Måske er det et spørgsmål om dagsformen, men at dømme ud fra formen denne dag i maj, hvor vi møder Joaquin Phoenix under Cannes-festivalen, kan rygterne om den tillukkede, pressesky og småtvære verdensstjerne manes til jorden.
Den 43-årige amerikaner, der vel roligt kan regnes for en af tidens fire-fem største mandlige skuespillere, er imødekommende, smilende og snakkende. Han stiller med glæde op til selfies, og da vi bagefter interviewer Lynne Ramsay, som har instrueret den film, han er aktuel i, laver han tilmed grinende grimasser bag hendes ryg.
Filmen, der har fået verdenspremiere i Cannes dagen før vores møde, hedder ’You Were Never Really Here’ og er noget så sjældent som en genrefilm i fint festivalselskab. Men selvfølgelig med et twist – andet havde man næsten ikke kunnet forvente af den skotske mester Lynne Ramsay, der endnu ikke har lavet en dårlig film, men en hel lille håndfuld fremragende: ’Ratcather’, ’Movern Callar’ og ’We Need to Talk About Kevin’.
I hendes nye fortælling spiller Joaquin Phoenix fixeren Joe, der hyres til at redde en teenagedatter til en senator ud af kløerne på en pædofiliring ledet af magtfulde mænd. Det kan lyde som oplægget til en Liam Neeson-film, men med de fragmentariske flashbacks, der afslører Joes traumatiske fortid, de ømme scener, hvor Joe tager sig af sin gamle mor, og scenerne, hvor han er ved at kvæle sig selv med en plasticpose, tilfører et helt andet lag. Det er en både brutal og poetisk film (med endnu et dybt originalt elektronisk score fra Jonny Greenwood) – og også, forstår man på Phoenix, en film, der ændrede sig markant undervejs.
»Jeg syntes, det var ok«, svarer han så overraskende underspillet, at den lille gruppe journalister bryder ud i et fællesgrin, da han bliver spurgt til, hvad han syntes om Lynne Ramsays manuskript (baseret på et bogforlæg), da han første gang læste det.
Kun ok?
»Jeg tænkte, at det ville være en proces… Det er det altid. Selv når du elsker manuskriptet, sker der ændringer, mens man udforsker materialet og arbejder med instruktøren. Og det virkede, som om der var noget for os, vi kunne udforske, som ikke stod helt klart endnu. Det var jeg begejstret for at skulle gøre med Lynne.
Nogle gange får jeg den følelse, at jeg bare skal lave en film uanset hvad, og det her var… Jeg kan bare godt lide at tale med Lynne. Nogle gange handler den slags bare om, hvorvidt man kommer godt ud af det med hinanden og tænker: ’Ja, jeg kan bruge otte uger med den her person’«.
Hvad adskiller hende fra andre instruktører, du har arbejdet med?
»Der er så mange ting, men til interviews prøver jo man at finde den ene ting… Jeg kan huske, at vi på første optagedag skulle filme i en pool fyldt med vand, og jeg frøs – jeg havde ikke rigtigt lyst til at gå i. Jeg var en kujon og gik meget langsomt ned. Og hun sagde: ’Oh fuck, så gør jeg det bare’. Og så gik hun ned i poolen i sin kjole og sad i vandet. Hun kan godt lide at opleve det selv. Hun kan godt lide at røre ting og gøre det, som skuespilleren gør. Hun prøver virkelig at føle scenen fra dit perspektiv«.
Kunne du forstå hendes skotske accent?
»Da jeg talte med hende på telefon første gang, måtte jeg ringe til produceren bagefter og sige: ’Jeg forstod ikke rigtigt, hvad hun sagde!’ Men da vi mødtes ansigt til ansigt, havde jeg ikke noget problem med det. Og vi er ret ens på den måde, at der er meget følelse i den måde, vi ser tingene på. Hun er meget empatisk, så jeg tror, jeg forstod det meste af det. Men jeg ved det ikke – måske lod jeg bare som om! Uanset virkede det overbevisende, når hun sagde noget«.
Filmen, vi netop har set i Cannes, er efter sigende ikke den helt færdigklippede version. Har du set filmen og hørt Jonny Greenwoods score endnu?
»Jeg har ikke set den endnu, nej. Vi skød de sidste ekstraoptagelser for kun to uger siden i London, og jeg hørte noget af musikken der. De satte det bare på uden at sige, hvad det var, og jeg var sådan: Hvad fanden er det!? Hvorefter de fortalte mig, at det var fra scoret. Jonny er virkelig noget særligt«.
Hvordan forberedte du den kropslige dimension af rollen. Du er temmelig meget større i filmen, end du er nu?
»Jeg trænede bare. Man hyrer nogen, betaler dem alt for meget, man tager afsted til træningscenteret og brokker sig, ’jeg gider ikke det her’, men det skal man.
I starten er det sjovt, at kroppen ændrer sig, for det ændrer dig faktisk også mentalt: Man føler sig anderledes, når kroppen ændrer sig. Men så skal man prøve at fastholde det udseende, og det er ikke sjovt«.
Din karakter i filmen er stille, indelukket og traumatiseret. Prægede det den måde, du var på under optagelserne, når kameraet var slukket?
»Det er forskelligt på alle film. Dårligt skuespil er at være selvbevidst, og det er det, man vil undgå. Så nogle gange prøver jeg at snakke med folk og lave fis, fordi det får mig til at føle mig godt tilpas. Andre gange kan man ikke kigge et crewmedlem i øjnene, fordi det er for pinligt. Jeg har lavet ting, hvor jeg har holdt hovedet nede, og hvor jeg har introduceret mig med min karakters navn, og jeg ved ikke hvorfor – man opdager bare, når man dykker ned i noget, hvad det er, der får en til at føle sig tilpas, så man kan smide selvbevidstheden.
Her var det et lille hold, og alle var super venlige, og vi lavede en masse pis. Lynne og jeg talte konstant, og hun sang karaoke i min trailer. Jeg har faktisk en video af det, det er ubetaleligt!«
Så det er ikke sådan, at du bliver i rollen hele tiden?
»Vi er jo alle sammen forskellige ting hele tiden. Når du er hjemme, er du jo også noget andet, end når du sidder her. Ideen om at blive i rollen hele tiden er latterlig. Man er ikke på samme måde i alle øjeblikke, så faktisk jeg ved ikke, hvad det betyder at blive i rollen hele tiden. Det lyder cool, når man siger det til journalister, men… Folk lyver, så det lyder cool i interviews!«
Hvad var det, der interesserede dig ved Joes psykologi, da du arbejdede med rollen?
»Noget, vi ofte ser på film, og som vi gerne ville undgå, er ideen om den mandlige helt, der er tynget af skyld og fiasko og fortrydelse som symboler på testosterondrevet maskulinitet, men alligevel redder kvinden. Ofte skaber filmene et scenarie, hvor kvinden bliver kidnappet eller voldtaget, før manden så redder hende. Så man har den her fantasi, og så renser man skylden af det, fordi en mand kommer og agerer helt.
Det ville vi gerne lege med, på den måde at manden ikke rigtigt ænser pigen – og det er i sidste ende op til hende at redde sig selv. Det var et interessant take og noget, der ændrede sig i løbet af filmen, hvor udgangspunktet var lidt mere kliche«.
I de forkerte hænder kunne det være blevet en standard Taken-film?
»Jeg har ikke set ’Taken’, men ja… det her er i hvert fald anti-James Bond. Vi ville ikke have det rene look med kort hår og tætbarberet skæg, det skulle se anderledes ud. Efterhånden som vi arbejdede med filmen, fjernede vi de ting fra manuskriptet, som man typisk associerer med den type film«.
Hvilken rolle spillede du i den løbende ændring af manuskriptet?
»Vi havde lange samtaler om, hvordan vi kunne dreje det væk fra de oplagte troper i genren og finde på noget andet. Og Lynne var fucking fantastisk. For jeg var ret ubarmhjertig. Jeg kom med input hver dag, og hun var altid interesseret og modtagelig og kom med geniale ideer i 11. time.
Jeg ved aldrig, hvor meget man må fortælle om den slags? Men der skete virkelig drastiske ændringer i historien ud fra manuskriptet. Det var brillant. Jeg elsker folk, der arbejder spontant. Halvvejs inde i optagelserne kæmpede jeg for eksempel virkelig med at få greb om slutningen, og hun tog hjem samme aften og fandt på noget andet. Det beundrer jeg dybt«.
Hvad mener du med, at du var ubarmhjertig?
»Jeg blev ved med at tale og sagde, ’hvad med det her, hvad med det her’. Men det var vi begge to. Jeg tog hjem og fik så en mail kl. 2 om natten, hvor hun havde tænkt over alt det, vi talte om, og havde skrevet nye scener og fandt på andre måder at fortælle historien på«.
Du gik fra den her rolle til at spille Jesus i ’Mary Magdalene’. Hvordan var det?
»Det var jo bare at spille mig selv. Så det var lutter lagkage. Jeg sagde bare: ’Endelig!’«
’You Were Never Really Here’ har premiere i de danske biografer i dag, 22. marts.