Lise Ulrich
3. Christopher Nolan for bedste instruktør
Nolans Anden Verdenskrigs-epos var sommerens storfilm, der på besynderlig vis mistede momentum og enhver prominent Oscar-chance, hurtigere end Tom Hardys Spitfire kunne slå en saltomortale i luften. ’Dunkirk’ var imidlertid en fysisk overrumplende biografoplevelse, hvor billeder, lyd og tre tidsforskudte fortællespor gik op i en højere enhed og skabte den bedste krigsfilm i nyere tid.
Nok er ’Dunkirk’ hverken så barsk som Steven Spielbergs ditto Oscar-snydte mesterværk ’Saving Private Ryan’ eller så poetisk som Terrence Malicks ’The Thin Red Line’, men Nolans film vinder på sit atmosfæriske (læs: svedinducerende) nærvær og dybt menneskelige perspektiver til lands, til vands og i luften, hvor vi så godt som mærker evakueringens kaos på egen krop. Så kan det godt være, at slutscenerne var vel nostalgisk nationalistiske, og filmen ifølge visse politisk-korrekthedspaver ikke tog højde for racediversitet på stranden, men den form for navlepillerfejlfinderi skal ikke distrahere fra, at ’Dunkirk’ er en modig og anderledes krigsfilmkraftpræstation takket være sin kunstnerisk kompromisløse instruktør.
2. ’Blade Runner 2049’ for bedste lydklipning
Hvis der er nogen retfærdighed til, går prisen for bedste lydklip til ’Blade Runner 2049’. Denis Villeneuves sci-fi-mesterværk blev skandaløst frosset ud i kulden i kategorien for bedste film, da Winston Churchill noget overraskende møvede sit store korpus ind i feltet. Men ’Blade Runner 2049’ må ikke blive forbigået i de tekniske kategorier, hvor særligt filmens eminente lydside står stærkt. Supervising sound editor Mark Mangini har tidligere vundet en Oscar for sit arbejde på ’Mad Max: Fury Road’, men hans innovative, stemningsskabende lydklip på ’Blade Runner 2049’ – der i Imax-format går lige i rygraden – må siges at være karrierens mesterstykke. Mangini er nomineret sammen med samarbejdspartneren Theo Green.
1. ’Phantom Thread’ for bedste film
Paul Thomas Andersons billedskønne, bidske kønsdrama indhyllet i kølig haute couture slog i al sin slow burn-stilfærdighed benene væk under mig: Jeg kan ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har siddet i biografen og ønsket, at en film dog bare havde været fem timer lang, ’Nymphomaniac’-style (uden nogen som helst sammenligning). Alle tre hovedkarakterer – Daniel Day Lewis, Vicky Krieps og Lesly Manville – leverer fabelagtige præstationer, og det er for mig at se aldeles uforståeligt, at Krieps blev udeladt af det gode Oscar-nomineringsselskab.
’Phantom Thread’ hudfletter de skiftende magtstrukturer mellem mand og kvinde i et tiltagende giftigt afhængighedsforhold, hvor underkastelse og undergang er uløseligt, satirisk vævet ind i kjoledrømmenes restriktive, pertentlige syninger. Det er sorthumoristisk og overraskende aktuelt og giver for en gangs skyld al magt til musen, der reducerer den egocentriske kunstner til en pjevs med moderbindinger.
Mads Kjær Larsen
3. Paul Thomas Anderson (’Phantom Thread’) for bedste instruktør
Jeg går all in på ’Phantom Thread’ (selvom jeg nærer lige så varme følelser for ’Call Me By Your Name’, ’Get Out’ og ’The Florida Project’): For er det, ærlig talt, ikke en lille skandale, at Paul Thomas Anderson, sin generations største amerikanske billedskaber, endnu ikke har vundet en Oscar? Det vil være synd og skam, hvis PTA skal lave en Scorsese og vente med at vinde en statuette, til han er midt i 60’erne. Lad os dog nu se ham knytte den gyldne mand, imens han endnu er i sin prime. Det er det mest værdige for ham og for Akademiet.
3. Jonny Greenwood (’Phantom Thread’) for bedste original score
Her er vi ovre i afdelingen for det ikke strengt utopiske, faktisk betragter jeg det som en af de mest oplagte overraskelser på Oscarnatten: At Jonny Greenwoods ret beset overlegne score, der finder en fantastisk balance mellem det romantiske og det pirkende, nærmest taktilt, urovækkende, der virkelig klæder filmen som fod i hose, vinder over forhåndsfavoritten, det charmerende, men måske også en anelse sødladne Alexander Desplat-score til ’The Shape of Water’.
Én gang Radiohead-fan, altid Greenwood-man.
1. Lesley Manville (’Phantom Thread’) for bedste kvindelige birolle
I virkeligheden fortjener Laurie Metcalf (’Lady Bird’) Oscaren baseret på nuancerigdommen og de dramatiske ups-and-downs i sin præstation holdt op imod konkurrenternes lidt mere enstrengede (Janney), kontrollerede (Blige, Manville) eller typecastede (Spencer) indsatser.
Men jeg elsker alt, hvad Manville foretager sig, og alene scenerne ved morgenbordet (både med og uden Alma) har en stor herlighedsværdi.
Nå ja, og forestil dig lige øjeblikket, når Manville ville skulle posere sammen med de øvrige skuespillervindere, herunder sin eksmand Gary Oldman, efter ceremonien. Dét ville da være et øjeblik til mindescrapbogen!
Morten Kildebæk
3. ’The Square’ for bedste ikke-engelsksprogede film
Når man får lov at tænke i utopiske awards-baner, giver det god mulighed for at kippe med Dannebrog – selv i forbindelse med en svensk film. ’The Square’ står som en af sidste års både sjoveste og mest ubehagelige biografoplevelser, og selvom Ruben Östlunds ’Force Majeure’ var mere stramt sat sammen, er den nyeste revser af den moderne mand instruktørens til dato mest ambitiøse film. Samtidig brillerede vores danske venner Claes Bang og Christopher Læssø som henholdsvis selvindbildsk helt og uduelig sidekick.
Film som ’En fantastisk kvinde’ og ’Loveless’ har bestemt også fortjent årets Oscar-cadeau, men med tanke på historikken for bemærkelsesværdige reaktioner fra Ruben Östlund & Co., håber jeg at se en spektakulær én af slagsen på søndag.
2. Willem Dafoe (’The Florida Project’) for bedste mandlige birolle
Sam Rockwell ses som den umiddelbare favorit i kategorien for bedste mandlige birolle for sin præstation som Dixon i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’. Jeg håber dog personligt, at erfarne Willem Dafoe overrasker for sin formidable og hjertevarme indsats i ’The Florida Project’.
Det er bestemt ikke den mest udskejende rolle i karrieren, og gudskelov for det. Mens børneskuespillerne Brooklynn Prince og Christopher Rivera muligvis tager filmens fokus med deres naturligt impulsive skuespil, agerer Dafoe filmens uundværlige anker. Hotelbestyreren Bobby balancerer mellem at være den hårde udlejer, der ugentligt skal tvinge de fattige beboer til at punge ud, og beskyttende faderfigur, når den unge mor Halley er i problemer.
1. ’Call Me By Your Name’ for bedste film
At Luca Guadagnino ikke fik karrierens første Oscar-nominering for instruktion er bedrøveligt. Bevares, han var oppe imod et ualmindeligt konkurrencedygtigt felt, men sjældent har en instruktørs vision rørt mig som denne. Jeg tænker derfor, at han i stedet må ’nøjes’ med en Oscar-statuette for bedste film.
På trods af at ’Call Me By Your Name’ er en filmatisering af André Acimans romanforlæg, mærker man, at Guadagnino har lagt meget af sig selv i filmen. Handlingen blev således flyttet til instruktørens hjemby Crema, og familien Perlman blev placeret i et gammelt luksuspalæ, som Guadagnino altid selv har drømt om at bo i.
Mange af de bedste scener er helt dialogløse, hvilket ikke gør én mindre investeret i Elio og Olivers spirende seksuelle magtleg. Visuelt er filmen gudesmuk, og den italienske hede nærmest strømmer ud fra lærredet. De æstetisk tilfredsstillende billeder tager imidlertid ingenting fra, at de portrætterede personer føles menneskelige og ægte. Alt går op i en højere enhed.
Jacob Ludvigsen
3. ’Negative Space’ for bedste korte animation
Jeg har tidligere lovprist Max Porter og Ru Kuwuhata ’Negative Space’, og selvom jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har set de fire andre kandidater, nægter jeg at tro, at jeg vil finde nogen mere vinderværdig end den fem minutter korte animationsgenistreg.
Filmen fortæller om forholdet mellem en far og en søn gennem en rituel pakning af en kuffert, der bliver til et prægnant billede på både afstand og samhørighed. Det er en film, der udnytter det animerede kortfilmformat mesterligt i en balance mellem konkret historie og abstraktion. Den er ikke favorit til at vinde – Kobe Bryant-filmen ’Dear Basketball’ er nok et bedre bud – men jeg håber af hele min kuffert på, at ’Negative Space’ løber med sejren.
2. Jordan Peele for bedste instruktør
Sjældent har man oplevet et så markant instruktørgennembrud som Jordan Peele, der tog turen fra respekteret sketchkomiker og skuespiller til Hollywoods måske mest ombejlede filmskaber i en håndevending.
Med ’Get Out’ har Peele opnået succes på snart sagt alle parametre, den ene mere utænkelig end den anden: Han gjorde et horrorkomediedrama til en af årets mest anmelderroste film. Den blev en kæmpe succes ved billetlugerne trods et beskedent budget. Og den er nu også nomineret til fire priser ved Oscar-showet, som ikke just er kendt for at omfavne hverken horror eller komedie.
At ’Get Out’ balancerer genreblandingen med største naturlighed og både formår at være forrygende morsom, tankevækkende, uhyggelig og spændende, bør tilskrives Peeles imponerende evner som førstegangsinstruktør. Lige nu er filmen dark horse til at vinde hovedprisen som bedste film, men faktisk så jeg allerhelst Peele vinde for instruktør.
1. Sufjan Stevens’ ’Mystery of Love’ for bedste originale sang
Alene det, at det følsomme, eksperimenterende musikergeni Sufjan Stevens kommer til at optræde under Oscar-showet på søndag med sin rørende, elegiske ’Mystery of Love’ fra ’Call Me By Your Name’, føles som en sejr i sig selv. Her kan man tale om en odd man out midt i de storladne ballader, der ellers dominerer feltet.
Hittet ’This Is Me’ fra ’The Greatest Showman’ og ’Remember Me’ fra Pixar-perlen ’Coco’ duellerer om favoritværdigheden, og særligt sidstnævnte er da også en værdig vinder, al den stund at det fine nummer spiller en afgørende rolle for og er smukt inkorporeret i filmens fortælling.
Det er dog intet at regne mod Sufjan Stevens’ betydning for Luca Guadigninos smukke kærlighedsfilm, både i den allerede nyklassiske slutscene med sangen ’Visions of Gideon’ og altså så i ’Mystery of Love’-scenen, hvor de elskende Elio og Oliver endelig kan give fuld los for deres følelser i naturskønt refugium omgivet af bjergtoppe og brusende vandfald. Sufjan Stevens’ skrøbelige kærlighedstune er den perfekte indramning. »Oh, to see without my eyes / The first time that you kissed me / Boundless by the time I cried / I built your walls around me«.
Se hele vores Oscar-dækning HER.
Læs også: Vores endelige bud: De vinder Oscars på søndag