’Bedrag’ blev ikke grimmere af at blive instrueret af Jannik Johansen i stedet for Per Fly, og aftenens tredje afsnit var endnu et solidt kapitel i Jeppe Gjervig Grams slowburn-krimiserie, der stadig skynder sig langsomt og ruller sine plottråde ud med omhyggelighed og fortællemæssigt overblik.
Umiddelbart virkede det som en unødvendig afstikker at bringe Nikolaj Lie Kaas, Natalie Madueño og resten af Energreen helt til den CO2-neutrale fremtidsby Masdar City i Abu Dhabi, men scenerne fungerede faktisk, og omgivelsernes intimitet gjorde interessante ting for forholdet mellem Sander og Claudia, kulminerende med hans afvisning af hende på hotelværelset.
Det er svært at se, hvordan Abu Dhabi kommer til at passe ind i seriens overordnede fortælling, men man føler, at Gram og hans medforfattere har godt greb om deres fortælling og ved, hvad de gør. Karakterarbejdet er fortsat grundigt og nuanceret, og det var det helt rigtige skridt at lade hovedtemaet grådighed vikle sig ind i flere af historiens fortællespor med Nickys bedrag og Kristinas utroskab.
Ugens Bimse Special Award
Lidet overraskende går Bimses egen pris til Bimse selv, som demonstrerede, at selvom man måske ikke just er nogen Mensa-kandidat, så kan man sagtens få en lys idé under den omvendte kasket.
Bøvede Bimse står evindeligt model til hån og spot fra sin partner in crime Nicky, men i aftenens afsnit fik Bimse oprejsning. Nicky var ved at rive hovedet af makkeren, da denne havde fremvist ID i Western Union, men midt i endnu en omgang skældud hev Bimse det falske kørekort frem og lukkede munden på Nicky. Som han endda havde husket at kalde Peter i vekselkontoret.
Ugens gnier for grådig opførsel: Nicky
Billedet af Nicky som en intelligent og sympatisk ung gut, der presset af omstændighederne har rodet sig ud i noget, han egentlig ikke havde lyst til, begyndte at knage gevaldigt i aftenens afsnit. Det første faresignal kom i de første minutter, da han sniffede til de nedgravede millioner og lod sig friste. Jo, jo, vi skal da holde lav profil, men 75.000 kan vi vel godt lige brænde af »til en aften i byen«, sagde han. Med så dyre vaner tror da fanden, at han mangler penge.
Grådighed er den vigtigste fællesnævner i ’Bedrag’, men i de første par afsnit var den lidt for ensidigt forbeholdt mappedyrene fra Energreen. Det klæder serien, at grådigheden nu synes at sprede sig nedad gennem seriens samfundslag og korrumpere en af vores good guys, som til sidst i afsnittet valgte at omplante pengene uden Bimses vidende. Endda iført de nattesynsbriller, han havde ålet Bimse for at foreslå.
Han valgte desuden uden videre at tage Peter Søndergaards iPad i brug, selvom den har en direkte forbindelse til de lyssky penge. Det er lige så torskedumt, som det er ualmindeligt nærigt, når man nu har to millioner euro liggende i en sportstaske, og det er svært at forestille sig, at Nicky lykkes med sit forehavende, medmindre han hurtigt tager ved lære.
Ugens Thomas Bo Larsen doesn’t give a fuck Award
Mads Justesen er en handlingens mand, og han var mildest talt ikke begejstret for at blive sendt på cykelrazzia, da Energreen-efterforskningen gik i hårdknude. Efter at have stået op ad politibilen og gabt demonstrativt i nogen tid slæbte han sig på kollegaens nik over for at udskrive en bøde til en mand, der sms’ede på cyklen. Men så fik han øje på Energreens Ulrik Schou, der på den anden side af gaden var ved at trække sin dobermann ud af bagagerummet, og så samlede brikkerne sig i betjentens hoved.
Uden tøven efterlod han kollegaen i vejkanten, hentede den hidtil udechifrerbare lydoptagelse og bragte den tilbage til Alf og Bagmandspolitiets anklager Henriette. Den er god nok, det er ’Dobbermannen’, som ifølge Peter Søndergaard havde godkendt deres frontrunning. Og selvom Mads Justesen faktisk glemte at fortælle Alf og Henriette om den mellemregning, der fik ham til at sætte lighedstegn mellem Dobbermannen og Ulrik Skov, så må alene betjentens iver have været nok til at overbevise dem om, at efterforskningen nu atter var på skinner.
Nobody puts Mads Justesen in a corner.
Politiarbejdet kørte lidt i ring i denne episode, hvor nye spor (iPad’en) førte til blindgyder, og efterforskningen blev stoppet og startet igen. Mere udvikling var der på hjemmefronten, hvor Mads hoppede og dansede for at opmuntre sin tilknappede kone. Men hun har det vist helt ok, når bare hun ikke er hjemme.
Thomas Bo Larsen har glædet sig over endelig at få lov at sidde på forsædet af politibilen efter at have siddet på bagsædet det meste af sin karriere, men han fusionerer fint de mindre virkemidler med fordums gadedrenge i Mads Justesen, som blev stadigt utålmodig og frustreret, efterhånden som bureaukrati og papirnusseri bremsede hans sag.
Ugens elendige forælder for grov forsømmelse af eget afkom: Nicky
Honourable mention til Claudia, som sprang på det første fly til Abu Dhabi på Sanders direktiv, selvom hun havde sønnen hos sig, men Nickys egennyttige opførsel i dette afsnit er svær at konkurrere med.
Det var hverken sønnen eller kæresten, der lå ham på sinde, da han blev fristet af pengene og foreslog en bytur, og det var det heller ikke, da Bimse arrangerede bemeldte aften i byen som en surprise i en hotelsuite. I et kort øjeblik så det i al fald ud, som om han overvejede at blive hængende til en aften med Bimse, booze og barmfagre bimboer, mens sønnen blev overvåget af receptionisten i hotellobbyen.
Børnene har det hårdt i denne serie, hvor egne interesser og behov ofte bliver overlejret hensynet til ens nærmeste, og hvor tiden er knap, om man er chefjurist i en stor energivirksomhed, politibetjent eller bilmekaniker og -tyv on the side. Med Mads Justesens stigende arbejdsnarkomani og hans kones nye hobby er det givetvis et spørgsmål om tid, før også betjentens børn får det at mærke.
Ugens koldblodige skiderik: Sander
Nikolaj Lie Kaas er i færd med at skabe en kompleks og fascinerende skurketype i skikkelse af Energreen-direktøren Sander. I aften så vi ham både fra hans mest indtagende og mest nådesløse side. Sidstnævnte da han skilte sig af med Andrea Vagn Jensens tvivlstyngede forsker, som var hun en defekt mobiltelefon. Ham skal man ikke blive uvenner med – hører du efter, Claudia?
Ugens bedrag: Kristina
Også her var Nicky en vægtig kandidat for beslutningen om at gemme pengene til sig selv, men da han allerede har fået to priser, går denne i stedet til Mads Justesens, viser det sig, utro hustru Kristina.
Det er imponerende nok, at hun har haft tid og overskud til overhovedet at tænke på en affære midt i et skleroseanfald. For vi skal vel forhåbentlig ikke til at tro, at hun bare faker? Og ny kan han (eller hun?) næppe heller være. »Jeg tænker på dig hele tiden«, sagde hun i telefonen, og sådan siger man vel ikke, hvis man lige er vågnet for fem minutter siden med bondeanger efter et one-night-stand?
Mon ikke der er tale om én, vi kender i forvejen? Jeg håber på den mystiske svensker!
Ugens tungeknude
Okay, ’Bedrag’ er i det væsentligste en både velspillet og velskrevet serie, men indimellem – og ikke ulig ’Borgen’, som Gram også var forfatter på – falder der altså en temmelig umundret og meget ’skreven’ replik.
Det gælder især Energreen-sporet, hvor alle andre end den suveræne Nikolaj Lie Kaas må slå knuder på tungen mindst et par gange per afsnit. I aften var Johannes Larsen hårdest ramt:
»Jeg har kigget på prospektet fra vindmøllesatsningen. Det er snorlige, skarpt. Hvis vi kan få Al-Wasem til at basere en milliardinvestering, så er det et drømmescenarie for vores børsnotering«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Bedrag’ afsnit 1 og 2