Søndag den 5. juli 2015 – klokken lidt i fire om morgenen.
Solen er ved at stå op, men der er ikke nogen, der har lagt mærke til det. Suspekt har kvælertag om Orange Scene og 70.000 mennesker, og det virker som om, trioen aldrig har tænkt sig at stoppe deres koncert.
De er i gang med at spille ’Kinky fætter’ for tredje eller fjerde gang i træk. Det er Lukas Graham, der rapper nu, efter Orgi-E selv har taget den de første gange. Der er ild, fyrværkeri, guitarsolo, kvindeundertøj og omkring 50 mennesker på scenen. Kaos hersker, og alle elsker det. Roskilde Festivals gigantiske hovedscene bliver kneppet til den helt store guldmedalje ved årets sidste koncert. For nu at bruge drengenes egne ord.
Det føles som toppen af verden, som om der bliver sat nye standarder. Der har været dansk hiphop på Orange før, men ikke på denne her måde. Ingen hiphopgruppe med Suspekts kompromisløse hårdhed er nået så langt før.
Koncerten på Orange Scene er en af grundstenene i det fundament, der i løbet af to hæsblæsende år én gang for alle har løftet gruppen endegyldigt ud af undergrunden og ind i den brede danske sangskat ved siden af Gnags og Nephew og den slags folkelige koryfæer. To år, der har budt på alt fra smøger og rødvin backstage med Helle Thorning til Danish Music Awards over en storslået DR-dokumentar i fem afsnit til en platinplade for deres medvirken på Kendrick Lamars mesterværk ’good kid, m.A.A.d. city’. Der er ikke noget at sige til, at de har det ’100% Jesus’, som de slår fast på titelnummeret på deres nye og sjette album.
Jesus-barometeret slår ikke helt så voldsomt ud, da vi mødes til smørrebrød og snaps en iskold februar-tirsdag på Schønnemann i indre København. Der er umiddelbart ikke meget rockstjerne over Andreas Bai Duelund alias Bai-D og Rune Rask, der allerede står og fryser udenfor med deres smøger, da jeg ankommer et kvarter før aftalt.
Restauranten tager tilsyneladende deres reservationstider temmelig bogstaveligt, så vi er forvist til sneen, hvor Rune jovialt fortæller mig, at han lå og glædede sig til at skulle herind aftenen før, inden han skulle sove. Andreas fortæller røverhistorier fra Oslobåden, hvor de har været til Zulu Awards et par dage før, mens han fisker en ny smøg frem fra et sort læderetui, der er som taget ud af en Tarantino-film. Orgi-E, eller Emil som han bare hedder her, ankommer som den sidste iført Timberlands, et par uldne joggingbukser og en pose fra LeFix. Vi får omsider lov til at komme ind i varmen.
Der bliver snakket om Goya-maleriet med dæmoner og blodsprøjtende krucifiks, der udgør albummets bastante coverbillede, mens menukortet endevendes med overvejelser om tatar og safransnaps og en tilkendegivelse fra Emil om, at han har tænkt sig at æde sig helt flad.
Rune fortæller, at han fandt billedet på internettet efter at have haft det vildt over den samme malers ligeså intense værk ’Saturn æder sit barn’ i filmen ’Wall Street: Money Never Sleeps’ – til trods for, at Emil hårdnakket hævder, at han har været på grundig researchtur til Rom.
»Omdrejningspunktet er os selv«
Fascinationen af det intense og grænsesøgende har altid været en af grundingredienserne i Suspekt-suppen. Selve albumtitlen kommer fra en rejse til Brasilien, Emil var på, hvor han pludselig – midt på Amazonasfloden – blev overhalet af en lille flodpram, der kom futtende forbi med et gigantisk skilt, hvor der stod ’100% Jesus’.
»Jesus var rimelig meget. Han var en rimelig intens fyr. Og så 100% Jesus«, som han forklarer, hvordan udtrykket er blevet en metafor for en sindstilstand, da vi en uge tidligere lytter albummet igennem i pladeselskabet Universals lokaler på Christianshavn.
Man får indtryk af, at det er sådan, deres inspiration fungerer: At se og gribe løse ideer ud af luften omkring dem. Ting der fungerer i Suspekts særegne univers. Uden yderligere overvejelser omkring, hvordan og hvorvidt spanske malere fra romantikken, den hastigt voksende evangeliske pinsebevægelse i Brasilien og samples fra spaghettiwestern-soundtracks, der er fundet på Youtube, i øvrigt passer sammen.
Men det kulturelle kludetæppe er bare indpakning. »Omdrejningspunktet er os selv«, siger Emil. »Hele vejen igennem. Alle numrene handler om os selv eller vores betragtninger, eller om os selv de sidste to år. Der er ikke så mange andre universer end granskningen af os selv. Det har været to rigtig flotte år for Suspekt«.
Mainstreamsucces har traditionelt repræsenteret kulturelt højforræderi i hiphoppen, men Suspekt skammer sig på ingen måde: »Vi ville være nogle skarn, hvis vi ikke sagde, at det var mega fedt, at Helle Thorning stod og lavede en tale til os, og at vi modtog prisen for Årets Gruppe og Livenavn (til Danish Music Awards, red.) og så videre, selv om man ikke må sige, at priser er fede. Men det var fandeme fedt at få den der anerkendelse, som vi har higet efter og søgt efter og følt, at vi har fucking fortjent med det hårde arbejde, vi har lagt i det«, uddyber han.
Snaps og tæt på de 40
Vi afbrydes af tjeneren, der med usvigeligt sikre hænder og millimeterpræcist øjemål hælder den første omgang af husets egen snaps op, så overfladespændingen bugner langt over glassenes kant og ser ud til at bryde fysikkens love. Kunstværket afføder et begejstret jubelbrøl fra Emil, der straks læner sig frem for at slubre af glasset direkte fra bordet, mens Rune instinktivt famler efter telefonen for at snappe øjeblikket. På få sekunder bevæger vi os fra seriøse og velovervejede refleksioner om endelig at have fundet sin plads i den danske musikverden til hormonpumpende drengerøvsstemning, der kunne høre hjemme på et teenageværelse i Albertslund.
Det er et fint billede på den dualisme, der definerer Suspekt anno 2017 og ’100% Jesus’ som værk. Der er alvorlige kontemplationer om livet i arbejderklasse-Danmark, tab, sorg og kærlighed, men samtidig er den næste linje om at slikke fisse hele tiden inden for overskuelig rækkevidde.
Det er ikke nogen tilfældighed. Drengene er albumnørder, der som dynamisk modspil til de spontane indskydelser, der får lov at forme sangene, bruger dagevis på at give deres plader den rette balance, den rette fremdrift og momentum på de rette steder.
»Det er noget med, hvad man vil bruge sin tid på. Jeg kan godt lide at bruge min tid på at høre album og se lange film«, som Rune udtrykker det. Emil uddyber seriøsiteten: »Vi har jo nærmest et helt album af sange, som ikke er kommet med på pladen, som også er skide fede, men som bare ikke passer ind på det her«.
De tre drenge nærmer sig alle så småt de 40 og er åbenlyst blevet ældre og mere afdæmpede, som det kommer til udtryk, når de igen og igen vender tilbage til seriøsiteten og vigtigheden af at se livet som musiker som hårdt arbejde. Emil bevæger sig sågar ud i et billede om sig selv som en murermester, der mestrer sit fag og nu kan nyde at bygge sine mesterværker.
Dyrlægens natmad og at finde sig selv
Jeg frister mig til at spørge, om det er svært at balancere en personlig modningsproces med forventningerne fra et publikum, der elsker dem for ’Kinky fætter’, ’Sut den op fra slap’ og de andre klassiske testosteronhymner i deres bagkatalog.
»Nej, for essensen i vores gruppe er jo os selv, så det er faktisk afsindigt let. Vi hviler i dem, vi er«, forklarer Emil og fejer hurtigt præmissen for spørgsmålet af banen.
Jeg oplevede det selv fra første paket, da vi lyttede til albummet sammen, og Andreas med verdens største smørrede grin var nødt til at rejse sig og groove med til ’Hun blev bare så glad’, selv om han allerede har hørt nummeret tusind gange. »Vi bliver selv bare så glade«, bemærkede han grinende. »Jeg tænker bare på Caroline Fleming og min pik i munden«, sagde Emil.
»Jeg tror, det kommer meget an på, hvordan du ser dig selv, og hvordan du lever selv. Om du bliver ved med at være den samme person, eller fordi du er blevet 35 synes, at nu skal jeg sidde og se ’Vild med dans’ om aftenen og røvkede mig med min kone. Man vælger selv sit liv«, fortsætter Emil tilbage på Schønnemann, hvor der er blevet serveret, og Andreas nu har travlt med en velanrettet dyrlægens natmad.
»Vi har også skulle finde os selv«, fortsætter han omkring det at udvikle sig og blive ældre inden for noget, der altid har været en ungdomskultur.
»Man kan sammenligne det lidt med Gilli og Kesi, der starter med at lave grime og laver noget helt andet nu. Vi prøvede også at lave noget bestemt west coast-agtigt. Så gik det over. Så var det horrorcore og så porn-core, og så blev det måske lidt Wu-Tang-agtigt også. Vi har prøvet rigtig mange genrer af, så nu kan vi bevæge os rundt i dem og tilsætte nogle helt andre krydderier som Tina Dickow eller Folkeklubben. Have modet til at gøre det«.
Slagter Munchs favoritgris og Grammy-eventyr
Det er Emil, der fører ordet det meste af tiden. Til trods for, at han som den eneste ved bordet har bestilt tre runder smørrebrød, som også holder ham travlt beskæftiget: Sennepsild, klassisk rødspættefilet og le grand final, Slagter Munchs favoritgris. En særdeles ambitiøs frokostkonstellation, kan jeg konstatere, efter jeg selv er blevet godt mæt af en overdådig sildemad.
Han maler de store billeder – om at have fundet den plads, hvor man hører til, om at turde være modig og om aldrig at gå på kompromis med, hvad man har lyst til at lave, som han cirkulerer omkring som et mantra.
Når Andreas byder ind er det mere kontant og præget af hans karakteristisk tørre toneleje og sprogblomster: »Vi løb ind i Lau fra Fribytterdrømme ude i studiet, fordi vi tilfældigvis finder et opslag i Den Blå Avis og får et studie i Vanløse. Og det er så der, hvor syredrengene sidder og spiller heroinrock«, forklarer han om, hvordan det uventede samarbejde med Lau Pedersen på ’Lings sang’ – hyldestnummeret til gruppens afdøde ven og kollega, rapperen Linkoban – kom i stand. Det er det med at gribe mulighederne omkring sig igen.
Men den måske største mulighed, der har budt sig, har Suspekt i første omgang valgt ikke at gribe. Muligheden for at tage skridtet videre mod helt andre højder var der ellers, da gruppen af labyrintiske veje pludselig stod som producere på et af årtusindets mest monumentale hiphopalbum, Kendrick Lamars ’good kid, m.A.A.d. city’ fra 2012.
»Vores agent i L.A. havde været i studiet med dem [Kendrick Lamar og Dr. Dre, red.] og så skrev han til os: ’Hey, de har muligvis taget jeres track’«, fortæller Rune om den næsten surrealistiske oplevelse, hvor Suspekts ’Helt alene’ pludselig blev til Kendrick Lamars ’The Art of Peer Pressure’.
»Så var det sådan: ’Hey fedt, det glæder jeg mig til at følge med i’. Og så endte der jo med at gå et halvt år, og så sagde han: ’Jeg tror, den kommer på’. Og så gik der et halvt år igen, og så sagde han, at han troede næsten, den var der. Det tog halvandet år i alt«.
Suspekt fik aldrig mulighed for at møde hverken Kendrick eller Dre, men oplevelsen var alligevel en milepæl for gruppen.
»Der sker noget skelsættende med os, da vi bliver nomineret til en Grammy. Vi kommer til Los Angeles og kigger på hinanden og tænker shit: ’Nu er vi sgu nomineret til en fucking Grammy’. Nu er det sgu os fire, nu er vi over 30, nu er det sgu seriøst«, uddyber Emil med et nik til produceren Jonas Vestergaard, som han kalder gruppens pendant til D’Artagnan i ’De tre musketerer’.
»Vi kiggede hinanden i øjnene og sagde: ’Er det det, vi skal nu? Skal vi ligge det lidt på hylden i Danmark og så flytte herover med kone og børn og kærester og bo sammen og lave denne her ting her?’ Det kunne også være interessant«, fortæller han og understreger, at muligheden for at forfølge den drøm bestemt var der – og for så vidt stadig er det.
»Men lige nu står vi også bare midt i noget, som vi har kæmpet så meget for, at det ville være lidt antiklimaks bare at sige: ’Nu stryger vi den og kæmper for noget andet’«.
»Jeg tror også, jeg er lidt træt af at gå og hjælpe andre mennesker hele tiden med deres plader. Nu er det tid til at hjælpe os selv«, indskyder Rune Rask og sætter en tyk streg under, hvor vigtig Suspekt som projekt stadig er for barndomsvennerne – 18 år og seks album inde i processen.
»Det flotteste scenarie ville jo være, hvis der lige var tre andre lande ned igennem Europa, der talte dansk, så vi kunne tage på Europa-tour«, filosoferer Andreas, inden Emil bryder ind: »Men så kan det også være, at vi var blevet møghamrende sløve, da vi lavede det tredje album, fordi millionerne rullede ind og det hele var gået skide godt. Det ved man jo ikke. Om man så falder til patten og tænker: ’Jeg er god og Ferrarien holder ude i carporten’. Jeg tror, at det er et meget godt niveau, vi er på – vi bliver nødt til at arbejde. Og vi har sgu altid gået på arbejde. Vi er arbejdsmænd. Håndværkere«.
Det er den anden side af historien om at være nået toppen i Danmark. En pointe, der formidles implicit i den antiglamourøse hyldest til tourlivet ’Langt væk fra Vestegnen’. Det lyder mere som Mobb Deep end Diddy eller Drake, når Suspekt glider rundt i det mørkeste Jylland over et knasende dunkelt klaver-sample.
Fra koncerter foran tyve mennesker i Fredericia, hvor der bliver sniffet vodka, til Thylejren, hvor de blev røget så skæve på scenen, at Andreas glemte sine tekster.
»Det ligger på Youtube«, påpeger Emil grinende. »Vi plejede at have en Lambrusco-præst, der kom ind og velsignede os. Men deroppe i Thylejren, der kommer han bare ind med en rygende chillum. Fem-ti gram god primus tjald i. Bum, værsgo. Ryger Suspekt hash, eller ryger de ikke hash? Okay, Suspekt ryger hash. Det var sjovt«.
De taler om koncerten med omtrent samme henslængte begejstring, som de taler om deres udsolgte koncert i Forum til april eller ’Søndagsbarn’: »Vi vidste slet ikke, at vi skulle lave det nummer med Lukas Graham – det var i en flot brandert og en fødselsdagsfest«, fortæller Emil om nummeret, der for to år siden endte som deres største radiohit til dato.
Hiphop-nostalgi og kompromisløshed
Et par dage inden frokosten på Schønnemann er jeg til den udsolgte jubilæumskoncert for Clemens’ tyve år gamle ’Regnskabets time’ i Amager Bio. Det er danmarkshistoriens måske vigtigste hiphopalbum, der bliver fejret: Revolutionspladen, der nådesløst smed den gamle skole i guillotinen og banede vejen for en ny generation af rappere – deriblandt Suspekt, der debuterede på ’Transfusionen’ på efterfølgeren ’Den anden verden’ to år senere.
Det er en revitaliseret Clemens, der denne aften har hele salen og scenen fuld af legender som Jokeren, Blæs Bukki og L:Ron Harald bag sig. Men ingen er i tvivl om, at det er en retrofest, et kollektivt deja vu, der kun kan vare i to timer, selv om alle råber med, når Clemens rapper »fuck, hvor er det fedt at være hiphopper« på ’Lad os feste’.
Folk kan huske Clemens’, Jokerens og alle de andre gæsters tekster, men der er næppe mange, der kan nævne et album, nogen af dem har udgivet de seneste ti år. Suspekt er ikke med på scenen denne aften. I sagens natur selvfølgelig, da de ikke er med på ’Regnskabets time’, men det føles også naturligt, at de ikke er med til en lukket fest for gamle hiphopnostalgikere.
Gruppen har ikke bare som de eneste fra den generation holdt sig aktuelle, de har transcenderet det tykke bånd til 90’erne og de tidlige 00’ere og måske endda hiphopkulturen i det hele taget.
De giver mig en jordnær analyse af, hvad de har gjort anderledes end deres jævnaldrende kumpaner som Johnson, L.O.C., UFO og Yepha og Clemens: Da de andre så et potentiale i markedet for at nå bredere ud med en mere poppet lyd, var Suspekt meget bevidste om ikke at forfølge den mulighed. Det er igen mantraet om, at kompromisløshed er vejen til et langt liv som kunstner.
Hvad der måske imidlertid er endnu mere sigende er, hvor relativt lidt gruppen nogensinde har identificeret sig med den hiphopkultur, der siden hen har ændret sig så meget. Det har aldrig været mere end 15-20 procent af deres identitet, pointerer Emil. Det var mere en Suspekt-kultur, der var bygget op om et følgeskab på 30-50 tosser ude fra Tåssen og Lunden på Vestegnen, der kom med ind til byen og lavede ballade til koncerterne.
Det skinner også igennem, når vi taler om musik og inspiration. Emil har lyttet til den nu 81-årige libanesiske sangerinde Fairuz om morgenen. Rune lytter mest til Iron Maiden og Slayer: »Og det er hver dag. Når jeg står op om morgenen, så sætter jeg en gammel Iron Maiden-plade på og så i bad«.
Emil rapper også om at høre Pink Floyds klassiske rockopera ’The Wall’ for fuld smadder på pladens åbningsnummer ’23 kroner’.
»Den voksede jeg op med i galgebakken med mine hippie-forældre«, siger han og klapper sig selv på brystkassen over hjertet.
»Jeg var inde og se den i Parken. Det var for sygt«, sparker Andreas ind med samme ærbødighed overfor mesterværket.
Emil er misundelig: »Roger Waters. Fuck, man skulle have røget en koger og været derinde«.
»Det gjorde jeg. Det var fedt«, svarer Andreas roligt.
På Orange Scene med tømmermænd
Vi er tilbage på Orange Scene den dag for halvandet år siden i timerne op til koncerten, hvor endnu en rocklegende, Paul McCartney, er ved at stå for ’opvarmningen’ til Suspekt.
»Jeg kan huske, jeg så Paul McCartneys fyrværkeri og tænkte: ’Hahaha’«, fortæller Emil og trækker det karikerede grin så langt ud han kan for at markere selvsikkerheden.
»Det var fint, han lige skød sådan en halvslatten omgang af. Lidt som et cumshot efter tredje gang, du er kommet. Jeg stod og vidste, at vi altså lige havde for 100.000 kr. krudt i baghånden her. Det er fint, han lige fyrer lidt af deroppe«.
Imens ligger Andreas stadig og sover en brandert ud.
Det er live-shit. Det er det, vi er bedst til
»Jeg holdt mig selv hjemme fra Roskilde både torsdag og fredag. For ikke at fucke shit op blev jeg hjemme i København og gik ud og spiste med min kæreste på en restaurant, hvor vi så fik en 12-retters menu med dertilhørende vinmenu«.
Hans tonefald lægger ikke skjul på den forestående tragedie. »Så blev jeg fuld. Vi var først hjemme kl. 4 om morgenen, så jeg lå ude i tourbussen hele dagen og sov og havde det helt forfærdeligt. Jeg blev vækket en time, inden vi skulle på scenen. ’Nu er der en time tilbage, du skal til at i gang’. Den var hård«.
Han holder en kort kunstpause for lige at give historien momentum.
»Men da vi så kom ind og jeg fik jakken på, så var tømmermændene væk, og der var den fornemmelse af, at nu skal folk se, hvor skabet står. Det er live-shit. Det er det, vi er bedst til«.
Det er klassisk Suspekt. Afstanden fra tømmermænd til toppen af verden er ikke så forfærdelig lang, og læderhandsker og slikhår går godt til begge sammenhænge.
Selvsikkerheden og kompromisløsheden er ikke til at komme udenom. Heller ikke, når man spørger, hvor ’100% Jesus’ hører hjemme i deres diskografi. »På toppen«, siger de så unisont, at det næsten lyder indøvet. »Det er der ingen tvivl om«.
Læs anmeldelse: ’100% Jesus’ er Suspekt, som du aldrig har hørt dem før
Læs også: Track-by-track: Læs Suspekts personlige gennemgang af ‘100% Jesus’