Fokuseret kontrol og frådende udladninger: Protomartyr har styr på postpunken

Jeg var ikke udpræget begejstret for Protomartyrs forrige album, hvor Detroit-kvartetten lidt for ofte gik i næsegrus knæfald for postpunkens fædre. Dog pegede pendulet heldigvis også i retning mod en mere personlig forvaltning af genren – en progression, som de glædeligt har fulgt på ‘The Agent Intellect’, udgivet blot ti måneder efter forgængeren ’Under Color of Official Right’.

En af de tidligere anmærkninger rettedes særligt mod Joe Caseys ofte uinspirerede vokal. Karismaen har ikke just overtaget hans stemmebånd, hør bare ‘The Devil In His Youth’, men ikke desto mindre lyder han betydeligt mere oplagt i denne ombæring – der er en aura af tilbagelænet coolness over ‘Coward Starve’ og ‘Boyce or Boice’.

Inspirationen fra særligt The Falls Mark E. Smith er stadig hørbar, blandt andet i den snakkende ordstrøm i ‘I Forgive You’ – et nummer, hvor bandet også lægger en veloplagt instrumental backing. For endnu et positivt træk ved ‘The Agent Intellect’ er den diversitet, postpunkens stramme udtryk til trods, som Protomartyr lægger for dagen. Heriblandt den veldisponerede quiet-loud-dynamik i den ulmende ‘Why Does It Shake?’, hvor de flænsende guitarer effektivt bliver antændt som landminer på de strategisk rette momenter, mens en konstant puls kører på trommerne.

De musikalske flammer blusser desuden op i ‘Uncle Mother’s’ og ‘Clandestine Time’, hvor alsidigheden tjener bandet til ære mellem de rolige vers og de eksplosive omkvæd med loopeffekt på vokalen. Hvilket ligeså gør sig gældende, når Protomartyr kultiverer mere eftertænksomme stunder som ‘Pontiac 87’ og ‘Ellen’, hvor de snedigt pirrer lytteren: Bedst som man tror, at nummeret er ringet ud, sender de et overraskende coda tilbage i ørerne.

Selv om det stadig er åbenlyst, hvorfra gruppen plukker deres inspirationsfrugter, er udtrykket denne gang klædeligt mindre rudimentært og man mærker, at der er mere på spil hos Protomartyr end blot at være formidler af fordums postpunk-storhed. Her er den nødvendighed og nerve, som genren foreskriver.


Kort sagt:
Detroit-kvartetten holder postpunkens kardinaldyder i hævd med lige dele fokuseret kontrol og frådende udladninger anført af Joe Caseys udtryksfulde vokal. Hvor de tidligere havde svært ved vriste sig ud af forbilledernes fangarme, står det personlige udtryk stærkt på et album gennemsyret af indestængte følelser forløst gennem pulserende basgange, guitarkaskader og ud-over-stepperne trommer.

Protomartyr. 'The Agent Intellect'. Album. Hardly Art/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af