Da Taylor Swift vendte tilbage med ‘Look What You Made Me Do’ var det med en ny stil. En aggressiv, hævngerrig og konfronterende tone, som delvist fortsatte på efterfølgeren ‘…Ready For It?’, der udkom for nu halvanden måned siden. Efter en lille pustepause er Swift nu klar med tredjesinglen ‘Gorgeous’ fra sit kommende album ‘Reputation’, og her er den søde udgave af popstjernen tilbage.
Nu handler det ikke om at konfrontere haters eller lægge den tidligere Swift i graven: ‘Gorgeous’ er ganske enkelt en kærlighedssang. Swift har godt nok en kæreste i teksten, men det forhindrer hende ikke i at være hovedkulds vild med den ukendte person i fokus.
Omkvædet lader ikke så meget op til fantasien:
»You’re so gorgeous
I can’t say anything to your face
‘Cause look at your face
And I’m so furious
At you for making me feel this way
But what can I say?
You’re gorgeous«
Hertil er selve musikken også et skridt tilbage til lyden fra ‘1989’. De to foregående singler havde tung bas og pågående beats, på ‘Gorgeous’ bliver vi serveret en finurlig, lys popkomposition, der lægger sig i forlængelse af en single som ‘Blank Space’.
‘Reputation’ udkommer den 10. november.