Hævnporno. Cybermobning. Fake news. Trumps vrede tweets klokken tre om natten.
There is something rotten in the state of the Internet.
Ironisk nok har vores sociale medie-realitet ikke medført en øget social bevidsthed – måske tværtimod. Men nu er det ikke længere kun teenagedrenge eller berusede husmødre, der er digitale analfabeter: Folk med reel indflydelse – politikere, forretningsmænd og kendte – roder sig hele tiden ud i at sige ting på nettet, de hellere burde holde for sig selv.
Vi har talt med mediekritiker og medstifter af Feminist Frequency, Anita Sarkeesian, om de hadefulde internet-forums der tæller racister, nynazister og kvindehadere fra trailerparken til det Hvide Hus. Hun er lige nu i Danmark for at holde et Spilbar-oplæg om diversitet i computerspil og portrætteringen af kvinder i populærkultur.
Om nogen, kender Anita Sarkeesian skyggesiden af de sociale medier og har mærket den vrede digitale pøbel på egen krop gennem døds- og voldtægtstrusler, doxxing og sågar et hypervoldeligt online-‘spil’, hvis eneste funktion var at slå hendes virtuelle ansigt til blods.
Der har aldrig før været så mange prominente stemmer, der siger så mange kontroversielle ting på nettet – hvorfor?
»Jeg tror det er et spørgsmål om digital dannelse og netetik. Vi har det simpelthen ikke. Gamergate og andre online chikanegrupper har helt sikkert skabt plads for andre, der fortsætter i den stil. Det er ikke kun i gamingverdenen at chikane finder sted, absolut ikke.«
Det var dog netop Gamergate der i 2014 åbnede den brede befolknings øjne for onlinechikane. Skandalen medførte en vidtstrakt diskussion om sexisme i spilindustrien og fungerede i mange henseender som prototypen på ignorante og truende folkebevægelser i cyberspace.
»Der er tydelige ligheder og overlap mellem de hadefulde online-fællesskaber, der alle har en dybfølt overlegenhed og som går til ekstreme angreb på enhver, der truer deres opfattelse af de sociale normer.«
»Præcis det samme sker lige nu, i storformat, inden for amerikansk politik. Det er ret skræmmende at landets politiske diskussionsforum er blevet ligesom en stor, lortet Reddit-tråd. Men det er det.«
»Generelt ser jeg den øgede opmærksomhed på online-chikane som et overordnet plus. I takt med at der er flere og flere marginaliserede mennesker, der bliver jagtet af de her store cyber mobs, bliver der også bragt flere historier om det i pressen og i medierne. Der er simpelthen flere der taler om det.«
»For bare tre-fire år siden var der ikke så mange, der talte om online-mobning og -chikane. Nu er der blevet til fast inventar og folk har pludselig lyst til at gøre noget ved det. Lovgivningen ændrer sig og vi ser folkebevægelser, der specifikt behandler cyberchikane som en legitim form for vold og misbrug.«
Spørgsmålet er, om ændringerne kommer på grund af en øget opmærksomhed eller fordi flere og flere bliver digitalt krænket?
»Både og. Lige siden kvinder har været på nettet – og det har de altid – har de også været genstand for chikane. Det er ikke noget nyt.«
»Alle former for sociale medier er jo ikke slemme, slet ikke. Men efter de sociale netværk er vundet frem, er det også blevet meget lettere at chikanere. Og jeg føler mig nogen gange som en gammel, krukket dame der råber efter de unge ude på gaden, men sådan er det jo ikke. Hele samfundet – vi bebrejder og fejrer internettet for alt. Vi giver nettet vildt meget magt.«
Når alle og enhver har frit lejde til at sige som de lyster på nettet, hvordan skal vi så filtrere informationerne?
»Det kræver nogle forskellige indsatser. Mainstreammedierne er i første omgang et problem. Medieverdenen har et ansvar, synes jeg, og nogle gange formår de at løfte opgaven, andre gange sender de sensationalistisk skrammel.«
»For eksempel indrømmede CNN efter præsidentvalget at de måske ikke skulle have vist alle Trumps taler live og uredigeret. Og så sidder man tilbage og tænker: “No shit. Fedt, at I først indser det nu”. Ændrer det på måden CNN fremover laver livedækning? Det håber jeg. Har det ændret sig endnu? Det ved jeg ikke.«
»Vi bliver nødt til at stille medierne til ansvar. Vi kan ikke lade dem normalisere nynazisme, kvindehad og racisme. Fordi det er ikke normalt.«
»Samtidig er budskaber delt på sociale medier helt kritiske for aktivistiske formål: At kunne sprede nyheder uden censur er vitalt. Så det bliver i fremtiden afgørende at kunne navigere informationsstrømme.«
»I mine øjne handler lige netop den sag ikke om et misforhold mellem gamle og nye medieformer. Men der sker en masse lige her, det er indviklet… Så igen, er det faktisk ikke så indviklet: Han lavede racistiske jokes. Og hvis hans sponsorer vil trække sig på grund af det, har de lov til det. Hvem kan bebrejde dem? Racisme er racisme.«
»Der hvor det går hen og bliver vanskeligt, er, at hver gang der er penge eller støttekroner involveret bliver det et spørgsmål om “hvor meget kan jeg tillade mig at sige?”. Hvor ærlig kan man være for eksempel i sin politiske overbevisning? Og det er et kæmpe problem for organisationer, det er et kæmpe problem for non-profits. Jeg tror at for dem der vil tage et standpunkt om vigtige emner og udfordre de herskende magter, er det en meget svær verden.«
Anita Sarkeesian holder oplæg under Spilbar 33 på Den Danske Filmskole i dag torsdag d. 23 februar.
Læs også: PewDiePies shitstorm er det ultimative clash mellem nye og gamle medier