De 10 mest sexede øjeblikke under Miguel-koncerten – på godt og ondt

Det kan virke overfladisk at reducere en Miguel-koncert til de mest sexede øjeblikke, men når den svedglinsende r’n’b-stjerne spiller live er det nu alligevel kødets lyster, der er både forret, hovedret og dessert.

»Min fortolkning af følelsen i musikken har ikke brug for at blive intellektualiseret, den skal bare mærkes«, svarede Miguel, da vi fornyligt spurgte ham om, hvordan han omsatte sin seksuelle energi fra albumformat til live-optræden.

At være sexet handler dog ikke udelukkende om den liderlighed, som gennemsyrer store dele af Miguels univers. Det kan også være sexet at være sig selv, at hvile i sig selv, at sige sin mening. Musik kan være sexet. Det at være sexet kan være mange ting – og i løbet af aftenens koncert i Falconer Salen prøvede Miguel da også at tilføje andre sider til sin personlighed end bare rollen som forfører og førsteelsker.

Sådan er han selvfølgelig også på plade – lad mig understrege, at jeg synes, Miguel er alt andet end en entydig kunster – men det virker ganske enkelt som om, at drifterne tager over, når han først trænger ind (get it?) på scenen. Og vil man helst have dyret eller mennesket Miguel?

Summa summarum: Han beder selv om det. Så her er en vurdering af Miguel-koncerten fortalt gennem aftenens ti mest sexede øjeblikke – gribende, overdrevne, platte, intense, sveddryppende.

1. Jeg er nødt til at starte ved begyndelsen, for den der frynsede, hvide læderjakke fortjener næsten sin egen anmeldelse. Halvdelen af dens effekt var selvfølgelig, at Miguel ikke havde noget på indenunder, og det er efterhånden ret sjældent, at jeg er til den slags koncerter, hvor publikums skrig i perioder overdøver både musik og vokal. Men den er også veltrænet, den overkrop – i en sådan grad, at man under introen bestående af ’A Beautiful Exit’ og ’Simplethings’ næsten glemte, at hans lidt douchebag-agtige band lagde stilen an fra ’Wildheart’ med buldrende rock’n’b, der truede med at outshine aftenens hovedperson det meste af aftenen.

2. Miguel danser ikke bare – det er mere end det, som han laver knæfald, vifter sprælsk med armene, går i spagat, åbner op for jakken og vralter rundt på scenen. Alle de bedste trin kom på bordet under den gamle ’Sure Thing’, hvor piruetter og et split dækkede over, at vokalen faktisk skrattede en del – et generelt problem koncerten igennem. Både takket været lyden i Falconer Salen og bandets iver efter at spille de bombastiske visuals op.

»Copenhagen it’s just you and me tonight – how you feel about that?«, flirtede Miguel efter den første reelle danseseance, hvor skrigene overdøvede hans entré. Det var overbevisende som underholdning – alt for meget – men som koncert manglede han stadig at overbevise.

Apropos dansetrin var der er ikke noget at sige til, at både Christopher og Citybois var på plads blandt publikum for at lure tips og tricks.

3. Den elektriske guitars indtog på ’Wildheart’ kom endnu mere til syne under ’…Goingtohell’, men det var som om, at der var skruet lidt ned for charmen og lidt op for følelserne – med Miguel som den desperate rebel, der er ligeglad med at komme i helvede, så længe det er med kærligheden intakt. Her kunne man mærke ’Wildheart’-ideologien, der måske mest af alt handler om at stole på, hvem man selv er. Det var andet end sex – og det klædte ham såvel som den g-funk-agtige synth. Det vidnede om, at den rockede live-version af Miguels hybrid-r’n’b rent faktisk også havde tid til forspil.

4. Falsetten kom endeligt til syne under ’Hollywood Dreams’, og når først Miguel begynder at folde den ud, så er der altså ikke noget som helst, som er tørt. De høje toner sad skarpt koncerten igennem, og hvis bare han stod koncentreret foran mikrofonen, kan vi også tale om, at vokalen var fabelagtig resten af koncerten. Det var den dog ikke – for man kan ikke løbe rundt og synge 100 procent inderligt samtidig. Men det er jo et offer – underholdning overfor inderlighed. Lige her var der nemlig ekstra gas på Miguel, der både tog hints fra Prince og James Brown, som han fyldte på scenen. Der var flere gange, hvor jeg ikke vidste, om jeg smilte af glæde eller decideret grinede, fordi det var så meget – Miguel mindede til tider om Eddie Murphy anno ’Delirious’, som lavede en Miguel-parodi.

5. Første tøjskift var til en wife-beater, som Miguel havde haft på i lige præcis et kvart nummer, inden han umotiveret løftede på stoffet, så de seks pakker lyste ud over Falconer Salen. Så ’The Valley’, hvor Miguel næsten havde sex med mikrofonstangen (han afsluttede med et stød med underlivet), mens billeder af hans overkrop kørte over storskærmen. Det her var dyret Miguel, og meget sigende druknede hans vokal i smaskende trommer og tung bas, så akten blev mere påtrængende end slibrigt drømmescenarie. Miguel har altid udbasuneret, at meget af hans musik er baseret på drømme – deraf tvetydigheden – men live blev det virkelighed. Og i virkeligheden bliver der ikke lagt fingre imellem.

6. »Tell me that the pussy is mine«, sang Miguel på ‘Pussy Is Mine’ efter han havde smidt wife-beateren og i stedet iklædte sig en elektrisk guitar som eneste beklædningsdel på overkroppen. Efterfulgt at en totalt indstuderet ’Wildheart’-tale, der dog havde en god (gammel) pointe om at leve i nuet og ikke igennem sin telefon – som han fremførte og pegede ud på det hav af blinkende lys, der var ved at optage netop de ord.

7. Som jeg skrev i starten kan musik også være sexet. Når den er underspillet, ikke når den forcerer. Som bassen i ’Do You’, der sad lige i skabet.

8. Miguel havde det åbenlyst rimeligt vildt over, at han kunne sige »fucking« i stedet for »coffee in the morning«, men entusiasmen spredte sig igen lidt for meget, mens både band og hovedpersonen faktisk bare larmede lidt for meget. Det er en fantastisk sang på plade, men det var som om, at albumversionen (som jo netop handler om næste skridt i forholdet og glæden ved kaffe morgenen efter) takket være udskiftningen af et enkelt ord vækkede tigeren i Miguel – og så røg intimiteten. Hertil nogle røde og orange visuals, der smeltede sammen som Rorschach-blækklatter, hvor man bestemt ikke var tvivl om, hvilke dele af underbevidstheden, der skulle stimuleres.

9. Hvor meget kan man svede til en r’n’b-koncert? Miguel sluttede (næsten) af med ’How Many Drinks?’, der ligesom en stor håndfuld andre numre i løbet af aftenen blev trukket alt for langt ud, mens hovedpersonen rendte rundt og havde en fest. Her var det dog værst, og der blev blandt andet crowdsurfet flere gange, mens det blev mere og mere klart, at man var vidne til en rockkoncert med en r’n’b-sanger i front, der strålede klarest, når han fulgte sin egen rytme og ikke bandets. 

10. Aftenens højdepunkt kom sjovt nok til allersidst med ’Kaleidoscope Dream’-hittet ’Adorn’. Her blev Miguel ikke overdøvet, og her smeltede forgudelsen af det modsatte køn sammen med ønsket om sex, som han skiftede mellem falset og bestemte vendinger. Her fornemmede man, at Miguel selv gjorde noget aktivt for at komme ud af sexsymbolets omklamrende vinger. Og han var mindst lige så tilpas her, som da han tidligere gik og løftede op i trøjen. Som han sagde: 

»I feel so good
real good
too good«

Special mention #1
Er det direkte sexet at være usikker? Måske ikke, men netop det gør ’What’s Normal Anyway’ til det bedste nummer på ’Wildheart’ – her hviler Miguel i sin famlende identitet uden at gemme sig bag det liderlige ydre. Sådan foregik det også live, og dette havde været aftenens reelle højdepunkt, hvis ikke det havde været for den indledende motivationstale og slutningen, hvor bandet igen fik udraderet al intimitet.

Special mention #2
Aldrig har jeg set så meget kærlighed til en koncert. Som i fysisk kærlighed. Par der vitterlig talt stod og snavede til ’Coffee’, grindede op af hinanden eller bare stod i øm omfavnelse. Så ja, et eller andet gjorde Miguel i den grad rigtigt. Der er mange børn, der bliver født ni måneder fra i nat.

Læs også: 16 koncerter du skal opleve i oktober – med Major Lazer, Soak, Low og The Minds of 99