Kwamie Liv var i starten af 20’erne, da hun arbejdede i en flygtningelejr i Bangladesh og sad med en guitar under armen og sang for flygtningene fra Myanmar. De havde hverken ret til arbejde eller skolegang og var afskåret helt basale menneskerettigheder. Mange af dem havde aldrig kendt et liv uden for indhegningen. Alligevel oplevede Kwamie Liv en gruppe mennesker, som var fulde af håb for fremtiden, og som risikerede alt for at snige sig ud, så de kunne gå i skole. Den oplevelse, fortæller hun, ændrede hendes liv for altid.
»Jeg indså, hvor stærke mennesker er, og siden har det mindet mig om, at jeg må udleve de drømme, jeg har for mit liv, for der var mange af dem, jeg mødte der, som aldrig får den chance«.
I dag sidder den dansk/zambiske sanger og musiker i et hjørne på en café på Nørrebro og sipper sin te. De brune øjne rykker opmærksomt fra side til side i takt med den københavnske dagligdag, der haster forbi på den anden side af ruden. Løftet til sig selv om at udleve sine drømme har hun holdt. Sidste år resulterede det i debut-ep’en ‘Lost in the Girl’, der blandede M.I.A.’sk favela-pop med Lana del Reys døsigt forførende vokal. Siden har det egentlig bare taget fart.
Med Pitchfork Festival i Paris som rammen for hendes debutkoncert sidste år, et nyt musikalsk samarbejde med Angelo Badalamenti om temasangen til den kommende danske film ‘Guldkysten’ og sommerkoncerter på Roskilde Festival, Trailerpark og Musik i Lejet, er Kwamie allerede blevet en af dem, mange holder øje med og spår et stort gennembrud – både herhjemme og internationalt.
Hendes nye single, ‘Higher’, er en selvsikker popperle, der kredser om Kwamies stærke, sjælfulde vokal. Det er første udspil fra hendes anden ep, der skulle udkomme på hendes eget nystartede pladeselskab i løbet af sommeren. Musikvideoen til singlen skal skydes i Paris, manageren Le’Roy Benros er amerikaner og bor i New York, og på trods af et perfekt dansk slår Kwamie hellere over i et flydende engelsk, når vi snakker sammen. Det er ikke sjældent, at sætninger starter og slutter med et girl og you know.
Med en nomadeopvækst i snart sagt samtlige verdenshjørner, som fulgte med moderens internationale karriere, er Kwamie et verdensbarn, og man fornemmer hurtigt, at det danske fylder cirka lige så lidt, som det gør på en globus. Alligevel besluttede hun for omkring fem år siden, at »det var tid til at komme hjem«.
»Alle de steder, jeg har boet, er hjem for mig, men Danmark er anderledes, fordi jeg er født og har familie her«, fortæller hun.
Rebelsk teenager i Kenya
Ud over hendes egen tur til Bangladesh tæller de mange tidligere hjem både Zambia, Tyrkiet, Sverige, Sydafrika, Kenya og Irland. Alle lande har sat sine spor, og musikken har været en trofast rejsemakker både i form af den, Kwamie selv skabte, og den hun hørte. Med tiden har hun indsamlet en del musikalske souvenirs, og især tre lande popper frem, når man spørger ind til dem.
Sydafrika var hendes hjem i et par år, fra hun var syv-otte år gammel. Det var lige omkring afskaffelsen af apartheid, og Kwamie boede med sin hvide mor og gik på international skole i Johannesburg. For hende virkede alt normalt på det tidspunkt, men retrospektivt kan hun godt se, at det ikke var det.
»Der var en masse bombetrusler mod min skole, så ofte måtte vi gå ud på markerne og vente«, siger hun og fortæller, at musik fyldte meget i Sydafrika. Især i antiapartheidbevægelsen var den en stærk forenende kraft.
»Når man har at gøre med et land, som har lidt under apartheid i så lang tid, er der mange stumper, som skal gro sammen igen. Nelson Mandela blev præsident, og han startede forsoningsprocessen, hvilket også blev reflekteret musikalsk i sange om tilgivelse og frihed. Sådan noget bliver hos dig. Musik kan samle. Det er større, end at vi ikke kan lide hinanden. Jeg lærte, at musik er en god vej til tilgivelse, og at den heler i virkelig hårde tider«.
Det var også i Sydafrika, at karrieren blev kickstartet, da Kwamie som bare otteårig havde en drøm. Ud af drømmen opstod inspirationen til en sang om kaffe og cigaretter, og emnet kan muligvis rejse spørgsmål om barndommen, og hvor gamle de venner var, som lille Kwamie hang ud med på det tidspunkt, joker hun.
Tiden som rebelsk teenager blev tilbragt i Nairobi i Kenya, hvor man skal være forsigtig, hvis man går alene på gaden om aftenen. Men Kwamie var »afgjort på den vilde side«, vurderer hun selv, og ofte sneg hun sig ud efter mørkets frembrud.
»Jeg havde en fast gruppe af veninder. Vi var seks piger fra seks forskellige lande og i forskellige aldre. Jeg var en af de yngre, og vi lavede alt sammen. Det var virkelig en tid med udvikling og ekstrem uskyldighed, og min sang ‘Comin Thru’ er inspireret af den tid, hvor vi havde hinanden og følte, at vi kunne gøre og overleve alt. Det er følelsen af styrke og udødelighed«.
Senere, som 15-16-årig, rykkede hun videre til den irske hovedstad Dublin, og pludselig var det ikke længere så spændende at være ung og rebelsk, for her behøvede hun ikke snige sig ud af vinduet for at komme i parken. I stedet kom det til at handle om musik.
»Jeg brugte meget tid på at sidde alene og skrive sange i Irland, og det var helt sikkert, fordi jeg blev inspireret af at være der. Jeg tror aldrig, jeg har mødt en irer, som ikke er en god historiefortæller. De kunne gøre en historie, om at de havde været nede at hente mælk, interessant«.
»Hype er en illusion«
Siden har musikken været livsnødvendig for Kwamie Liv. Sådan har det egentlig altid været, konstaterer hun.
»Hvis det var op til mig, ville jeg bare være indenfor og lave musik, og jeg ville være så glad. Jeg kan virkelig forsvinde ind i de her verdener og føle, at jeg ikke går glip af noget som helst udenfor. Det giver mig ro og plads til at udtrykke og fordøje de ting, jeg oplever og ser, så de ikke sidder fast inden i kroppen. Der er en del af mig, som ville dø, hvis jeg ikke kunne skrive, og resten af mig ville nok ikke være værd at beholde«.
For tiden arbejder hun fast sammen med de to danske producere Baby Duka og LHeering, som hun også lavede debut-ep’en med. Baby Duka mødte hun første gang til en privatfest på Nørrebro, omkring det klokkeslæt hvor »nogen var gået hjem, mens andre mumlede fulde i hjørnerne eller lå og sov«. Kwamie havde hevet guitaren frem og sang Tom Waits, og Baby Duka kunne lide, hvad han hørte.
»The rest is history«, som han udtrykker det, da jeg snakker med ham et par dage før mit møde med Kwamie. Siden fandt de to sammen i studiet, men der har aldrig været en konkret plan, fortæller Kwamie Liv.
»Jeg har altid lavet musik, men det var ikke før februar sidste år, hvor jeg sad med mine to sange ‘Follow You’ og ‘5 AM’, at jeg tænkte, fuck it, det er det her, jeg laver. Det skulle komme naturligt, for jeg tror virkelig på, at man ikke skal forcere de store ting i livet«.
Hvornår fandt du ud af, at du kan synge?
»I lang tid opfattede jeg faktisk kun mig selv som sangskriver. Jeg har aldrig lavet musik for at synge, men nu elsker jeg det. Jeg kan godt lide at give min stemme forskellig karakter, alt efter hvad, jeg synes, der fungerer bedst for sangen. Stemmen er et legetøj for mig, jeg er ikke bange for at eksperimentere med forskellige typer af musik«.
Hvordan er det at gå fra at være ukendt, og til at alle pludselig vil have fat i dig?
»Jeg oplever, at folk begynder at standse mig og sige tak for musikken, og det er anderledes fra sidste år. Men jeg har knoklet røven ud af bukserne hver eneste dag, så det føles ikke som en kæmpe forandring. De arbejdstimer, der ligger bag et glimt af hype eller en ny sang, gør, at man bevarer benene på jorden. Lige nu er det vigtig for mig at skabe den bedste musik og tage mig af de mennesker, som er med på turen. Det er det, som er ægte. Hype er en illusion«.
Hvad har været det vildeste for dig indtil nu?
»For eksempel sådan noget som at lægge to sange på nettet og så få otte sider i Nylon Magazine. Det rører mig, at der er nogen, som hører og ser mig og tager en risiko med mig, også selv om jeg måske kun har 100 fans på nettet. Zane Lowe var den første, der spillede ‘Comin Thru’ på BBC Radio 1. Da jeg voksede op i Irland, var han altid én, man så op til i fjernsynet, og som havde styr på musik, så det var crazy, at han spillede min sang«.
Hvordan har du fået dit internationale team stablet på benene?
»Min manager Le’Roy Benros mødte jeg en aften i New York gennem min ven Marc Cary, som er jazzmusiker. Vi blev venner, og han har haft min ryg lige siden. Jeg har været meget omhyggelig med at udvælge de mennesker, jeg arbejder tæt sammen med. Det giver mig en god mavefornemmelse, og så er jeg meget mere effektiv, end hvis jeg tvivler. Mavefornemmelsen er svær at holde fast i i den her branche, for når man begynder at få lidt opmærksomhed, er der pludselig mange interesserede. De mennesker, jeg arbejder sammen med nu, er også folk, som har rakt ud efter mig meget tidligt. Jeg tror ikke på, at noget sker, når man er alene. Der er intet ’jeg’. Det er ’os’, også selv om det er mit navn«.
Følger der et pres med nu?
»Jeg føler absolut et større ansvar og pres nu i forhold til at levere god musik til de mennesker, som har støttet mig hidtil. Men i sidste ende er det jo bare musik, og jeg laver det ikke for at behage andre mennesker, men fordi jeg kan og elsker det. Jeg føler, at det her altid har været mig, og nu ved andre det også. Men jeg er jo også alt muligt andet, og man skal aldrig udelukke noget. Musikken er min eneste ene, men derfor kan jeg stadig godt have elskere«.
Kwamie Liv spiller på Roskilde Festivals Apollo Countdown-scene mandag den 29. juni kl. 21.00.
Læs også: Hør Kwamie Livs betagende nummer til ‘Guldkysten’ – lavet med legendarisk ‘Twin Peaks’-komponist