AC/DC – højt, hårdt og frydefuldt
’The Thunder from Down Under’ er et foretagende drevet af konstanter. Det er så sikkert som amen i den hårdtslående boogierock-kirke, at forsanger Brian Johnson valser rundt iført sixpence-kasket, og det er nærmest overflødigt at nævne Angus Youngs ikoniske skoleuniform.
Dog var to elementer fraværende, da AC/DC besøgte Roskilde Dyrskueplads onsdag aften: Storebror Malcolm Young på rytmeguitar og Phil Rudd bag trommerne. Begge har forladt AC/DC på grund af henholdsvis demens og husarrest som følge af mordtrusler og narkobesiddelse.
Substitutterne fyldte dog rollerne glimrende ud. Chris Slade var med i bandet 1989-94 og således bekendt med materialet, ligesom Stevie Young, Malcolm og Angus’ nevø, gjorde en glimrende figur på rytmeguitaren.
De var også bare fyrbødere i et rock’n’roll-tog, som blev styret af Johnson og Young. Førstnævnte skulle lige varme stemmen op, hvilket en lettere sløv ‘Rock or Bust’ afslørede. Men allerede i ‘Shoot to Thrill’ og særligt ‘Dirty Deeds Done Dirt Cheap’ var han tilbage i primal primaform.
Spydige røster påstår, med en vis berettigelse, at AC/DC har skrevet den samme sang gennem hele karrieren, og vi var skam heller ikke vidne til en musikalsk evolution denne aften.
Tværtimod deltog vi i en såre simpel synergi båret af rendyrket kærlighed og total omfavnelse af virkemidlerne – om det var introen med meteorregn, den barmfagre oppustelige dukke i ‘Whole Lotta Rosie’, klokken i ‘Hells Bells’ eller Angus Youngs gadedrengeløb, karakteristiske duckwalk og totale crowd control.
Han er mig bekendt den eneste rockstjerne, som kan få 55.000 mennesker med på call-response bestående af guitar licks, hvilket skete under en 15 minutter lang maratonudgave af ‘Let There Be Rock’.
Vel måtte vi undvære en af bandets founding fathers, men der herskede ingen tvivl om, hvem der altid har været AC/DC’s ledestjerne, og den lille mand i den røde velour-skoleuniform fik i den grad spilletid. Både som joker, når han snurrede rundt på gulvet med spasmer under ‘Sin City’, og som instrumental indpisker, da det udødelige riff til ‘Thunderstruck’ eksploderede ud over Dyrskuepladsen i lutter vellyd, som holdt hele vejen gennem koncertens to timer. Det var højt, hårdt og frydefuldt.
Den små-bøvede kliché om øl, fisse og hornmusik har sjældent givet mere livsbekræftende mening end denne smukke sommeraften. Det er et credo, AC/DC stædigt lever efter, og som ingen perfektionerer eller eksekverer i samme overbevisende grad.
Læs også: Her er halvårets 10 bedste danske album