der var med i kollektivet 25/8. Har du hørt meget musik fra de crews?

»Lillebittebock, Valter og alle de gutter har inspireret mig vildt meget. Valter arbejder på alt, jeg laver nu. Han har også produceret ’Blitz’. Lil Hawaii tog mig tidligt under vingen – ham og Lille Høg og Marko (tidligere kendt som Ung Mvrko, red.). De hjalp mig med at navigere i undergrunden«.

Hvornår hookede du op med dem første gang?

»Marko og Lille Høg fandt mig, da jeg havde 200 følgere. Det var vildt, for det var folk, jeg havde set op til i lang tid. Første gang, jeg talte med Marko, kom jeg i studiet med ham. Alt, jeg havde lavet før, havde jeg indspillet hjemme på mit værelse. Pludselig følte jeg: Nu er jeg rapper«.

Wicky. (Foto: Kamille Skou Johansen)

Hvem er du ellers inspireret af?

»Jeg har hørt meget Angående Mig på det seneste. I forhold til rap lytter jeg meget til Young Thug. Og Yeat – det kommer vist ikke bag på nogen. Og så er jeg inde i en fase, hvor jeg godt kan lide dansk rap igen. Der er kommet et nyt pust med sange som ’Brutalt’ (af Kesi, red.) og ’Ousside’ (af Noah Carter, red.). Det er fedt, at der kommer undergrundslyd op i mainstreamen«.

Det er sjovt, du nævner netop de to sange, for det er blandt andet på musikvideoerne til dem, at dine fans er meget aktive. De skriver, at numrene lyder som Wicky-sange. Det minder om den type fan-aktivisme man ser i USA med Playboi Carti.

»De tager en kamp op med hvem som helst for mig. De lever for det«.

Hvor drømmer du om at stå om fem år? Vil du være stor på Gilli-måden eller har du det bedst i undergrunden?

»Det er faktisk perfekt, du spørger om det, for jeg er meget inspireret af, hvad B.O.C gjorde for dansk rapkultur. For da de startede, var de i samme position som mig, hvor de lavede musik, som ingen forstod. Og nu er de de største rappere i Danmark. Jeg vil da gerne være stor på Gilli-måden. Men jeg vil ikke være stor på Gilli-måden ved at lave Gilli-musik. Jeg vil være stor på Gilli-måden ved at lave Wicky-musik«.

Wickys single ‘Blitz’ er ude nu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af