Actress omdannede Jazzhouse til sit eget støjmættede univers

Med fem forskellige og på hver deres måde overvældende facetterede album bag sig, tør det siges, at britiske Actress’ klangmæssige klæd-ud-kasse er mere veludstyret end de flestes. Spørgsmålet var så, hvilken karakter bagmanden Darren Cunningham valgte at troppe op som denne fredag aften på Jazzhouse.

Svaret virkede i første omgang indlysende, siden der var stillet en skinnende sølvblank mannequindukke op foran et keyboard på scenen. Første indtryk var, at den dog føltes ret malplaceret – den havde nemlig også fået et mikrofonstativ, som om nogen ville komme og give sig til at synge ind over Actress’ skrabede rytmik. Men da han først selv satte sin metalliske industrimotor i omdrejninger, gav det pludselig god mening at have dukken foran sig. Det skulle se ud som om, denne druidefigur frembragte hans musik med sin stemme, som en slags syntetisk singer/songwriter-alien.

Kort inden Cunningham gik på, var der opstået en ro i salen, hvis trykkende ørenlyd sjældent er hørt til en spået technokoncert. Men da hans dunkle, foroverbøjede skikkelse begyndte at pusle om knapperne på Macbook’en, blev han med det samme mødt af forventningsfuld mumlen og dedikerede pift, mens de to opsatte skærme på hver side af ham flimrede derudaf i sort/hvid-syrede, papirklipsagtige visuals. Stille og roligt gik han i gang med at bygge et støjmættet univers op om publikum, hvilket lykkedes perfekt i Jazzhouses lydformat.

Efterhånden som hans urolige klangflader holdt op med at skændes indbyrdes og fik lagt sig tilrette i en rytme, tillod Cunningham også sine velkendte tangentanslag at snige sig over i den mere melodiske ende.

Publikum spacede ud til hans krævende, tunge klubsæt, og da han langt om længe droppede sit karakteristiske house-es ’Untitled 7’ fra pulten, gav hele dansegulvet nærmest et lille, orgastisk ryk. Herfra manifesterede han afslutningsvis en mere sfærisk, undervandsagtig stemning, som om han i mellemtiden havde forvandlet sig til en skummel dybhavsfisk, der sænker sin dirrende, forheksende kugle af lys ned foran sig. Publikum lod sig i hvert fald nemt lokke ind i hans drabelige, rungende gab.

I det hele taget lod det til, at Actress selv havde det bedst med at fremstå i klæderne fra sit seneste album, ’AZD’, hvis tech-housede retning arbejder sig frem gennem glidende nuancer af synth og hi-hat.

Hans mest prominente numre er i forvejen en samling af netop disse skurrende klangmutationer, der kaster sig nærmest frådende over lytteren. Og en ting er at lytte koncentreret til sådan en plade fra sofaen, noget andet er at stå inde i selve dens live-univers og bare lade sig ombruse. Uanset om det var fordi, Actress var i sit mere indadvendte hjørne denne aften, eller om det bare er en position, der fortsat er under opbygning, vil der nok være delte meninger om, hvad der fungerer bedst for en kunstner som ham.