Bonnie ‘Prince’ Billy

Det er svært at gennemskue den evigt produktive Will Oldhams motiver. I denne ombæring har han valgt at genindspille en bunke sange fra 2011-albummet ’Wolfroy Goes to Town’, hvilket på papiret synes formålsløst. Det er ikke første gang Oldham genindspiller dele af sit gamle repertoire. Han gjorde det på ’Greatest Palace Music’ fra 2003, der tog et countrypoppet livtag med hans spartanske tidlige indspilninger under Palace-pseudonymerne.

Det er lidt den samme dynamik og tankegang, der ligger bag det nye album, nemlig at overføre en større orkestreret og mere poleret lyd til et i udgangspunktet minimalistisk udført materiale. Oldham lykkes dog i langt højere grad med sit nye foretagende, hvor de indebrændte, murrende sange fra ’Wolfroy…’ gives gospel-soulede og pedal steel-swingende gevandter, der åbner dem op og giver dem ny luft.

’We Are Unhappy’ er et glimrende eksempel. Her tilføres originalen pedal steel, banjo og et inspireret kvindeligt backingkor, der accentuerer den intime forbindelse til gospeltraditionen, der tit ligger på lur i Oldhams musik. De to ’Wolfroy’-b-sider ’Whipped’ og ’Mindlessness’ vækkes på eminent vis fra en henslumrende tilværelse som glemt overskudsmateriale. Oldhams evne til at inkorporere backingkor, så velbehaget breder sig ud i kroppens ekstremiteter, er her smukt og smittende sat sammen med en varmt glødende americana. Titelnummeret (som er spritnyt) er et saliggørende akustisk frikvarter.

Er man fan, er der tale om et must-have, men albummet er en så inviterende kuriositet, at det også vil udgøre et oplagt sted at starte for nye tilhængere ved prinsens hof.

Læs anmeldelse: Bonnie ‘Prince’ Billy ‘Wolfroy Goes to Town’