På ‘Walk On Water’, den første single fra Eminems niende album, spekulerer rapperen over, hvorfor han ikke får samme anerkendelse som i sin gyldne periode i midt-00’erne. Sangen slutter med udbruddet »bitch, I wrote ‘Stan’!«, hvilket på den ene side virker som en stridslysten krigserklæring – men samtidig understreger at Eminems ry netop skyldes sange som den efterhånden 18 år gamle ‘Stan’.
På andensinglen forsøger Eminem sig med noget, der ligner en genskabning af fortællestrukturen på netop ‘Stan’. For ‘Untouchable’ beskriver raceproblematikken i USA med lignende skift i fortællevinkel som på hittet fra 1999.
De to singler viser, at ambitionsniveauet igen er sat højt hos Detroit-rapperen.
For selv om hverken ‘Walk On Water’ eller ‘Untouchable’ kommer i nærheden af lignende Eminem-numre som ‘Lose Yourself’ og ‘Stan’, som de til en vis grad er modeleret efter, fornemmer man, at rapperen føler, at han har noget at bevise. Eminem har tænkt sig at konfrontere sine kritikere og sine egne selvtvivl. Har han måske alligevel endnu en klassiker i sig?
Han virker sulten. Men samtidig også rusten.
Opløbet til albummet har været tilsvarende tvetydigt. For hele internettet (minus Vince Staples) hyldede Eminem for hans anti-Trump freestyle til BET Awards – og blev samtidig ekstremt foruroliget, da ‘Revival’-tracklisten så ekstremt akavet ud med gæster som Pink, Skylar Grey og Ed Sheeran.
Det har været svært at vide, hvad man skulle regne med. Men nu er ‘Revival’ her.
Vi har lyttet hele morgenen: Her er vores førstehåndsindtryk af albummet – sang for sang.
1. ‘Walk On Water’ feat. Beyoncé
Sangen om, at folk ikke synes Eminem har været specielt god siden sit comeback i 2009 er, ironisk nok, selv et godt eksempel på, hvorfor Eminem ikke har været specielt spændende på det seneste. ‘Walk On Water’ er en patetisk, klaverdreven ballade, hvor rapperen snakker om, hvor god han var, da han lavede sange som ‘Stan’ og album som ‘Marshall Mathers LP’, og hvor hårdt det har være at mærke kritikken i senere år.
Men der er ingen trommer i beatet, ingen ægte passion i stemmen og intet ægte spændende: Har vi nogensinde haft lyst til at høre Eminem klynke over sine egne usikkerheder over sådan en klavermelodi? Er det virkelig den samme rapper, der kunne beskrive følelsen af at overvinde alle selvtvivl så overbevisende på ‘Lose Yourself’, der har lavet den her livløse klagesang?
2. ‘Believe’
Efter den selvtvivlende ‘Walk On Water’ beder Eminem os nu om at tro på ham. Og han gør det, med hvad der næsten kan beskrives som en nyfortolkning af Drakes ‘Started From the Bottom’! Uventet og ikke dårligt: Det klæder Eminem at rappe over den her slags minimale beats i modsætning til den teatralske stadionrap, han har favoriseret de senere år.
‘Believe’ er desuden lige så nedbarberet og fokuseret som ‘Walk On Water’ var overproduceret og navlepillende. Eminems flow er langsomt, hvilket gør at ordene virker mere velovervejede. Omkvædet er stærkt. Lovende!
3. ‘Chloraseptic’ feat. Phresher
Efter Eminems version af en Drake-sang følger nu Eminems version af en Migos-sang. Der er et tungt, minimalt trap-beat, og Phresher leverer et ret habilt omkvæd. Eminems flows føles til gengæld lidt som en bil, der nægter at starte, selv om chaufføren ihærdigt drejer nøglen om igen og igen.
Men linjerne sidder ret godt, og det er faktisk spændende nok at høre Eminem operere inden for et mere nutidigt lydunivers. Og i virkeligheden er Migos’ mekaniske, stavelsestætte flows jo et eller andet sted også inspireret af Eminem til at starte med.
4. ‘Untouchable’
Yikes. Her har vi igen det fjollede, hoppende robot-flow, som Eminem også brugte flittigt på ‘Marshall Mathers LP2’, sammensat med et guitar-sample, der lyder som en alkoholiseret countrysangers idé om, hvordan hiphop lyder. Det lyder som om Eminem bruger en dårlig tvilling af sin Slim Shady-persona til at rappe over et rockrap-beat, som selv Kid Rock ville synes var for meget.
Efter et par minutter ændrer produktionen toneleje til noget mere afdæmpet, samtidig med at Eminem skifter synsvinkel mellem forskellige karakterer for at diskutere racismen i USA, hvilket næsten redder sangen.
Men her bliver historien aldrig levende, for budskabet lykkes aldrig med at bryde gennem de lænker, som Eminems komiske robot-flows lægger den i. Fans af Eminems lyriske kompleksitet vil nok blive imponerede, men ‘Untouchable’ fungerer kun som stiløvelse – ikke som sang.
5. ‘River’ feat. Ed Sheeran
Det her er nok sangen, folk blev mest bekymrede over, da tracklisten blev offentliggjort: Den aldrende provocateur Eminem sammen med den guitarspillende good-guy Ed Sheeran? Det viser sig nu, at Sheeran udfylder samme rolle som Beyoncé på singlen ‘Walk On Water’, og som Skylar Grey før ofte har udfyldt: Melodramatisk omkvæd, der skal fremkalde de helt store følelser.
Det her er hverken bedre eller værre end de storlagte, stadionrap-sange som Eminem har lavet siden ‘Recovery’-pladen. Ed Sheeran crooner et angerfuldt omkvæd, og Eminem taler om kærlighedens veje og vildveje. Ed Sheerans dramatiske produktion er ikke specielt drejet mod rap, og Eminems vokal er tilsvarende akavet. Følelserne skinner ikke igennem. Det er melodramatisk og upersonligt på samme tid, hvilket netop er det, der kendetegner den sene Eminem: Han har viljen til at udgyde hele sit hjerte, men ikke evnerne til at udtrykke det troværdigt.
6. ‘Remind Me (Intro)’
Et øjeblik eller to kunne man mistænke denne intro for at lede op til noget, der kunne minde om Kanye Wests ‘Power’. Der er kor, intens stemning og… nej, vent, nevermind, for nu sker dette:
7. ‘Remind Me’
Eminems version af ‘I Love Rock N Roll’? Hvorfor? Hvorfor!?
Rick Rubin har produceret, og det her lyder som dennes katastrofale konstruktioner fra ‘Marshall Mathers LP 2’, hvor han skabte lignende rockrap på ‘So Far’ og ‘Love Game’. Det her er gyseligt.
8. ‘Revival (Interlude)’
En rar, engleagtig kvindestemme giver os en salig sang, der renser øregangene efter rockrap-helvedet fra ‘Remind Me’.
9. ‘Like Home’ feat. Alicia Keys
Eminem har længe forvekslet store armbevægelser med store følelser. Her får vi Alicia Keys skruet op til max, et melodramatisk klaverbeat og Eminem, der rapper om opgøret med Trump!
»I won’t give up on my home / that so many died for«, synger Keys, og Eminem bryder ind: »There’s no place like home!«
Der sker lige lovlig mange ting på det her fædrelandselskende Trump-angreb.
10. ‘Bad Husband’ feat. X Ambassadors
Åh-åh: Titlen kunne godt antyde, at vi får endnu en kvindehadende voldsfantasi fra Eminem, der nok ikke ville få samme varme modtagelse i 2017 som i 1999. Så slemt er det ikke, for Eminem ser mere indad i disse dage. Her rapper han om, hvorfor han slog tilbage, da hans kone slog ham, og kalder sig selv en »scumbag«.
Eminem har til gengæld fortsat svært ved at iscenesætte sig selv i forhold til sine styrker: Omkvædet af X Ambassadors er lunkent, og produktionen er melodramatisk og overgjort. Men den rå, følelsesladede Eminem fra tidlige dage kommer mod alle odds til dels frem igen i versene her. Han virker levende, når han rapper om sit ægteskab og dets kollaps.
11. ‘Tragic Endings’ feat. Skylar Grey
Få kunstnere har haft mere indflydelse på Eminems lyd de senere år end Skylar Grey. Sangskriverens lidt Sia-lignende, storladne omkvæd har fjernet Eminem fra det minimalistiske univers i den Dr. Dre-producerede start til noget mere maksimalistisk og teatralsk. Udover at gæste en række Eminem-sange har hun skrevet mange af rapperens omkvæd de senere år, og produceret blandt andet ‘Walk On Water’.
Resultatet er en Eminem, der er det modsatte af den tidlige Slim Shady. Nu er han medfølende, melodramatisk og følelsesladet. ‘Tragic Endings’ er et klassisk eksempel på den lyd: ‘We Will Rock You’-trommer, skrålet omkvæd og en Eminem i selvransagelses-mode.
I stedet for Slim Shadys terapeutiske voldsfantasier håndterer Eminem nu sine følelser gennem den her tårevædede selvhjælpsrap. Dem, der elsker ham for ‘Marhsall Mathers LP’, vil nok have det lidt mærkeligt med at se den bizzaro-Eminem, vi har i 2017.
12. ‘Framed’
Hey, det er ‘Relapse’-Eminem! Horrorcore, voldsfantasier og fjollede situationer. Da 2009-albummet kom, virkede det som et stort skridt tilbage for Detroit-rapperen, men efter de tre seneste numre er det rart at høre en sang, der ikke vil have dig til at flå hjertet ud af brystkassen og klappe i kor, mens tårerne triller ned af kinderne.
13. ‘Nowhere Fast’ feat. Kehlani
Det her er langt fra en perfekt sang, men de hurtige violiner er et rart skift fra de melodramatiske klaverbeats, Eminem ellers har brugt her, og Kehlanis vokal har gudskelov også andre registre end den hæmningsløse maksimalisme, vi har fået fra Skylar Grey og co.
»I’m better than I ever was«, rapper Eminem, hvilket ikke er helt rigtigt. Men det her er fint nok – i hvert fald indtil Eminem selv prøver at synge omkring tre et halvt minut inde i sangen.
14. ‘Heat’
Åh nej, Eminem.
‘Heat’ er en hyldest til kvindens bagparti, der får ‘Shake That’ til at lyde som ‘Illmatic’. Eminem lyder som en drukken gammel onkel, der prøver at gramse på pigerne til en julefrokost. Han sammenligner sit kvindesyn med Donald Trumps og rapper tåkrummende ting som »Grab you by the (meow!), hope it’s not a problem, in fact / the only thing I agree on with Donald is that / so when I put this palm on your cat / don’t snap, it’s supposed to be grabbed / why do you think they call it a snatch?«.
Den slags sexistiske provokationer gik måske, da Eminem var ung, vild og sært fascinerende. Men nu, hvor han er gammel og klimaet ikke længere godtager henkastet misogyni på samme måde som for 10-20 år siden, lyder det bare sørgeligt. Den her sang er en af de værste ting, jeg har hørt i hele 2017.
PS: Sangen er selvfølgelig produceret af Rick Rubin, der åbenbart udlever sine værste ideer via Eminem. Inklusiv det ‘Boogie Nights’-samplende omkvæd.
15. ‘Offended’
Efter at have sammenlignet sit kvindesyn med Donald Trumps rapper Eminem nu om at gramse på piger ligesom den voldtægtsanklagede Bill Cosby – faktisk er hele ‘Offended’ én stor provokation, der forsøger at forarge lytteren. Som sådan fungerer sangen nogenlunde: Produktionen, som Eminem selv står for, er en tung, minimal konstruktion, der kunne have været på ‘The Eminem Show’, og han lyder nogenlunde tilpas i de typisk drillende flows.
Men ja, Slim Shadys karikerede parodier er ikke lige så sjove nu, hvor ‘My Name Is’ er 18 år gammel, og Eminem selv er 45 år. Nummeret er alt for langt, og når Eminem efter næsten fem og et halvt minut beder dig om at »æde en lort«, føler man nærmest, at lorten man bliver bedt om at indtage, er sangen selv.
16. ‘Need Me’ feat. Pink
Det er som om, Pink hørte Skylar Grey, Alicia Keys og Beyoncé og tænkte: ‘Jeg kan godt synge endnu højere end dem’! Det er et problem, at albummet kun har ét følelsesfelt og toneleje.
Vi. skal. føle. så. meget. hele. tiden.
Albummet er 77 minutter langt. Det er svært at holde til, når sangene enten prøver at få dig til at føle dine ypperste følelser eller grine af Donald Trump-jokes. Man bliver forpustet.
17. ‘In Your Head’
Haha, det er et sample af Cranberries ‘Zombie’! Tænk, at jeg nu har skrevet om referencer til både ‘I Love Rock & Roll’, Drake og Cranberries. Sangen handler om at køre væk fra det hele og starte et nyt liv, og ‘Zombie’-samplet kører altså gennem hele sangen. Hvis ‘Revival’ ikke allerede var et weird, kaotisk og totalt uforudsigeligt album, så er det det nu.
18. ‘Castle’
Den ømme sang til datteren Hailey er lige så obligatorisk på et Eminem-album som sangene til ekskonen Kim. ‘Castle’ er en fin dedikation, der undgår de store omkvæd fra tidligere på albummet. Det er som om, Eminem et eller andet sted godt forstår, at en melodramatisk gæstevokalist ville ødelægge intimiteten på en sang som denne.
‘Castle’ er et af de få steder, hvor mennesket Marshall Mathers skærer igennem: Der er intet dominerende beat, ingen gakkede flows, skæve samples eller dominerende gæstevokalist. Med andre ord: Nummeret spiller til Eminems styrker. Det fungerer.
19. ‘Arose’
En slags fortsættelse af ‘Castle’: Klaver, et vokalsample og Eminem, der rapper om alle de gange, han har svigtet. Og om dengang, han næsten døde af en overdosis. Til sidst genoptages beatet fra ‘Castle’ endda, og Eminem skyller stofferne og alle de andre dårlige ting i hans liv ud i toilettet.
Det er en fin, relativt subtil måde at slutte et album, der ellers lider af at ville råbe højst muligt hele tiden. Efter ‘Arose’ klinger af er indtrykket, at ‘Revival’ er et album, der starter relativt lovende, slutter fint og subtilt, men som midtvejs igennem drukner i en skizofren pendlen mellem teatralsk følelsesporno og pinlige sex-jokes.
Læs også: Eminem føler sig forbandet af ‘Marshall Mathers LP’ – her er albummets historie