I slutningen af august løber den årlige MTV Video Music Awards-prisuddeling af stablen, og de nominerede er netop blevet offentliggjort – sammen med to helt nye kategorier.
Først og fremmest bliver der i år uddelt en kønsneutral pris med titlen Artist of the Year. De kønsopdelte kategorier Best Male Video og Best Female Video er således også blevet sløjfet, så der ikke længere er nogen kønsbestemte kategorier overhovedet.
Dernæst er der kommet endnu en helt ny kategori på plakaten: ‘Best Fight Against the System’. Her vil prisen blive tildelt videoer, der »inspirerer seere til at bekæmpe uretfærdighed«.
Kampen mod systemet står mellem Logics ‘Black SpiderMan’, The Hamilton Mixtapes ‘Immigrants (We Get the Job Done)’, Big Seans ‘Light’, Alessia Cara ‘Scars to Your Beautiful’, Taboos ‘Stand Up / Stand N Rock #NoDAPL (ft. Shailene Woodley)’ og John Legend med ‘Surefire’.
De nominerede i Artist of the Year er Bruno Mars, Kendrick Lamar, Ed Sheeran, Ariana Grande, The Weeknd og Lorde.
Alt i alt kan Kendrick Lamar iklæde sig førertrøjen med otte nomineringer – syv af disse ganske velfortjent for den overvældende stærke video til ‘Humble’.