Hvis man søger på abeimitation på Youtube, kommer der cirka 737.000 resultater. I bunken af klip, der veksler fra det pinagtigt elendige til det imponerende virkelighedstro, er der særligt én abeimitator, som skiller sig ud. Ham gravede Ruben Östlund frem af mængden, da han skulle caste en af de centrale roller i den biografaktuelle Guldpalmevinder ’The Square’.
Navnet er Terry Notary, og i løbet af de seneste år har han spillet en vigtig rolle i den nye ’Abernes Planet’-trilogi og portrætteret den flere hundrede meter høje kæmpegorilla i ’Kong: Skull Island’. Franchises, som også har gjort den vel nok mest anerkendte motion capture-skuespiller, Andy Serkis, til en kæmpestjerne med potentielle Oscar-chancer for sit portræt af abekongen Caesar i ’Abernes planet’-trilogien.
Men selvom navnet Terry Notary endnu ikke er lige så velkendt, er han i absolut samme liga som Serkis. Kronen på værket er Notarys seneste rolle som abeefterligneren Oleg i ’The Square’, for selvom han kun er med i en enkelt scene, så stjæler han opmærksomheden, i hvad der står som en af årets mest mindeværdige præstationer.
»Dybest set skal vi coache dig til at føle, at dit sind ligger i en hængekøje, så du tillader din krop og dit sind at smelte sammen«, siger Notary over en telefon fra Los Angeles, da jeg prøver at udfritte ham om hemmeligheden bag at være en overbevisende abe.
Det viser sig hurtigt, at en god abepræstation kræver en sjælegranskende ærlighed, som de færreste umiddelbart forbinder med menneskets primitive slægtning. Det handler om at se indad og som en anden Bruce Wayne konfrontere sig selv med sin egen frygt. For som Notary bemærker, er folk, der ikke behersker frygten, dårlige skuespillere.
»Frygt er en af de følelser, der erobrer sindet og tvinger dig til at tænke på en måde, der for det meste er irrationel og uproduktiv, hvis du kæmper imod. Men når du tillader dig selv at føle frygten og lader den drive dig, er det som at hoppe ud af et fly i faldskærm. Frygten er ikke længere negativ, for du omfavner den, og så kan du reagere – og det er dét skuespil handler om. Man spiller ikke mod noget, man reagerer på noget. Hvis du føler noget, så gør det«, siger han.
Menneskets største udfordring er frygt
Den californiske skuespiller blev som barn diagnosticeret med alvorlig hyperaktivitet. Sideløbende med hans uddannelse som skuespiller dyrkede han gymnastik, og det var hans kundskaber i gymnastiksalen, der førte til hans første job – som akrobat i Cirque du Soleil. Kort efter blev han kontaktet af Ron Howard, der ledte efter akrobater til at være bevægelseskoreografer på en af sine film. Og derfra var vejen banet for en årelang karriere i filmbranchen.
Allerede få minutter inde i vores samtale står det klart, at Notary har en alternativ tilgang til skuespilfaget, som leder tankerne hen på en moderne coaching-session eller et meditationskursus. Og den arbejdstilgang er folk ikke altid vant til i Hollywood.
»Jeg har fået skuespillere til at bryde sammen i gråd. Sidste uge fik jeg en voksen mand til at græde, fordi han konfronterede den frygt, der holdt ham tilbage. Og det er altså store skuespillere, der kan deres lort, som opdager de her ting om dem selv. For vi bærer alle sammen på frygten og tror, at vi kan kæmpe mod den eller maskere den«, siger han.
»Og jeg sværger til Gud, det er uhyggeligt. For vores største udfordringer som skuespillere og mennesker er frygt. Og ofte ved vi ikke engang, hvad vi er bange for«.
Efter et otte minutter langt svar, på hvad jeg troede var et simpelt spørgsmål, er der ingen tvivl om, at Terry Notary er mest interesseret i filosofien bag sit arbejde. Han er ikke ude på at give nemme fifs om gode abelyde og de bedste abebevægelser, som jeg ellers havde forventet.
Og på en måde spiller det fint i tråd med instruktøren bag ’The Square’. Det var kanaliseringen af menneskets grundangst, der førte Ruben Östlund på sporet af Notary. Et emne, som instruktørens film sætter et massivt spotlys på, indtil karaktererne bryder klynkende sammen i udslettende selverkendelse. Notary vidste ikke, hvem Östlund var, da han blev ringet op, men da instruktøren nævnte ’Force Majeure’, svenskerens forrige film, begyndte klokkerne at bimle.
»Så vi facetimede, og jeg kunne lide ham med det samme. Han er en stor begejstret dreng, som ikke er bange for at vise sin begejstring over at lege instruktør. Han fortalte, at han ville have mig til at spille en abeimitator, der terroriserer en gruppe mennesker til en banket, og den ide kunne jeg virkelig godt lide. Det lød som en god udfordring«, fortæller skuespilleren.
Hvordan greb du scenen an?
»Rubens ide var, at jeg skulle jage alfahannen ud ad rummet, blive alfahannen og så parre mig med den smukkeste pige. Det var udgangspunktet. Jeg vidste, at jeg først skulle vinde deres hjerter. Jeg kunne ikke bare komme ind som en vred performancekunstner. Jeg var nødt til at få dem med på spøgen om at rotte sig sammen mod den her fyr (Dominic Wests rolle som anerkendt kunstner, red.).
Da jeg først havde skræmt alfahannen væk, havde jeg en indre dialog kørende med statisterne: ’Hvor langt skal jeg gå for at piske jer ud af jeres selvtilfredshed? Hvor langt skal jeg gå for at få jer op ad stolen og gøre noget? Kig på jer selv, I er ved at skide i bukserne af skræk. Skræmt ind i underkastelse. Er det sådan, I vil leve jeres liv? Eller vil I være i live? Rejs jer fucking op’.
Jeg ville vise, hvor svage vi er blevet som mennesker. Hvor selvtilfredse vi er blevet. Vi behøver ikke overleve længere, vi behøver ikke klare os selv. Vi kan gemme os, for vi føler os sikre«.
Hvordan reagerede statisterne, og hvor mange takes måtte I igennem?
»Jeg tror, de blev meget bange. Vi optog omkring 30 takes, og jeg prøvede at gøre det sådan, at jeg aldrig gentog en handling, jeg allerede havde brugt. Jeg ville have hvert take til at virke friskt.
Først øvede Ruben og jeg scenen uden nogle statister, og jeg sagde til ham, ’når statisterne kommer ind, så sker magien, for det er dem, der laver scenen. Ikke mig’. Jeg reagerer bare på, hvad de giver mig. Og jeg vidste, at de ville give mig meget.
Der var nogen, som kom op til mig og bad om at blive valgt ud. Men det var alle dem, der ikke ville udvælges, som blev mine ofre. For der var virkelig nogle mennesker, der ikke ville. Tro mig, de ville ikke engang snakke med mig eller se på mig«.
Hvornår er det mest trættende at spille en abe?
»Det slider på en, fordi man hele tiden skal være det her åbne køretøj, der føler alting. Man er nødt til at fordøje alting. Al den frygt, du føler fra andre mennesker. Man skal føle alting fuldstændig. Jeg kalder det ’at ånde gennem den ekspressive krop’ – det er ligesom at ind- og udånde energi, og det er hårdt. Det er meget nemmere at zone ud foran fjernsynet og kun bruge 10 procent af sine evner«.
Føler du, at skuespillere, der spiller aber, får nok anerkendelse i Hollywood?
»Jeg opfatter ikke mig selv som en abeskuespiller overhovedet. Jeg føler mest, det er noget, jeg er blevet castet til. Jeg vil bestemt også gerne spille menneskeroller. Dybest set spiller jeg ikke en abe, når jeg spiller en abe. Jeg prøver ikke at imitere en abe. Jeg prøver bare at blive et dybt ærligt, åbent og sårbart individ«.
Hvilken stereotyp oplever du oftest, når du påtager dig en aberolle?
»Nogle mennesker tror, at vi kan falde tilbage på animatorernes arbejde. Men animatorerne kan ikke fange sjælen, nuancerne eller hjertet i præstationerne. Der er noget uhåndgribeligt over en god præstation, som får en til at sige ’hvad handlede det om?’, og det er dét, der er fascinerende.
Man kan ikke kopiere det eller kvantificere det. Det er, hvad jeg kalder den usynlige magi. Nogle mennesker tror ikke, at det er mennesker, der står bag CG-karakterer, men det er ligesom at sige, at bugtaleren ikke er ansvarlig for dukken«.
Har vi først opnået lighed i Hollywood, når en skuespiller vinder en Oscar for en aberolle?
»Jeg tror, folk er nødt til at se præstationerne uden aben tilknyttet. Uden kostumet. For vi kalder det et kostume – et visual effects-kostume. Når man ser Andy Serkis, som jeg har lavet ni film med, er det på høje tid, han bliver anerkendt. Han har fortjent en Oscar-nominering, hvis ikke en sejr. Ikke at han er ude efter det, men det sker ofte, at vi som performance capture-kunstnere, får kommentaren ’åh, så er du rent faktisk i filmen, eller er du bare en CG-karakter?’
Nogle folk tror, vi kun laver stemmerne, og det er utroligt. Jeg tror, anerkendelsen mere end noget andet kan få folk til at uddanne dem selv i, hvad det handler om, og erkende, at der rent faktisk er en skuespiller bag karakteren«.
Læs også: ’The Square’-instruktør Ruben Östlund: »Hvem tror kongen, han er?«