Fra ’Tonny Toupé Show’, ’Hannibal & Jerry’ og ’Julestjerner’ til sangene ’Ridder Lykke’ og ’Brug dit hjerte som telefon’. Det danske makkerpar, Wikke & Rasmussen, har en lang række af populære film, tv-shows og sange på cv’et. De har netop været aktuelle på Odense Film Festival, hvor de stod for festivalens program og kunstneriske profil og med temaet ’Eventyrlig virkelighed’ vendte tingene på hovedet.
Wikke & Rasmussen kan i år fejre 30 års jubilæum. Men de er ikke den eneste kreative duo, der har spillet bold med hinanden i tre årtier – det gælder også de amerikanske brødre, Joel og Ethan Coen.
På Odense Film Festival fortalte det danske makkerpar om deres amerikanske åndsfæller. Og selvom det nok er de færreste, der selv ville opdage forbindelsen mellem Wikke & Rasmussens eventyrlige julekalender og de blodige begivenheder i ’Fargo’s snelandskaber, så er Coen-brødrene faktisk nogle af makkerparrets absolutte yndlingsinstruktører og inspirationskilder.
Vi har bedt Wikke & Rasmussen vælge deres fem favorit-Coen-film og fortælle, hvad de har betydet for dem.
’Arizona Junior’
Efter at have set et kort klip på tv, hvor John Goodman kører igennem den hedende ørken, mens han skrigende hamrer sin knytnæve i bilens instrumentbræt, beslutter Wikke & Rasmussen sig en kold oktoberdag i 1987 for at sætte sig ind i biografen. Filmen, der kører over lærredet, er ’Arizona Junior’, og et nyt kærlighedsforhold er født.
Rasmussen: »Vi føler et vist slægtsskab allerede fra begyndelsen af. Vi kan mærke, at de er ude i samme ærinde som os. Vi er ude i det, der hedder ’at give virkeligheden en tand for at forklare historien bedre’«.
Wikke: »Det var dér, vi klikkede – det var noget, vi godt kunne tænke os«.
Rasmussen: »Jeg kan huske, at vi talte om, at ’hov, der var nogle amerikanere, der var ligesom os’. Det viser sig senere, at vi starter samtidig i branchen, i 1984 – de har også 30 års jubilæum. Vi føler en parallelitet til deres værk. Ikke at vi laver det samme, men vi har også undersøgt de skæve ting, vi har også lavet de overraskende kombinationer af ting og sager. Bare på et andet plan. Så vi har fulgt med hver gang, der kom en ny Coen-brødrene film. Det er en slags pejlemærke i det, vi laver«.
’Fargo’
Wikke: »Det interessante er, når man genser den – fordi man jo ellers mest husker de scener, hvor man sidder og griner – at det faktisk er meget forfrossent det hele. Også rent karaktermæssigt. Alle er forfrosne på en måde«.
Rasmussen: »Men det er en af de sidste film, hvor det ikke bliver håbløst. Senere hen bliver det rigtig håbløst. Men fordi Frances McDormands karakter er gravid, og fordi hun udstråler så meget liv, så har vi alligevel en helt, der skal bringe livet videre. Der er ikke meget håb derefter i deres film. Hun er den sidste håbfulde heltinde. Og der fik jeg øjnene op for, hvor store filmfolk de var. Det var virkelig et værk. Det er meget en billedfortælling«.
»Vi snakkede med Jan Pallesen (scenograf på Wikke & Rasmussens ’Julestjerner’, red.) om vinterbillederne i ’Fargo’ til julekalenderen. Vi havde hængt dem op på væggen og sagde, ’det er den stemning, vi vil lave’. Under billedplanlægningen af julekalenderen brugte vi ’Fargo’ som absolut forbillede«.
Wikke & Rasmussen fortæller om ‘The Big Lebowski’ og ‘O Brother Where Art Thou’ på næste side.
’The Big Lebowski’
Rasmussen: »Det er jo alles favoritfilm. Det er nok mest favoritede favoritfilm i verden. Og er det ikke mærkeligt, at der er nogle få film, man kan se når som helst, hvor som helst? Altså, jeg kunne se den nu!«.
Wikke: »Grunden til, at den er så stor en succes, er for det første, at du ikke kan regne ud, hvad der kommer til at ske. Det er jo en attraktion i sig selv, at det ikke er fuldstændig skarpslebent. Og så er den jo castet på en måde, hvor de passer som fod i hose. John Goodman er perfekt som ham den firkantede – selvom han er så rethaverisk, så har man alligevel et blødt punkt for ham. Det er jo en kunst at kunne lave sådan en karakter«.
»Den syrethed er jo fascinerende. Vi kender det alle sammen: Vi vil forfærdeligt gerne overraskes. Og det har vi sagt mange gange: ’Hvordan kan vi gøre det her på en anden måde?’. Kan vi retænke det, så vi også overrasker os selv? Kan vi finde en anden måde at fortælle det her på? Og det gør vi altså meget. Der hiver vi lige håndbremsen og siger: ’Hvordan kan vi gøre det her på en anden måde?’«.
Rasmussen: »Og det tror jeg faktisk også er det, de to gør. Måske ligger det i makkerskabet. At man leger kreatør og publikum for hinanden. Jeg tror, makkerskabsfilm er anerledes end enkeltpræstationer«.
’O Brother, Where Art Thou’
Rasmussen: »’O Brother’ skal for mit vedkommende fremhæves for musikkens skyld. Jeg synes, det er fedt. Og den er igen karakterdrevet. Den handler heller ikke om noget. Den handler ikke om en skid«.
Wikke: »De stikker af fra et fængsel, og så skal de afsted og væk, og så oplever de nogle punktnedslag undervejs. Der er også mange visuelle tematikker, der går igen med landskabsbilleder. Det er, som om de afsøger Amerika i forskellige tidsperioder og geografiske områder. Det bliver en slags tidsmaskine. De er nede i Mississippi i 1930’erne«.
Rasmussen: »De er i gang med at fortælle århundredets historie med noget fra 20’erne, noget nutidigt og alt in between«.
Wikke & Rasmussen fortæller om ‘A Serious Man’ på sidste side.
’A Serious Man’
Rasmussen: »’A Serious Man’ er et mesterværk – i sin forfrossenhed. Jeg vil gerne have noget, der er mere håbefuldt. Men det er kraftedme et mesterværk. Den mand, der dør af kræft, altså – hvad fanden er det for noget dramaturgi, de kører med? Der er jo noget morskab i det, men det er fandeme trist. Men jeg synes, det er et stort billedværk«.
»Og så kan man mærke hos Coen-brødrene, at musik er sindssygt vigtigt. Hippie-filmen over alle hippie-film, ’The Big Lebowski’, er plastret til med den slags hippie-musik. Da vi kommer til ’A Serious Man’, som jo tydeligvis er en erindringsfilm, så er vi tilbage i 1966-67, og det angives ved det allerførste billede af, at man hører Grace Slick fra Jefferson Airplane synge ’Volenteers of America’, som er et signatur fra det år. Jeg opfatter virkelig ’A Serious Man’ som et barndomsbillede fra deres liv, og vores julekalender er jo også et barndomsbillede. Det handler om, at vi begge kommer fra et Københavnstrup-agtigt område og kommer ud på landet som 13-14 årige«.
Wikke: »Det er vores historie. Og grunden til, at der er en grå Ferguson af lige præcis den årgang, er, at det var sådan én, Steen var ude at køre i første gang, han kom til Kirke Jyllinge«.
Rasmussen: »I tidens løb har vi faktisk trukket meget på vores præcisionsting fra barndommen. Og det er jo også det, Coen-brødrene dyrker, ikke kun i ’A Serious Man’. Men der er én stor forskel på Coen og os. Vi filmer mod håb. De filmer mod fortvivlelse«.
Læs også: Overlegen stjerneparade i kommende Coen-film
Læs også: Anmeldelse af Coen-brødrenes ‘Inside Llewyn Davis’