’Blade Runner’ står i dag som et hovedværk inden for sci-fi-genren med et verdensomspændende kultfølge, der i disse dage bider neglene i stykker af bar spænding forud for premieren på ’Blade Runner 2049’ – årets sandsynligvis mest hypede film.
Men hvordan gik det til, at en dårligt anmeldt sci-fi-film, der floppede heftigt ved de amerikanske billetluger, blev forvandlet til så stor en succes? Hvilken af de mange udgaver af filmen bør man se, hvis man ikke kender til filmen i forvejen? Og kommer Denis Villeneuves opfølger til at give os svaret på spørgsmålet, der har tynget fans over hele verden siden filmens udgivelse i 1982?
Kedelig som bar pokker
Blot tre år efter Ridley Scotts store gennembrud med ’Alien’ blev den engelske instruktør dolket i ryggen af anmelderne. Hans film nummer tre, ’Blade Runner’, fik anmelderhagl og var en stinker ved de amerikanske billetluger, hvor selv ikke en stjerne i Harrison Fords kaliber kunne redde den synkende skude.
Ganske forventeligt gik der ikke lang tid, før replikantjægeren Deckard var fortid på biograflærredet. ’Blade Runner’ var mørk, den var langsom, og den var kedelig som bare pokker. Men haterne skulle snart komme til at æde deres egne ord.
For i årene efter premieren blev kultbevågenheden vakt. Måske var der i virkeligheden en dybere mening bag filmen om Rick Deckard, der bliver sendt på en eksistentiel filosofilektion, som henleder tankerne på den åbenlyse navnefælle Descartes (den franske fyr bag den berømte filosofisætning cogito ergo sum, »jeg tænker, altså er jeg«), mens han opsporer og »pensionerer« fire undvegne replikanter?
Snart begyndte elskerne at slås om vhs-kopier af den mørke sci-fi-detektivfilm, mens enkelte anmeldere var med til at dreje omtalen i den positive retning. Og da Ridley Scott ti år efter premieren sendte en ny ’Blade Runner’ på gaden – denne gang under titlen ’The Director’s Cut’ – så vendte verden på en tallerken: ’Blade Runner’ var genial.
Enhjørningen, der ændrede alt
Inden Scotts eget cut – udarbejdet af filmrestoratoren Michael Arick – kom på markedet, var der blevet udsendt hele fem versioner af ’Blade Runner’. Den første gik under navnet ’Workprint Prototype’ og var Scotts originale bud på et biografcut. Men filmen fik en dårlig modtagelse af det amerikanske testpublikum, fordi den var for mørk.
Producenterne frygtede med det samme kommerciel fiasko og besluttede sig for at gå bag om ryggen på Scott og lave deres eget klip, som blev versionen, der blev vist i de amerikanske biografer.
Den havde en lykkelig slutning, hvor Deckard og replikant-flirten Rachael forlader det dystopiske Los Angeles og kører mod bedre dage, mens Ford i en voiceover forklarer, at Rachael ikke har en indbygget selvdestruktionsmekanisme som resten af replikanterne. Et lidt for praktisk ’redningsforsøg’, der fik den modsatte effekt og aflivede ’Blade Runner’-mystikken fuldkommen.
’Blade Runner’-fanatikere peger i stedet på ’The Director’s Cut’ fra 1992, hvor Scott har fået frit lejde, som den ultimative version. Her er der ingen lykkelig slutning, men derimod en uhyre central enhjørning, der måske giver os det endegyldige hint i spørgsmålet om Deckards eksistens, som har plaget publikum siden premieren: Er han menneske eller replikant?
Centralt står en drømmesekvens, hvor Deckard ser en enhjørning. I sig selv har sekvensen ikke den store betydning, men når man sætter den sammen med filmens slutning, hvor Deckard finder en origami-enhjørning lavet af politibetjenten Gaff, så bliver det mere end antydet, at Deckard er en replikant.
Den gængse tolkning er, at Deckards drøm (og hele hans eksistens) er en konstruktion, og at Gaff med origami-figuren sender det afgørende vink med en vognstang, der får tiøren til at falde for Deckard. Krydr det med faktummet, at Deckard får at vide, at han skal på jagt efter seks replikanter, hvoraf den ene allerede er blevet slået ihjel, men alligevel kun sætter efter fire styks, og så begynder replikantteorien at virke højst plausibel: Er Deckard selv den femte robot?
At være replikant eller ej
Alligevel er der ivrige diskussioner om Deckards eksistensgrundlag – selv på højeste sted. Ifølge Ridley Scott afslører enhjørningen sort på hvidt Deckards sande jeg:
»Det er Gaffs måde at sige: ’Jeg har læst din fil, kammerat’. Det relaterer sig til Deckards første tale til Rachael, hvor han siger, ’det er ikke din fantasi – det er Tyrells (replikantfremstillerens, red.) nieces dagdrøm… På samme måde har Deckard fået indplantet fantasi og historie i sit hoved«, har Scott fortalt til magasinet Wired.
Harrison Ford har i tidligere interviews udtalt, at han altid spillede Deckard, som var han menneske (hvilket ikke behøver modsige replikantteorien), mens manuskriptforfatteren Hampton Fancher insisterer på, at Scott tager fejl. De mange forskellige meninger om Deckards eksistens og de talrige versioner, som alle præsenterer forskellige svar, har kun øget mysteriet, som vi alle håber på at få svar på i Villeneuves ’Blade Runner 2049’.
Men den franskcanadiske instruktørgud kommer muligvis til at være svar skyldig i ’Blade Runner’-universets største spørgsmål.
»Jeg kan godt lide at stille spørgsmål – jeg er ikke så optaget af svarene. Jeg elsker sensationen om at skabe spørgsmål om den her paranoia omkring os selv«, udtalte instruktøren ved en pressekonference i Berlin for et par uger siden.
Udtalelsen står interessant nok i kontrast til en af instruktørens tidlige udtalelser i 2015, hvor han sagde, at han ville »tage sig af mysteriet (om Deckard, red.)«. Men hvad vil det sige?
’Blade Runner 2049’ udspiller sig 30 år efter originalen, og Deckard er stadig i live, mens han også er ældet ganske naturligt i årenes løb. Men replikanter bliver, så vidt vides, ikke ældre, og desuden havde langt de fleste af modellerne en indbygget mekanisme, som ville destruere robotterne efter fire år. Er Deckard et menneske, eller er han en replikant, der er blevet opdateret i årenes løb for at bevare illusionen om hans menneskelighed?
Vi kan ikke vente med – måske – at få svaret.
Læs også: Jeg drømmer kun om én fantastisk ‘Blade Runner: 2049’, Ridley Scott!