‘Easy’: Sex, kærlighed og karriere kolliderer i ny Netflix-serie
Tilværelsens ulidige lethed føles lidt for let i Joe Swanbergs antologiserie ’Easy’, hvis otte løst forbundne afsnit kan ses på Netflix.
Serien udspiller sig blandt skuespillere, kunstnere, ølbryggere og veganske aktivister i Chicago, det er hipster galore, og det balancerer faretruende på kanten af privilegerede non-problemer blandt mennesker, der ikke burde have noget at klage over.
Men det har man jo alligevel, lige meget hvor førsteverdensbesmykket man er: Problemer med kærligheden, i sengen, i karrieren, problemer med at få idealerne til at stemme overens med dyriske drifter og undertrykte følelser. Det er dét, ’Easy’ handler om, med blandet udfald.
I to afsnit, ’The F**king Study’ og ’Contralada’, undermineres de trygge parforhold af trusler fra underlivets uregerlige vibrationer, i det ene når en hustru overvejer, om hun tænder mindre på sin mand, efter han (og hans pik) er blevet blød og hjemmegående, i det andet når en gammel ekskæreste dukker op og tilbyder al den impulsive vildskab, der er gået tabt i et liv med graviditetsplanlægning, overarbejde og praktisk sofa.
I ’Vegan Cinderalla’ laver en sød og almindeligt selvcentreret ung pige om på sig selv for at indynde sig hos sin nye, anderledes politisk bevidste veganerkæreste, og i ’Art and Life’ må en autobiografisk tegneserieforfatter (Marc Maron) æde sine egne ord, da han selv bliver portrætteret i et stykke grænseoverskridende kunst.
Idealerne bliver knust på realiteternes kantsten, mens øjeblikkets fristelser og den langsigtede fremtid konstant kolliderer, og det er såmænd både veliagttaget og veldrejet. I stil, tone og tematisk skæring er vi tæt på Swanbergs egen ’Drinking Buddies’, og instruktøren viser igen sit ubesværet naturalistiske blik for faretruende undertekst i ethvert møde mellem mennesker. Nok er ’Easy’ let, men den er absolut ikke ulidelig – snarere et rart og imødekommende sted at opholde sig, især hvis man kan overleve en urban-overskudsagtig replikudveksling som: »Brygger du stadig?«. «Nej, jeg har ikke brygget i årevis«.
Men hvor dilemmaet i ’Drinking Buddies’ – to nære kollegers forbudte arbejdsflirt – føltes presserende og indgød suspense i hver en scene, er der ikke altid lige så meget på spil i ’Easy’. En hvilken som helst antologiserie er en buffet af ujævnt appetitlige retter, men man savner de modhager og skævt originale betragtninger, som man for eksempel finder i den beslægtede ’High Maintenance’ (nu samlet op af HBO), hvis visuelle ambitioner og budskabsmæssige uforudsigelighed skubber anderledes hårdt til novelleformatets rammer.
Kun i et enkelt afsnit, ’Chemistry Road’, som jeg har skrevet en mindre tilbedelse af her, når ’Easy’ samme højder.
Skuespillere som Dave Franco, Jane Adams, Zazie Beetz, Malin Akerman og, ja, Orlando Bloom (som sød fitnessinstruktørfar klar på en trekant) leverer fine præstationer, der får disse otte skygger af storbyliv til at glide nemt ned. Ingen vil lide overlast af ’Easy’. Desværre.
Kort sagt:
De otte afsnit, fra bedste til værst: 7 (’Chemistry Road’), 1 (’The Fucking Study’), 3 og 8 (’Brewery Brothers’ og ’Hop Dreams’, de to eneste afsnit, der hører reelt sammen), 2 (’Vegan Cinderella’), 5 (’Art and Life’), 6 (’Utopia’), 4 (’Controlada’).
Læs også: Ét afsnit af ‘Easy’ er en tv-perle af højeste karat