Det er de færreste kunstnere, der efter blot fem år i branchen kan slippe afsted med at påbegynde et sceneshow med en højdramatisk storskærmstransmitteret nedtælling. Men det er også de færreste kunstnere, der efter blot fem år i branchen kan præsentere så solid og succesrig en hitparade som Disclosure.
Da brødrene Lawrence indtog hver deres synthfulde drumpad-ø fredag aften på Londons Roundhouse, havde de netop selvsamme dag sat deres andet længeventede album, ‘Caracal’, i verden. Et album, der på mange måder kan klandres for at indeholde en vis mængde gammel Disclosure-vin på nye flasker, men som alligevel er brygget efter en mere melodiøs, r’n’b-præget popopskrift, som lod til at bekomme publikum overordentligt vel.
Anledningen til aftenens store fest var dog ikke blot drengenes dugfriske toner, men derimod også Apples Musics første musikfestival. Ti aftener i træk (19. – 29. september) skulle stå i både musikkens samt det ikoniske æbles tegn i selskab med alt fra Pharrell og The Weeknd til One Direction og Take That. Rammerne var det legendariske Roundhouse, der i sine yngre dage (for godt og vel halvandet hundrede år siden) blev brugt som lokomotivremise, men som nu udgør en både rå, sofistikeret og ganske imponerende koncertsal.
På udebane til en hjemmebane-hyldest
Som Palle alene i London fandt jeg mig selv i det runde hus side om side med et hav af feststemte briter, der skyllede sig ned i vodka-Red Bull og Strongbow-cider. Imens skyllede de medrivende r’n’b-bølger ind over os fra de overmåde talentfulde og ditto kamp-labre stjerneskud Nao og Jillian Hervey (den hårfagre frontkvinde i Lion Babe), der hver især udgjorde aftenens todelte opvarmning.
Billetterne var alle som en ved lodtrækning tilfaldet både purunge house-besmittede fanboys såvel som ældre electronica-entusiaster. Det var med andre ord en række enormt forskelligartede blikke, der mødte mig, da jeg forgæves forsøgte at skabe øjenkontakt med en ligesindet, der også syntes, at den dramatiske koncertnedtælling var en kende for corny. Men da nedtællingen kulminerede i glædesfulde skrig og skrål, mens ‘White Noise’s overvindende hook fyldte salen, blev al skepsis gjort til skamme.
Både de stilsikre house-baskere fra ‘Settle’ såvel som de stærkt r’n’b-inficerede skæringer fra opfølgeren gik direkte i hvert et klubhjerte såvel som samtlige danselystne kroppe – vel at mærke tilhørende både stangstift vrikkende teenagepiger og ivrigt urytmiske electro-nørder. Uanset om man fandt det svært at finde to og fire på en fredag aften som denne, gik stemningen rent igennem helt ned til de bagerste rækker. Der herskede på intet tidspunkt tvivl om, at brødrene Lawrence var på hjemmebane.
Bag de britiske beat-betvingere legede fornemme visuals kispus på scenetæppet, hvor Sam Smith under både ‘Latch’ og ‘Omen’ trådte frem i Disclosure’ske neonstreger. Selv om den James Bond-tema-aktuelle sanger dog desværre ikke selv kunne gøre brødrene selskab på scenen, fik vi glæde af flere af ‘Caracal’s æresgæster i kød og blod. De opvarmende r’n’b-divaer, Jillian Hervey og Nao, indtog stilsikkert scenen til henholdsvis ‘Hourglass’ og ‘Superego’, mens hele salen med fuldt overlæg blev gennem-forført af Kwabs og hans ‘Willing & Albe’ (og ikke mindst hans sensuelle dansetrin med tilhørende feeling myself-attitude).
Trods deres indiskutable hitkyndighed og skudsikre live-talent, der viste sig bag både drumpad, synth, bas og vokal (leveret af en tiltagende vokalmæssigt stærkere lillebror Howard), hersker der en lidt for gennemgående anonymitet over de to hovedpersoner, som de gemmer sig bag deres beat-altre. Derfor udgjorde de gæstende kræfter en underholdende, energisk og på sin vis nødvendig vital variation, som klædte klubstemningen til fulde.
Fra de to altre omgivet af gennemført Disclosure-æstetik tog ikke desto mindre en rendyrket euforisk house-højmesse plads, som med sine energiske soul-, r’n’b- og discopop-afstikkere nåede hele vejen ud og omgav hele det feststemte publikum. Det var en altovervindende elektronisk fest skåret efter en medrivende popskabelon – med massive skud energi, intensitet og nerve, som de genremæssige gadekryds netop om noget skaber potentialet til.
Læs også: Disclosure og 11 andre navne, der bør headline NorthSide i 2016