’Prinsesser fra blokken’: Fantastisk fin coming of age-dokumentar fra Vestegnen

»I kender os som dem, der droppede ud. Som de vilde piger«, lyder introspeaken til ’Prinsesser fra blokken’, DR3’s dokuserie på fire afsnit om de unge kvinder Claudia, Siri, Emma, Camilla, Isabell og Simona.

Serien følger prinsesserne i byen, i solariet, med tømmermænd og gennem talrige indsprøjtninger med såvel botox som solkur. Gennem banale vestegns-gajolcitater (»dem, der siger, penge ikke giver lykke, ved ikke, hvor de skal shoppe«), men også til eksaminer og undervisning, og når venskaberne bliver sat på prøve.

Dokumentaren lægger sig i forlængelse af DR’s andre kig på socialklassen et par niveauer under P1: ’Drengene på kanten’ og i en eller anden grad også realityforsøget ’Selvoptaget’. Her er der lige dele studiesolointerviews og fluen på væggen-optagelser fra dagligdagen på vestegnen. Om der ligger reel interesse for gruppen eller bare et forsøg på at hive seere ved at gøre Kanal 5’s ’De unge mødre’ til public service, forbliver usikkert.

Man må træde varsomt, når man anmelder ’Prinsesser fra blokken’. For det er vanskeligt at tale om serien uden at lyde gammel og bedrevidende. Men det er svært ikke at bekymre sig for Emma, der fik barn som 17-årig og ikke rigtigt kan finde ud af det med skolen. Eller for Claudia på 19, hvis mor blander joints til datter + venner i sofaen derhjemme. Eller for kun 16-årige Simona, der som barn var offer i en ækel pædofilisag.

Men lige så nøgternt, som kvinderne taler om anbringelser og alkoholikerforældre, lige så klare i spyttet er de, når de sætter ord på deres virkelighed og fremtidsdrømme. Og det handler ikke kun om stripperskønhedsidealer, dakkefester og at gi’ den gas og glemme i morgen. Som Claudia siger, idet hun er på vej til den prøve, der – som en forsinket erstatning for folkeskolens afgangsprøve – skal afgøre, om hun kan begynde på teknisk skole:

»Det er lækkert at sove længe og lave ingenting. Men i længden så bliver du fanme død oppe i hovedet af det […] Der skal snart ske noget. Jeg skal bare foretage mig noget«.

Prinsesserne er udmærket klar over, at vejen frem går gennem en eller anden form for uddannelse og ordentlighed – til trods for teenageårenes udskejelser. Og så er de for helvede knap fyldt tyve og alligevel på rette vej, hårde vilkår og opvækst til trods. Tag bare den unge mor Emma, nu 19 år, der droppede de stoffer, der ellers fylder meget til psytrance-trampefesterne, da hun fik Tristan:

»Jeg har spildt mit liv, indtil jeg fik ham. jeg tør ikke engang drikke én genstand for meget længere, fordi jeg er bange for at kradse af fra ham. Sådan er det, når man får børn«, siger hun og kigger direkte ind i kameraet.

Og lidt ironisk kunne man måske mene, at netop det er dokumentarens ærinde? At give mikrofonen til nogle, der alt for sjældent har en stemme i medierne.

Og dermed – pyyyhada – at få kulturkapitalen og den kreative klasse til at ånde lettet op gennem en kærlig og (mere) hel skildring af nogle, vi – i hvert fald i mit pæne, ordentlige, satte, veluddannede, rutineprægede, regelrette, andelsbolighavende, midt-30’er-segment (gab) – alle sammen passerer hver eneste dag på gaden. Men måske sjældent taler med. Og måske endda har en masse fordomme om?

’Prinsesser fra blokken’ er i hvert fald et rørende dokumentarportræt, fordi det sgu godt kan være, vi »kender dem som dem, der droppede ud« (det er jeg nu faktisk slet ikke så sikker på). Men de er også en hel masse andet. At det så – sidenote – viser sig at være en DR-ansat, der har speaket introen, og altså ikke en af prinsesserne, er faktisk lidt problematisk, fordi introen måske så i højere grad er udtryk for DR’s antagelser om seernes fordomme, end hvordan virkeligheden reelt tegner sig.

Dokumentaren halter en smule der, hvor den faktisk formår at komme sådan rigtigt tæt på sine hovedpersoner – Simonas pædofiliberetning, Siris mange anbringelser, Claudias fængslede stedfar  – og så efterlader seeren på det rå og onde sted uden at følge op med et »hva’ nu?«.

Men måske er det i virkeligheden et elegant greb og en præcis beskrivelse af, hvordan kvinderne selv tackler livets knubs? Ved at komme videre, power through og være stærk i stedet for at bruge timevis på selvrefleksion hos psykologer? Måske er det en velplaceret skråt-op-finger til den måde, vi i intelligentsiaen lærer at håndtere vores problemer/tale dem ihjel?

’Prinsesser fra blokken’ fungerer under alle omstændigheder bedst som en fantastisk fin coming of age-historie snarere end et portræt af et »unikt og lukket miljø«, som DR ellers skriver i programbeskrivelsen. For når Siri på 26 lige om lidt er færdig som kosmetolog, og Claudia kommer i gang med sin ungdomsuddannelse, er der sgu ikke en kæft, der vil genkende dem som »dem der droppede ud«.

Og hvis man tror, det kun er i trampefestsegmentet, at kvinder (og mænd) går op i ydre skønhed og »øjenvipper så sorte som sjælen«, så skulle man tage at slå et smut forbi jurakantinen på KU.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

Læs også: Den kreative klasse går skævt af ‘Prinsesser fra blokken’