Året var endnu nyfødt, da Jenny Wilson i januar udgav førstesinglen ’Rapin’ fra sit nye album. Med udgivelsen løftede hun ikke bare en flig af det mørke, som pludselig omsluttede hende for to år siden. Hun tilsluttede sig også de hundredvis af kvinder, som har rystet verden med beretninger om overgreb, siden beskyldningerne mod Harvey Weinstein kickstartede #MeToo-bevægelsen sidste efterår.
Med ’Rapin’ fulgte nemlig en brutal animationsvideo, i hvilken en kvinde bliver overfaldet, revet til blods og voldtaget, mens Wilsons karakteristiske falset synger henover: »He made me do these things / my mind was drifting off, drifting off (…) / two days later I couldn’t speak, I couldn’t sleep, couldn’t find out how to be me«.
I denne uge følger den svenske popstjerne op på singlen med udgivelsen af sit femte og dybt personlige album ’Exorcism’, som hun selv har præsenteret som ’det sværeste, jeg har gjort’ og et forsøg på at ’tage det tilbage, jeg har tabt’ og ’rense det væk, der har gjort mig ondt’.
»Exorcism er en plade, som handler om et traume, som jeg var udsat for. Altså, en voldtægt«, begynder Wilson, da jeg møder hende en formiddag i februar. »Det utroligt svære ved at lave denne her plade var, at jeg ikke kunne finde ud af, hvor meget jeg skulle fortælle og i hvilken tone. Men det eneste, som føltes rigtigt, var at udtrykke mig helt enkelt, for på den måde bliver det også mere brutalt«.
Øjenmakeuppen er stadig inspireret af 80’ernes glamrock-look, og læberne skinner ligeså knaldrøde, som de altid har gjort i det porcelænsblege ansigt. Den styrke og autoritet, som Wilson ofte forbindes med, anes i hendes bestemte blik og rolige stemmeføring. Alligevel er der noget anderledes skrøbeligt ved kvinden overfor mig. Udover et par afstikkere til håret for at stramme den ingefærfarvede hestehale, hviler hendes hænder stille i skødet. Hun næsten knuger sig selv og former en slags mur med armene, som skærmer for torsoen. Udtrykket er alvorligt. Kun en sjælden gang strækker de knaldrøde læber sig i et forsigtigt smil.
I medierne er Jenny Wilson blevet udråbt som ’isdronning’, ’sej’ og ’stærk’, siden hun solodebuterede med det 80’er-poppede album ’Love and Youth’ i 2005. Dengang var tonerne fra synthesizeren legende, drømmende og dansevenlige, og Wilson kvidrede om ungdommens kærlighedsaffærer og uovervindelige kådhed.
Ti år senere fulgte albummet ’Demand the Impossible’, som med sine hårde elektroniske beats var en kraftfuld hyldest til det at kæmpe og overleve, efter Wilson selv havde overlevet brystkræft. ’Exorcism’ er bare endnu et vidneudsagn om de prøvelser, som livet har budt den nu 42-årige sangerinde og sangskriver, og som har efterladt dybe ar i hende og dermed også i hendes musikalske udtryk.
»Det er let at tro, at man bare er virkelig vred efter et overgreb, men der er så mange komplekse følelser. Jeg følte mig rolig, lille og usikker på, hvem jeg er. Min forrige plade handlede om min kamp mod brystkræften, og jeg var meget sej, men her ønskede jeg på ingen måde at være den stærke frontfigur, for sådan føler jeg mig ikke. Jeg er stolt over, at jeg udstråler det, men det er også et ekstremt stort ansvar at være talsperson for en masse kvindeofre«, siger Wilson og tilføjer:
»Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg ikke havde været ude for denne her hændelse, men det var jeg, og derfor var jeg tvunget til at skrive om det, for det er min opgave at bruge mit liv. Men det har været meget vigtigt for mig, at det ikke bare blev floskler som ’mænd er dumme i hovedet’, og jeg vil ikke fremstå som et offer, for jeg føler mig ikke som et offer. Jeg føler mig som en af alle os, der har været ude for noget, som sker flere gange hver eneste dag«.
Afløb for gift
Selv om ’Exorcism’ kredser om et væmmeligt tema, dunker albummets tempofyldte beats blandet med svenskerens trofaste synthesizer og indbyder snarere til dans end depression. Wilson kalder musikken »meget fysisk«, og derfor passer den til temaet, men egentlig er hun mest nået frem til lyden af egoistiske årsager, fordi hun selv godt kan lide den.
Udover den fysiske voldtægt for to år siden dykker ’Exorcism’ ned i andre og mere subtile former for overgreb. Kort efter voldtægten endte Jenny Wilson i et forhold til en mand, som behandlede hende dårligt, hvilket nummeret ’Your Angry Bible’ blandt andet giver et indblik i med teksten: »On our six month anniversary, you hated me, I know that now / the flowers I gave to you, you hit them in my head«. Overordnet handler albummet om at forsøge at bygge sig selv op igen efter at være blevet nedbrudt, fortæller hun.
»Når man har det godt og er stærk, kan man jo godt fornemme, når noget ikke smager godt og sige til sig selv: Jeg vil ikke drikke denne her gift. Men når man er svag, drikker man al slags gift. Det er nok også derfor, pladen hedder ’Exorcism’, fordi det føles, som om jeg har været nødt til at komme af med al den gift. Det er svært selv at mærke, at man er blevet forgiftet af en oplevelse, og det gør meget ondt efterfølgende at uddrive det, men det føles også virkelig skønt«.
Hvordan bruger du musikken til at komme igennem de her svære perioder i dit liv?
»Musikken fungerer som afløb for en masse tanker, men jeg tror ikke, at man bliver stærk og frisk bare af at lave en plade, for der er så mange niveauer. Men det er ikke noget valg for mig, for jeg tror ikke, jeg ville kunne have lavet noget andet. Det skal ud. På en måde ville jeg ønske, at jeg ikke brugte mig selv hele tiden, for det er ret tungt, men det er bare sådan, jeg er«.
Udover dine personlige oplevelser hentyder albummet også til nogen samfundsmæssige problemer i forholdet mellem mænd og kvinder: Hvilke tænker du eksempelvis på?
»For det første kan hvem som helst blive voldtaget, og voldtægtsmændene er ikke dem, man tror. Voldtægt er jo et misbrug af magt, og de begås næsten udelukkende af mænd, så der kan vi se, at samfundet er ekstremt mislykket. Man tror, det er common sense, at man ikke gør noget ved andre, som de ikke har lyst til, men sådan er virkeligheden ikke«.
»Indtil nu har det været ekstremt svært i Sverige at få dømt nogen for voldtægt. Det virker næsten, som om systemet har været indrettet til, at det ikke skal lykkedes, og det er helt oldnordisk, at man først har fået ideen til en lov om samtykke nu. Jeg tror, det handler om oplysning og total påmindelse om, at mænd og kvinder er lige, fra man er ganske lille«.
Voldtægt er jo et misbrug af magt
Med ’Exorcism’ håber Jenny Wilson, at andre, som har været udsat for lignende overgreb, kan finde styrke og mod til selv at fortælle deres historie, ligesom hun fandt styrke, da #MeToo-bevægelsen eksploderede. På det tidspunkt havde albummet været færdigt i flere måneder, og Wilson var ikke overrasket, for hun bare havde ventet på, at nogen skulle løfte sløret for det ulige magtforhold mellem mænd og kvinder. Indtil da havde hun overvejet, hvorvidt hun orkede at være så ærlig og stærk og muligvis ende som bannerfører, for det har hun egentlig ikke lyst til at være. Derfor føltes det også skønt, at hendes historie viste sig at være en blandt mange, fortæller hun.
»Det var fantastisk timing, for jeg tror, det havde været meget mere skræmmende, hvis jeg skulle gå ud med det alene. Jeg har talt med forskellige mennesker om, hvordan jeg skulle formidle emnet, og en del rådede mig til at være meget forsigtig og måske slet ikke nævne overgrebet, og jeg tænkte: ’Hvordan fanden skal jeg klare det her, for jeg bliver jo nødt til at tale om det’. Men da Metoo kom, tænkte jeg bare: ’Så kører vi’«.
Hvad er din egen oplevelse med musikbranchen som kvindelig artist, for i pressemeddelelsen antydes det, at pladen måske også er en kommentar til den?
»Man kan i hvert fald godt tolke den sådan. Jeg har erfaret, at det er svært at have kunstneriske ambitioner i musikbranchen, fordi det er et kapitalistisk system, men jeg tror, at jeg er blevet forskånet for ubehagelige oplevelser, fordi jeg altid har gjort sådan til autoriteter«. Wilson hæver hånden og stritter med fuckfingeren.
»Jeg har aldrig ligget på knæ og bedt for store mægtige mænd, men gjort præcis, hvad jeg ville, så jeg har ikke været særlig udsat. Men så hører man jo andres historier, og det kan for eksempel være historien om den unge pige, som flytter til Stockholm for at gå til auditions og ender i mærkelige situationer. Jeg tror, det er meget almindeligt, at der opstår en ubalance i magtforholdet, når man som kvinde er den afhængige, fordi det oftest er mænd, som sidder i stolene, og det er det, som er så ubehageligt«.
Vigtigt opråb
Nogle har kritiseret Metoo for at være for sort/hvid og udstille alle mænd som overgrebsmænd: Hvad mener du?
»Når man går ud med så megen kraft og forsøger at forandre samfundet, følger der nok altid en del ekstremer med, som er meget sorte eller hvide. Folk er bange, især mændene er meget bange, hvilket er godt, så de tænker sig om. De føler sig sikkert uretfærdigt anklaget, og det er selvfølgelig ubehageligt, men hvorfor fokusere på, at nogle mænd føler sig krænkede, når kvinder i flere århundreder er blevet undertrykt af mænd?«.
Der er også kritikere, som mener, at MeToo er med til at fastholde kvinder i en offerrolle: Hvad tænker du om det?
»Jeg har generelt svært ved hele offermentaliteten, hvad end det er mænd eller kvinder, som føler sig som ofre. Det, som interesserer mig, er det faktum, at vi må forandre systemet sammen, for det går jo ikke, at halvdelen af befolkningen bliver behandlet uacceptabelt. Men det er klart, at der altid vil være både mænd og kvinder, som finder styrke og samhørighed i offerrollen«.
Har du haft nogen betænkeligheder i forhold til, om ’Exorcism’ på samme måde risikerer at fremstille kvinden som offer og manden som et sexmonster?
»Jeg synes ikke, at jeg fremstiller mænd som monstre, for sådan har jeg det bestemt ikke. Pladen er utroligt lidt intellektuel, upolitisk og meget personlig. Det er min oplevelse, og så må folk tolke den, som de vil. Jeg tror primært, det er mænd, som voldtager, selv om de selvfølgelig også kan være ofre, men det ville være underligt, hvis jeg skulle tilføje ’alle mænd er ikke voldtægtsmænd’ i teksten. Der må folk også lige tænke selv. Men det er noget af det, som har været meget svært for mig, for jeg vil ikke fremstå som en stærk overlever. Jeg vil gerne udtrykke, at jeg føler mig svag, ensom, ked af det og vred, men jeg har forsøgt at angribe det fra forskellige vinkler«.
Der er jo også en modreaktion, som mener, at MeToo har taget overhånd, og at budskaberne drukner i de mange forskellige beskyldninger om overgreb. Hvad er din holdning til det?
»Opråbet er vigtigt. Den patriarkalske struktur findes på alle arbejdspladser, og det er vi trætte af. Det er en del af den enkeltes egen rejse at rejse sig op, men for dig og mig og beslutningstagerne er det jo ikke alle de personlige beretninger, som vi skal fokusere på, men når flere og flere rejser sig og siger, at det ikke er i orden, må politikerne begynde at undersøge, hvordan arbejdsklimaet kan ændres. Jeg synes, det taler sit klare sprog i verden, at kvinder ikke længere har lyst til at blive særbehandlet, og det er det, som er stjernen i det her«.
Hvad tænker du, det næste skridt er?
»Jeg håber, vi kommer til at se handling. At man rent faktisk laver konkrete politiske ændringer og får bedre kontrol over, hvordan arbejdspladserne fungerer, og at det medfører en generel forandring i magtstrukturen. Jeg tror faktisk allerede, at folk er begyndt at tænke anderledes – ikke kun i musikbranchen, men i hele samfundet«.
Og hvad kan vi kvinder selv gøre?
»Vi kan støtte hinanden og give hinanden styrke og mod og ikke være bange. Hvis vi rent faktisk er der for hinanden, kan vi få større og større indflydelse. Jeg tror, at en bevægelse som MeToo kan vække en følelse af, at vi virkelig må holde endnu mere sammen«.
Ja, for nogen vil nok mene, at kvinder har en tendens til at være mere opofrende end mænd…
»Der er det her med, at mænd er gode til at lave ting sammen, mens kvinder ofte ses to og to, og så skal de lige passe deres børn samtidig. Man kan spørge sig selv om, hvorfor det egentlig er sådan?«.
Jenny Wilson sender et tænksomt blik ud i rummet. Så henter hun en anekdote frem fra baghovedet:
»Jeg var ude at spise på en restaurant i går og fik øje på et par. Kvinden sad med begge deres to børn i favnen, mens manden bare sad og fiflede med sin telefon og spiste«.
Hun sukker: »Jeg mener: Kom igen nu!«.
Læs anmeldelse: Jenny Wilson ‘Exorcism’