’Mon roi’: Vincent Cassel brillerer i passionsfyldt portræt af et usundt forhold
Tony og Georgio elsker skråstreg hader skråstreg elsker hinanden. De er himmelråbende forskellige. Hun er rolig og tryghedssøgende, han er impulsiv og utilregnelig. I skikkelse af Emmanuelle Bercot og Vincent Cassel bliver parrets prøvelse af en kærlighedshistorie både ulidelig og smuk i franske Maïwenns ’Mon roi’ (’Min konge’).
Der er metaforer en masse – og sikkert også for mange, vil nogen mene – i den omtumlede fortælling om Tony og Georgio. I filmens åbningsscene kaster Tony sig i rasende fart ned fra en bjergtinde på ski, suser forbi Georgio og sønnen Simbad, for blot at tjekke ind på et genoptræningscenter med smadret knæ i næste scene. Det forstås, at kærlighed er et hals- og benbrækkende forehavende at give sig i kast med, og at det kræver tid, at hele sårene derfra. Så er vi vist alle sammen med.
Fra sygesengen ser hun tilbage på ti år i medgang og modgang med Georgio. Lige fra den bastunge, første natklubsforelskelse, hvor Tony tager det første skridt og henvender sig til den ombejlede Georgio. Herfra inviterer han hende, hendes bror (Louis Garrel) og brorens kæreste (spillet af instruktørens søster Isild Le Besco) med hjem til morgenmad. Lejligheden er lige så imponerende og opblæst som hans ego. Han er et voksenbarn med bordfodboldbord i stuen, men serverer samtidig fornemme trøfler til det groft skårne brød.
Georgio er en charmerende gåde, og Tony er solgt. Og det på trods af at Georgio allerede fra start bedyrer hende: »Jeg er ikke en idiot. Jeg er kongen af idioter.« Men hvad betyder det, så længe idioten er hendes idiot?
Hun er advokat med en fremadstormende karriere, og han er luksusrestauratør med ikke helt rent mel i posen. Livsstile og verdener støder bogstaveligt talt sammen. Ligningen burde ikke gå op, men de to kan slet og ret ikke holde fingrene fra hinanden. Hverken på silkelagnerne eller i restaurantkøkkenet. Det er saftigt og næsten for meget, men Bercot og Cassel får forelskelsen til at slå tro- og seværdige gnister.
Emmanuelle Bercot delte prisen for bedste kvindelige hovedrolle med Rooney Mara ved filmfestivalen i Cannes sidste år. Sat over for Maras elegant afmålte præstation i ’Carol’ balancerer Bercots hudløst ærlige portræt af den kærlighedssyge Tony på kanten af det hysteriske. Af og til tipper læsset med grådkvalt overspil og alkohol- eller pilleinducerede rablerier. Men primært er Bercot med den triste mund og de dybe øjne filmens følelsesmæssige epicenter.
I Vincent Cassel har Maïwenn fundet den vel sagtens eneste skuespiller, der kan gøre den egocentriske og farligt opfarende skørtejæger Georgio til en troværdig karakter. Sjældent har hans ulvesmil gjort sig bedre. Han er en utro idiot. En kærlig far. Et manipulerende røvhul. En opmærksom elsker og en charmerende nattelivskonge. Og man skiftevis sympatiserer med og ryster på hovedet af Tonys hovedkulds forelskelse i ham.
’Mon roi’ provokerer således med sit nuancerede billede af et på mange måder usundt kærlighedsforhold, hvor der både udgydes blod, sved og virkelig, virkelig mange tårer undervejs.
Kort sagt:
’Mon roi’ er en halv time for lang og Maïwenn, instruktøren bag den mere helstøbte ensemblefilm ’Polisse’ (2011), kunne med fordel have tøjlet Emmanuelle Bercots portræt af Tony. Med det sagt, har hun stadig drejet et passionsfyldt og nuanceret menneskeligt drama, der sine bedste steder sprudler af liv og lyst og lys.