Bisses ’19.6.87’ er en strålende ode til barndommen og fremtidens drømme
Når Bisse udgiver et album, er nyheden allerede gammel. Han har sikkert allerede det næste liggende i skrivebordsskuffen, og mens vi fordyber os, er han formentlig milevidt forud. Eller bagud. Denne gang i hvert fald er sangeren gået i barndom med sit album nummer syv, hvis titel – som den vakse læser måske allerede har bemærket – er Bisses fødselsdag.
Hvor nogen ville skrive en sang, skriver Thorbjørn Radisch Bredkjær et album. Et helt et. Derfor tegner der sig igennem hans allerede omfattende diskografi et tema for hver plade. En overordnet idé, der finkalibrerer sangskrivningen, hvad end han slår sig på kærligheden, systemet eller finder ro på de skotske lier, som det var tilfældet på det forrige, formidable album, ’Højlandet’. Nu åbner Bisse det personlige fotoalbum op til fuld skue og rapporterer fra børnebevidsthedens frontlinje.
Sangene hedder for eksempel ’Legeaftale’, ’Drøm til min far’ og ’Røde kinder’, og teksterne er præget af samme infantile begejstring over livet som sådan. Det handler om at spille Magic Cards, om at sidde på forsædet og om at være forelsket i alle dem fra Spice Girls på én gang. Alle disse sødmefulde minder sprænger ud som konfetti fra en kanon. Men det handler også med en vis alvor om at vokse op: »Jeg er ikke længere blomstrende / jeg er i blomst / men hvilken blomst? / er den flot?«, som det lyder på et af albummets hedt dampende højdepunkter ’Fuldt flor’.
Musikalsk ligger ’19.6.87’ i umiddelbar forlængelse af ’Højlandet’s ambient strøgne udtryk og arbejder i vældige klangrum, der glider som smurt gennem ørets lille labyrint. Fusionsfede jazzbasser skøjter gnidningsfrit rundt i dybet under varmt brusende synthesizere, mens Bisse ofte reciterende insisterende eller groft affekteret og sukkende skønrabler op og ned ad stolperne i sit tenorregister. Nogle gange er han all over the place, andre gange er han som på den skrøbelige ’Alenedag’ monomanisk tunnelsynsfokuseret og luksuriøst lavmælt.
Hjulpet på vej af klokkespil, ivrigt piskende trommer og purungt fælleskor er ’Legeaftale’ lyden af de logrende velmagtsdage i børneparadiset, hvor valutaen udgjordes af slik og lykken var at lege. Og det er Bisses store bedrift at åbne det personlige – sågar det private – op i 3D, så man mærker det. At sætte en forstærker til livsbegærets nostalgi og få rette lyd ud af det på en række kompositioner, der arbejder med sangen som en flydende struktur, som en tilstand, hvor pop, world og jazzy postrock blandes som akvareller.
Første halvdel af albummet er en flimrende tour de force af brillante popgjorte sci-fi-symfonier, der ornamenteres ypperligt med flotte stryger- og korarrangementer. Sammen med reallyde fra familiens gamle vhs-bånd og rituelt roterende urrytmer balanceres pladens elektriske udtryk af en stoflighed, der matcher shamanens endeløse piruetter og melankolsk uvorne melodier.
Mod enden trædes der dog lidt vande i erindringssumpen, og udgivelsen kommer til at føles en anelse konturløs og lige vel lang. Og selv om man ikke kan klandre Bisse for at være typisk, går der på ’19.6.87’ alligevel noget typisk Bisse i den.
Til gengæld findes der på albummets sidste sang, ’Fjerne slægtninge’ – en storladen 80’er-popballade, i liga med Prince, guddødeme! – nogle poetiske perler, som på ret fin facon lukker dette albumkapitel: »Jeg fjerner mig langsomt fra virkeligheden / fjerner mig fra verden som jeg kendte den / fjerner mig fra løfterne / når ingen længere vil løfte dem«.
Som tidligere kan Bisse sagtens læses. Men dette albums fortællinger beriges kun af de spraglede sanges elan og omtænksomt zensoriske lydlandskaber, der både virker berusende og henført hypnotiske. Bisse har ikke meget tilbage at bevise, alligevel beviser han atter, at han er vor tids mest interessante musikalske skikkelse her til lands. Ikke blomstrende, men i blomst. Er den flot? Ja, så godt som i fuldt flor.
Kort sagt:
Bisse går i barndom på sit 7. albumudspil, der musikalsk ligger i umiddelbar forlængelse af ’Højlandet’s ambient strøgne udtryk. Sangene fungerer med stryger- og korarrangementer især på første halvdel strålende. Albummet bliver lidt for langt og konturløst, stadigvæk synes Bisse at være vor tids mest interessante musikalske skikkelse her til lands.
Læs anmeldelse: Bisse spillede hele ‘19.06.87’ til indvielseskoncert på Jazzhouse
Læs interview: Bisse er det modsatte af cool – »Jeg har mistet min værdighed for længst«