KOMMENTAR Et af de mest tåkrummende øjeblikke i live-musikkens historie er Ashlee Simpsons fadæse i ’Saturday Night Live’ i 2004.
Sangerinden havde tidligere på aftenen spillet hittet ’Pieces of Me’, men da bandet senere satte ’Autobiography’ i gang, flød ordene fra førstnævnte sang igen ud af højttalerne – med mikrofonen dinglende ved Simpsons hofte.
En akavet polkadans fulgte efter, og sådan bliver man til grin i hele verden på 30 sekunder.
Simpsons manager forklarede efterfølgende, at sådan gør alle, der optræder på nationalt tv. Den største fejl var altså, at Simpson blev opdaget.
Diskussionen har kørt i flere årtier – lige siden Michael Jackson lip-syncede ’Billie Jean’ til tv-showet ’Motown 25: Yesterday, Today, Forever’ i 1983 – og blussede igen op, da Justin Bieber spillede i Parken og flere gange ikke magtede at holde mikrofonen op til munden, mens hans ord gjaldede ud over de 45.000 tilskuere.
Men giver det mening at blive sur? Ja, men ikke over, at Bieber ikke sang live.
Popmusik er en illusion sammensat af sangskrivere, producere og effekter med studiet som det hellige rum. At efterspørge autenticitet i popmusik er direkte naivt – alle ved, at de største pophits (oftest) bliver sammensat som en buffet af indspark fra en lang række samarbejdspartnere.
Popmusik er ikke fantastisk på grund af dens autenticitet. Det er ikke historien om Justin Vernon alene i en hytte, men et uimodståeligt resultat, som skal nydes for, hvad det er: God pop. Du har heller ikke lyst til at få at vide, hvordan McDonalds laver deres McNuggets – tro mig…
Og når først man er nået til den erkendelse, hvorfor gælder det så ikke også live? Hvorfor opstår der ramaskrig blandt både fans og anmeldere, når der gang på gang mimes på scenen? Tag bare Rihanna på Roskilde Festival som eksempel.
Når de største popstjerner giver koncert, er det ligeledes en konstruktion. Det er et show. Ekstravagant og pompøst. Det er dét, man betaler for.
Havde Justin Bieber siddet på en stol og lip-syncet 20 numre, så måtte man gerne kræve pengene retur. Men hans ’Purpose Tour’ er altså et show – en forestilling, som i ligeså høj grad skal nydes for det visuelle sidestykke.
Det samme kan siges om Rihanna på Refshaleøen og Beyoncé i Parken. Med den undtagelse, at Beyoncé bare er lidt mere real end sine konkurrenter.
Hertil er det – igen – naivt at tro, at Biebers stemme kan holde til at synge omkring 20 sange til 119 koncerter fordelt over et år. Her kan man så argumentere for, at det kunne den, hvis Bieber kun spillede en fjerdedel af de shows. Men popmusik er popmusik, og der skal tjenes penge.
Jeg er nødt til at pointere, at jeg ikke synes, det som udgangspunkt er okay at lip-synce. Havde Neil Young gjort det på Roskilde Festival havde det været en skandale. Når man som Milli Vanilli slet ikke synger selv, er det selvfølgelig også slemt – det er alligevel at strække popmusikkens konstruktion en tand for vidt.
Men når det gælder de her popkoncerter i bredformat, så er man nødt til at acceptere, at illusionen er virkeligheden. At showet kommer før kunsten.
Hvilket bringer mig tilbage til Michael Jackson i 1983.
Det var naturligvis fuldstændig tydeligt, at Jackson ikke sang ’Billie Jean’ live, men det var komplet ligegyldigt. Jackson leverede et show uden lige – det var for helvede her, han moonwalkede for første gang!
Man kan ikke blive sur over, at de største popstjerner på deres monstrøse verdensturneer bruger playback. Men man kan i den grad blive rasende, når de ikke gider levere et show.
Det er det, man har betalt for. Og det var her, Justin Bieber fejlede i søndags i Parken.
Det var ikke hans lip-sync, der resulterede i negative anmeldelser over hele linjen. Det var Biebers ugidelighed. Takket være hans dvaske attitude bristede den illusion, som popmusikken på sin egen magiske vis er nødt til at opretholde.
Læs vores anmeldelse: Justin Bieber i Parken
Læs også: Den pokkers autenticitet: Hvordan Kanye hjalp Bon Iver med at flygte fra træhytten