De bedste – nr. 5: Castor Troy/Sean Archer i ’Face/Off’
Der er Nicolas Cage for fuld Nicolas Cage i John Woos eksplosive 90’er-basker ’Face/Off’, hvor han med karakteristisk mani i øjnene giver den som vanvittig terrorist. Det ses blandt andet i åbningsscenen, hvor han forklædt som præst sætter en bombe til nedtælling, alt imens han danser upassende rundt og rager på korpigerne. Halleluja. En film, der sammen med blandt andet ’The Rock’ og ’Con Air’ viste, at Cage uden problemer kunne indtage højoktane actionbrag. I ’Face/Off’ får han fornemt balanceret sit overgjorte vanvid med afdæmpet psykopati, hvilket klæder filmens fjollede plot, hvor Cage bytter ansigt med sin modstander, John Travolta som ihærdig FBI-agent.
De bedste – nr. 4: Terence McDonagh i ’The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans’
Cage har de seneste mange år indfundet sig i et utal af tvivlsomme produktioner. Men at han ikke længere formår at levere varen, er en usandhed.
Det er Werner Herzogs ’The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans’ et lysende godt eksempel på. Her får man en veloplagt Cage i rollen som korrupt og stofmisbrugende kriminalbetjent, der deler rundhåndet ud af sit operalignende overspil – og det spiller. Han hærger rundt i New Orleans efter orkanen Katrinas raseren og leverer op til flere uforglemmelige scener. Blandt andet overfuser han to stakkels gamle damer med sin pistol i fjæset på dem: »You’re the fucking reason this country is going down the drain!«
Det er syret, grotesk og absurd. Præcis som Cages fremragende præstation.
De bedste – nr. 3: Ben Sanderson i ’Leaving Las Vegas’
Det er for sin rolle som manuskriptforfatteren Ben Sanderson, at Cage har vundet sin indtil videre eneste Oscar. Det er da også en Oscar-værdig præstation for fuld udblæsning. ’Cage Classic’, om man vil. Det er i hvert fald svært at forestille sig andre i rollen som Ben, der efter at have mistet både job, familie og venner beslutter sig for at drikke sig selv ihjel i Vegas.
Det er tragisk, rørende og voldsomt. En Cage i fuld kontrol og alligevel med følelsen af, at alt kan ske fra det ene øjeblik til det næste. Elisabeth Shue spiller den prostituerede Sera, som Ben møder i syndens by. Sammen udgør de et af de mest mindeværdige par på film.
De bedste – nr. 2: Sailor Ripley i ’Wild at Heart’
Det kræver en god instruktør at tøjle Cage, og sådan en instruktør er David Lynch. Han formåede således at frembringe en af Cages mest mindeværdige karakterer: Rebellen Sailor Ripley, der sammen med kæresten Lula Pace tager flugten fra hendes dominerende mor og nogle grumme gangstere. Man får også en smag på Cages sangkundskaber, da han iført den nu ikoniske slangeskindsjakke leverer en hed coverversion af Elvis Presleys ’Love Me’ for sin kæreste, der spilles af en permanentet og skøn Laura Dern. Ja, Cage kan også spille den rå førsteelsker.
De bedste – nr. 1: Charlie Kaufman/Donald Kaufman i ’Adaptation’
Det er nok sit maniske overspil, Cage er blevet mest kendt for de seneste år, men han formår at spille på alle facetter: fra det helt subtilte til det overgjorte.
I dobbeltrollen som tvillingebrødrene Charlie og Donald Kaufman i Spike Jonzes krøllede ’Adaption’, viser han denne spændvidde og rammer alle følelser rent og oprigtigt, selv når det hele er allermest absurd. Det gælder både rollen som den depressive Charlie, der kæmper med mindreværd og at skulle adaptere bogen ’The Orchid Thief’ til film, og som den nassende og bralrende tvillingebror Donald, der vil gå Charlie i forfatter-bedene. Han giver menneskelighed til begge rollers yderpunkter og forløser følsomt og intimt virkelighedens Charlie Kaufmans spidsfindige manuskript om kærligheden og livet, virkeligheden og fiktionen.
SE NICOLAS CAGES VÆRSTE ROLLER PÅ DE NÆSTE SIDER.
De værste – nr. 5: Edward Malus i ’The Wicker Man’
Robin Hardys originale kultgyser ’The Wicker Man’ fra 1973 er en milepæl i skrækfilmgenren. Men som bekendt kan ingen filmskat vide sig sikker for Hollywoods grådige jagt på gode historier.
Således indtog Cage den nu oneliner-berømmede rolle som betjenten Edward Malus, der ender på en ø, hvor alt ikke er, som det burde være, og hvor den lokale befolkning skjuler mørke hemmeligheder. Søg blot på ’Nicolas Cage + The Wicker Man + best scenes’ for at se Cage flygte fra summende CGI-bier, ninja-sparke en pige ind i en væg og klæde sig ud som en bjørn. Nej, det er aldrig uhyggeligt, blot fjollet. Men ret skal være ret. Det er ikke Cages skyld alene, for filmens manuskript er fyldt med tunge klichéer samt replikker og scener uden mål og mening.
De værste – nr. 4: Will Gerard i ’Seeking Justice’
Selvtægts-thrilleren ’Seeking Justice’ er endnu en ligegyldig film med en stakåndet Cage i hovedrollen. Han spiller en everyday man, hvis liv vendes på hovedet, da hans kone udsættes for et brutalt overfald, hvorpå en skummel selvtægtsgruppe tilbyder ham at tage sig af gerningsmanden. Til gengæld skal Cage så bare gøre dem en lille tjeneste. Han takker ja til det lyssky tilbud, der selvsagt afføder et hav af problemer. Ja, det er noget værre vrøvl, og Cage ser mindst lige så forvirret ud, som plottet er ubehjælpsomt afviklet. Her kæmper han troskyldigt, men forgæves med en historie, der bare ikke hænger sammen. Forcerede plottwists dræner alle Cages forsøg på at skabe bare en smule dramatisk engagement. Guy Pearce ses desuden som kølig og forglemmelig skurk.
De værste – nr. 3: Will Montgomery i ’ Stolen’
Er der noget, Cage ikke må være, så er det middelmådig, og det er præcis, hvad denne famlende heist-film er. Her ser man skuespilleren i rollen som en bankrøver, der efter otte år i fængsel lukkes ud i friheden. Han vil nu leve på dydens smalle sti, men så let undslipper han selvfølgelig ikke sin fortid.
Hans datter kidnappes af en tidligere bankrøver-kollega, der nu kræver løsepenge i millionklassen. En art discount-udgave af ’Taken’. Her løber Cage forvildet rundt på taget af biler, mens han bokser til plothuller, jagter en étbenet skurk og tænker på sin lønseddel. Det er Simon West, der instruerer – manden, der havde sin instruktørdebut med Cage i ’Con Air’ i 1997. Debutfilmens veloplagthed er dog her afløst af en Cage på det jævne og en actionfilm, der aldrig kravler op af middelmådighedens hul.
De værste – nr. 2: Paul Maguire i ’Tokarev’
Cage har efterhånden spillet haft det samme sammenbidte ansigt på i lidt for mange ligegyldige action-thrillere. Således også i den klodsede hævnfilm ’Tokarev’, hvor man tydeligt mærker venstrehåndsarbejdet hos Cage, der ikke gider rollen som en eks-kriminel, hvis fortid indhenter ham. For selvom han har følelserne uden på tøjet og et automatvåben i hånden, er både hans rolle og filmen død ved fødslen. Cage forsøger ikke at kigge på uret, der tikker mod frokostpause, alt imens filmen uskønt buldrer gennem klichéerne, hvor Cages rolle er en af de største: En mand, der rammes, hvor det gør mest ondt – på familien. Hans datter kidnappes, og han tager derfor sagen i egen hånd. En bumlet afvikling samt en forjaget finale, der tester publikums suspension of disbelief, er med til at fastholde Cage i sin mest dovne copy-paste-præstation.
De værste – nr. 1: Joe i ’Bangkok Dangerous’
Uanset hvor hjælpeløse film, Cage forvilder sig ind i, vil han altid være Cage og derfor i en eller anden forstand være din tid værd. Men med dette rædderlige remake kan man godt komme alvorligt i tvivl.
Det hele er gumpetungt afviklet, og hverken eksplosioner, skududvekslinger eller biljagter kan dække over Cages manglende engagement i rollen som en lejemorder på afveje i Bangkok. Alle replikker synes off. Det lykkes ikke Cage at få givet nogen som helst tyngde eller dybde til hverken det maniske eller følsomme, som han eksempelvis demonstrerer i ’The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans’ og ’Raising Arizona’. Og så er det ikke engang særligt underholdende. Dumpet på alle parametre.
Læs også: Anmeldelse af ‘Joe’
Læs også: Mads Mikkelsens bedste og værste roller