10. The Hound vender tilbage
Man kan argumentere for, at det er blevet lidt for svært at dø i ’Game of Thrones’, men det var nu alligevel dejligt at se den gamle kriger Sandor Clegane tilbage i spillet, efter han blev udraderet af Brienne og siden efterladt til en (troede man) langsom død af Arya i sidste sæson.
The Hound er på mange måder indbegrebet af, hvad ’Game of Thrones’ formår i forhold til karakterarbejde, når den er bedst: Udvikle en til at begynde med perifer og endimensionel bifigur til et nuanceret menneske. Splittelsen og desillusionen i den tidligere så blodtørstige Lannister-kriger med et stort broderkompleks og en mindst lige så stor frygt for ild er én af de mest prægnante eksistentielle skildringer i serien.
Efter et kort ophold hos Ian McShanes hippiefællesskab er The Hound nu på vej mod nye, endnu ukendte og formentlig temmelig blodrøde eventyr. Velkommen tilbage.
9. Jaime og Briennes genforening
Jaime og Briennes fælles rejse i sæson 3 hører stadig til blandt seriens stærkeste plottråde og var et forbilledligt eksempel på, hvordan rejsescener ikke behøver være kedsommelige mellemspil, som de indimellem er i ’Game of Thrones’.
De to udviklede et kompliceret forhold til trods for deres formelle fjendskab, og det var derfor et varmt øjeblik at overvære deres genforening i afsnit 8 af sæson 6. De to nærer tydeligvis varme følelser for hinanden, men det er aldrig udtalt, og der var således masser af undertekst i deres forhandlinger i teltet ved Riverrun. Er de forelskede, eller respekterer de bare hinanden på et platonisk plan? De nærer i hvert fald ikke fælles interesser, men deres fælles historie og den flotte visuelle forløsning gjorde scenen til et højdepunkt.
Og helt ærligt: Brienne er et bedre match for Jaime end hans skrupelløse søster.
8. Daenerys og Yaras forhandlingsflirt
Kvinderne står stærkt i ’Game of Thrones’ lige nu, altså dem der stadig lever. Og der var da også mere femipower end nogensinde før i den nye sæson, herunder mødet mellem den hårdkogte og homoseksuelle Yara Greyjoy og den stoiske Daenerys Targaryen i afsnit 9, ’Battle of the Bastards’.
Daenerys fik med det samme respekt for Yaras direkte facon, og der blev både udvekslet drilske indforståede blikke og indgået progressive aftaler mellem de to i en veloplagt scene, der i høj grad understregede seriens aktuelle filosofiske fundament: Her er det kvinderne, der er de mest fornuftige og taktisk veldisponerede ledere.
7. Briennes troskabsløfte til Sansa
Skulle I ikke have bemærket det, tager Brienne luftige begreber som ære og loyalitet temmelig seriøst. Det gør hende til en lidt rigid type, men i en verden af magtsvig og gemene mord er det samtidig vederkvægende med en kriger, der har æresbegreberne i behold.
Som led i sit løfte til Catelyn Stark havde Brienne svoret at vie sit liv til Sansa, men det har været sin sag at indfri dette løfte. Da det endelig skete i sæsonens første afsnit, skabte det et særdeles rørende øjeblik, både fordi det var en forløsning for Brienne, og fordi der var intet, man ville ønske mere for den hårdt prøvede Sansa, end at hun fik en tro væbner ved sin side.
»And I wow that you shall always have a place in my heart«. Snøft.
6. R+L=J, en sandfærdig ligning!
Rigtigt mange ’Game of Thrones’-seere er utvivlsomt stødt på fanteorien R+L=J: At Jon Snow slet ikke er resultatet af Ned Starks liderlige affære, men i virkeligheden er søn af Neds søster, Lyanna, og Rhaegar Targaryen, søn af The Mad King og storebror til Daenerys.
Men selv hvis man havde regnet ud, at det var netop denne afsløring, Brans syn byggede op til helt fra starten af sjette sæson, var scenen i sæsonfinalen, hvor det endelig kom for en dag, alligevel følelsesmæssigt medrivende.
Den unge udgave af Ned besøger Lyanna på dødslejet, og her befaler Lyanna ham at tage babyen og hævde, at det er hans egen for at redde hans liv (barnet ville formentlig være blevet dræbt af Robert Baratheon, Lyannas forlovede).
Klipningen fra babyen til Jon Snows ansigt i nutiden var et visuelt storslået øjeblik. Her blev det endelig bekræftet, at Jon har både Stark- og Targaryen-blod i årene, hvilket unægtelig stiller ham stærkt i kampen om tronen. Nu skal Bran bare have overbragt ham nyheden. Og så var det i øvrigt også et nærende øjeblik i retrospekt, da det understreger, at Ned Stark var langt mere moralsk uangribelig, end man gik og troede.
Du kan læse mere om, hvordan R+L=J-teorien hænger sammen, her.
5. Melisandres sande ansigt
Det største WTF-øjeblik i sæsonåbningen var afsløringen af, hvordan Melisandre ser ud uden makeup.
Hun tog halskæden af, forvandlede sig til en tudsegammel kone og lagde sig til ro i sin seng, mens man i sofaen var ved at tabe kæbepartiet. Scenen var flot forløst med en elegant brug af spejle, og det var en pirrende optakt til det, alle ventede på: At hun skulle genoplive Jon Snow.
Afsløringen var desuden et vigtigt element i denne sæsons skildring af Melisandre som en slagen, desillusioneret skikkelse, der har måttet erkende, at hun hyldede de forkerte frelsere. Troldkvinden blev indhentet af sin alder i denne sæson, og i sidste ende blev hun også indhentet af sine misgerninger, nærmere bestemt drabet på den uskyldige Shireen.
Melisandre blev forvist af Jon Snow, og det skal blive spændende at se, om hun vender tilbage for at støtte ham, den nye udvalgte, på et afgørende tidspunkt senere i forløbet.
4. Lyanna Mormont
Omfanget af universet i ’Game of Thrones’ er intet mindre end overvældende, og at serien har givet sjæl og liv til så mange stærke karakterer, som den vitterligt har, er imponerende. Ikke alle nye karakterer er dog blevet introduceret lige godt (læs: Dorne), og man har i lange perioder ønsket, at serien ville samle kræfterne om de centrale figurer, der var med fra start.
Men én ny karakter har nærved stjålet billedet i sjette sæson, selvom hun kun medvirkede i to scener: Den blot 10-årige Lyanna Mormont.
Som overhovedet af Bear Island og House Mormont lader Lyanna sig ikke begrænse af sin alder, og hvorfor skulle hun da også det? Hun er lige så skarptunget, intelligent og klarsynet som seriens mest respekterede ledere.
Vi mødte hende første gang i afsnit 7, hvor Jon og Sansa tigger og beder hende om støtte i deres kamp mod House Bolton, men hun lod sig ikke sådan trække rundt i manegen. Der skulle vise ord i øjenhøjde fra Ser Davos til, før hun spidsede ører.
I sæsonfinalen spillede hun så igen en central rolle og leverede brandtalen, der anstiftede opbakningen til Jon Snow som den retmæssige King in the North. Lyanna er trods alt også opkaldt efter Lyanna Stark, Neds søster og – ved vi nu – Jons rigtige mor.
Det var en gåsehudsfremkaldende scene, formidabelt leveret af den purunge brite Bella Ramsey.
3. Jon Snow i kamp
Man kan mene, hvad man vil om sæsonens meget omtalte og omdiskuterede ’Battle of the Bastards’-afsnit. Men det er svært at komme uden om, at selve kampscenerne er de måske mest veleksekverede, der nogensinde er lavet på tv.
Jon Snows Sisyfos-kamp mod Ramsays talstærke hær var intens, beskidt og åndeløs, og man følte sig virkelig hensat til slagmarkens brutalitet og anarki, ikke mindst da Jon kæmpede for sit liv under en hel bunke af levende og døde.
Her kom ’Game of Thrones’ kolossale budget virkelig til sin ret, og i Miguel Sapochnik (der også instruerede sidste sæsons store zombiekamp i ’Hardhome’) har de fundet en instruktør, der leverer varen. Han lavede minutiøse forberedelser til scenen, der både var inspireret af virkelige slag og Akira Kurosawas klassiker ’Ran’.
»Jeg var interesseret i, hvordan det måtte føles at være på jorden, når det hele ramler«, har han sagt til Entertainment Weekly. Det må man sige, han lykkedes med.
2. Det første kvarter af sæsonfinalen
Anslaget på sæsonfinalen stak på mange måder ud. Klaver-, orgel og strengemusikken lød ikke som det score, vi normalt forbinder med ’Game of Thrones’, og de tålmodige sammenstillinger af Tommen, The High Sparrow og Margearys ankomst til retssalen, Cerseis påklædning og de små fugles drab på Pycelle havde en underspillet stemning over sig, som afveg fra den mere ligefremme, dramatiske spændingsopbygning, serien ofte benytter sig af.
Afsnittets instruktør Miguel Sapochnik har da også udtalt, at han tog en chance med sin foreløbige musik til sekvensen, som han afleverede til hovedforfatterne Benioff og Weiss. De købte dog 100 procent ind på idéen og fik seriens komponist Ramin Djawadi til at forfine udtrykket.
Musikken og klipningen understreger følelsen af skæbnebestemthed i Cerseis kyniske handling frem for at betone den suspense, som helt naturligt lå i billederne i forvejen. Og det hele kulminerede i den voldsomme eksplosion, hvor The High Sparrow gik op i grøn røg, mens Cersei smilede selvtilfredst, og Tommen så måbende til.
Det var slet og ret en af seriens bedst forløste sekvenser nogensinde, en 15 minutter lang symfoni af hævn og katarsis.
1. Hold the Door
Én ting er, hvor ærefrygtindgydende det er at overvære et payoff på et setup, der har været sat op af George RR Martin for flere årtier siden. Og at nyde, hvordan forløsningen ikke allerede var spået gennem de ellers utallige og vidtstrakte fanteorier, der omgærder serien.
Noget andet er den emotionelle slagkraft, dette payoff førte med sig. I starten af sæsonen mødte vi Hodor som barn gennem Brans syn hos The Three-Eyed Raven, men ud over overraskelsen i at møde en talende, almindelig ung dreng stod det ikke klart, hvorfor Hodors betydning i flashbacket var så stor.
Men i slutningen af sæson 5 smeltede tidslinjerne sammen. I nutiden reddede Hodor Brans liv ved at holde The White Walkers og frådende zombier fra døren, en kraftanstrengelse, der satte sig spor med tilbagevirkende kraft i den unge Wylis psyke og beseglede hans skæbne.
Implikationerne i, at den slags tidsmanipulation er en mulighed i ’Game of Thrones’-universet, var i sig selv hjernebrydende, men det virkeligt storslåede var, hvordan serien bandt sløjfe på en elsket, trofast karakter på en måde, ingen havde kunnet drømme om, og som understregede seriens tematik om skæbne og mod.
Det vil aldrig blive det samme at holde døren for nogen. Hodor, RIP.
På sidste side fremhæver vi de tre mest undervældende øjeblikke fra ’Game of Thrones’ sæson 6.
1. Jon Snow vågner
I ni måneder spekulerede, gættede og ræsonnerede vi: Bliver Jon Snow vakt til live?
Det var en på én gang genial og dumdristig cliffhanger, Weiss og Benioff skabte i slutningen af sæson 5, for på den ene side har det skabt større hype om serien end nogensinde før, på den anden side kunne forløsningen nærmest kun skuffe. Og det gjorde den.
Mens mange andre afgørende scener i serien har stor dramatisk punch, virkede genoplivningen i sæsonens andet afsnit som venstrehåndsarbejde. Det gik ligesom for nemt, for hurtigt. Lidt remser, lidt klippet hår fra Melisandres side, og vupti: Tilbage fra de døde!
Det understregede, at Jon Snows død og genopstandelse ud fra et kunstnerisk perspektiv burde have ligget i to fortløbende afsnit i samme sæson. Med denne model fik serien slået et større brød op, end den kunne bage.
2. Daenerys overlever ilden – igen
Daenerys afstikker hos The Dothrakis var naturligvis nødvendig med henblik på at samle en seriøst frygtindgydende hær, men ellers var der ikke meget godt at sige om hendes ophold hos hendes barbariske eks-frænder. Deres lumre jokes virkede malplacerede i ’Game of Thrones’-øjemed, og det var nærmest, som om serien overkompenserede, da den skulle beskrive hendes store redemption, som skulle overbevise hestehæren om at følge hende på ny.
Daenerys, der træder nøgen ud af ilden, mens dothrakierne ser måbende til og beslutter sig for at tilbede hende? Det var, som om man havde set det før. En lidt uopfindsom, overdramatisk løsning på en plottråd, der bare skulle overstås.
3. Arya dræber The Waif
Igennem adskillige afsnit havde vi set Arya få tæsk af den anæmiske The Waif i og omkring The House of Black and White.
Og efter Arya endegyldigt besluttede sig for ikke at ville være ingen, skulle slaget stå: The Waif fik til opgave at dræbe Arya, men i sæson otte var det naturligvis Arya, der i stedet fik krammet på den usympatiske kamæleon.
Eneste problem var, at vi ikke fik det at se! Arya kvalte kælderens sidste stearinlys med sit sværd, og pludselig var scenen slut.
Det skyldtes selvfølgelig, at eksblinde Arya kun havde en chance mod den overlegne The Waif i mørket, men det kunne være løst på andre og mere elegante måder. Det var et antiklimatisk punktum for en fyldig fortælletråd.
Læs også: Anmeldelse af sæsonfinalen på ‘Game of Thrones’